Hvorfor tier Djøf?

Ingen statsminister har prædiket mere tillid end Mette Frederiksen – og ingen har gjort mere for at nedbryde samme tillid. 

Senest er Sigga Nolsøe fratrådt stillingen som pressechef i Finansministeriet med den begrundelse, at hun åbenbart ikke var tilstrækkelig socialdemokrat. Det er en modig udmelding fra Nolsøe, hvis kompetence og troværdighed ingen kan anfægte. Departementschefens undsigelse af Nolsøe er derimod uden troværdighed – al den stund den pågældende for nylig blev indsat af S-regeringen.

Den fremtvungne opsigelse af Nolsøe kommer i kølvandet på Socialdemokratiets politiske dobbeltspil med undergravning af Venstre, kun afsløret ved et tilfælde, og intimidering og manipulation af eksperter, organisationsfolk og journalister, såfremt de tillader sig at kritisere S. Partiet har dertil ansat en hær af spindoktorer – hvoraf nogle er forklædt som almindelige embedsmænd.

Det partineutrale embedsmandssystem – som er under angreb – har gennem generationer været en hjørnesten i vort politiske system. Det har i vidt omfang vaccineret os mod kammerateri, pamperi og magtmisbrug. I stedet vokser en syg politisk kultur frem.

Med Mette Frederiksens lederskab bevæger vi os væk fra meritokratiet som styreform, hvor positioner er baseret på kvalifikationer og ikke partibog. Dermed bidrager statsministeren til at delegitimere samfundsordenen og i sidste instans til dens forfald.

Tidligere ville ”the head of the civil service”, statsministeriets departementschef, have stået op for den danske forvaltningskultur. Men departementschefen, den hæderkronede og retlinede Christian Kettel, er blevet erstattet af en af Mette Frederiksens håndgangne kvinder. I øvrigt en kvinde, der lige kom fra en af de største skandaler i dansk retshistorie – teledataskandalen – hvor væsentlige oplysninger blev undertrykt og tilbageholdt.   

”Speaking truth to power” har været et grundlæggende princip i dansk forvaltningskultur. Det indebærer, at man som ansat skal bestræbe sig på at sige sandheden til overordnede, uanset at den overordnede vil kunne opfatte det som kritik, eventuelt blive fornærmet – og har magtinstrumenter til at straffe én. Dette princip er nu under nedbrydning.

Derfor tillader jeg mig at spørge: Hvorfor tier Djøf stille over for en sådan undergravning af dansk forvaltningskultur?

Kun hvis der er åbenhed og konkurrence mellem idéer, kan magthaverne opnå dybere indsigt, og de gode idéer kan blomstre. Den aktuelle politisering af centraladministrationen åbner for en uset magtkoncentration. Risikoen er magtmisbrug, som vi allerede har set eksempler på. Ensretningen betyder, at den politiske rådgivning af ministeren bliver svækket, når der ikke er plads til modsigelse, alternative fortællinger og indvendinger. Og ensretningen indebærer, at åbenlyse talenter i centraladministrationen, som fx Sigga Nolsøe, bliver undertrykt – eller slet og ret vælger at holde sig væk fra centraladministrationen.

Socialdemokratiets magtfuldkommenhed er en del af en international tendens. I Trump-administrationen og i Storbritanniens styret af over-spindoktor Martin Rossens kollega, Dominic Cummings – mere grelt i lande som Polen og Ungarn.

For os andre er der kun tilbage at håbe, at Mette Frederiksen snarest tager skeen i den anden hånd…

Erik Boel var international sekretær i Socialdemokratiet frem til 2002.

Svar: Djøf følger udviklingen nøje

Erik Boel kommer i sit indlæg vidt omkring i sin kritik af bestemte personer og af Socialdemokratiet. Samtidig advarer han imod en udvikling, han finder undergravende for dansk forvaltningskultur. Han spørger i den forbindelse, hvorfor Djøf tier.

Mens personkritikken ikke tilkommer mig at gå ind i, vil jeg gerne forholde mig til bekymringen, Boel fremfører om det, han kalder undergravningen af dansk forvaltningskultur.

Lad mig slå det helt fast: Det partipolitisk neutrale embedsværk står som en grundpille i det danske demokrati. Og som en vigtig og nødvendig forvaltningspolitisk tradition, der er afgørende for embedsværkets mulighed for at virke og udøve sit arbejde sagligt, fagligt og lovligt mv. Og tilfredsstillende for skiftende regeringer.

Jeg tager derfor til enhver tid afstand fra tendenser, hvor det danske embedsværksværk trækkes i en særlig partipolitisk retning. Og det er afgørende, at regeringen både i ord og handlinger bakker op om både det partipolitisk neutrale embedsværk og om de forvaltningsmæssige dyder i Kodeks VII.

Samtidig lægger vi i Djøf stor vægt på værdien af, at ansættelser i det danske embedsværk sker ved merit, hvor den bedst kvalificerede efter en samlet vurdering får stillingen. Farven på éns private partibog eller eventuelle kontakter i et parti må aldrig være afgørende.

Det er vigtigt, at også fremtidens ansættelser i departementerne sker efter de meritokratiske principper. Også fordi partipolitisk tonede ansættelser kunne betyde, at der ved kommende regeringsskifter kunne opstå en liste med ”persona non grata”-embedsfolk i ministerierne. Noget, der ville være et farvel til det neutrale embedsvæk – og dermed en udvikling, vi i Djøf ser på med den største alvor.  

Vi ser ikke lige nu nogen rygende pistol. Men der begynder at lugte af krudtrøg. Der er en række tendenser, der isoleret set måske ikke er uden for skiven, men som samlet betragtet kunne tyde på, at vi er på vej i den forkerte retning.

Det er bekymrende. For det er afgørende, at udviklingen af det politiske system – herunder forholdet mellem politikere og embedsværk – ikke skader tilliden til det politiske system. Ligesom det er afgørende, at udviklingen ikke skader tilliden til, at vi i Danmark har et embedsværk, der rådgiver regeringen partipolitisk neutralt og med udgangspunkt i faglighed og saglighed. Der påhviler enhver regering et stort ansvar for ikke at overskride grænsen.

Derfor følger vi naturligvis udviklingen nøje og de sager, der har været omtalt i medierne, er noget, der har vores fulde opmærksomhed.

Med venlig hilsen

Henning Thiesen, formand for Djøf