Ferietillægget
Ferietillægget udgør som udgangspunkt 1 % af din løn. Det er et tillæg, som alle lønmodtagere årligt får oven i den løn eller feriegodtgørelse (på 12,5 % af din optjente løn). I de fleste tilfælde udbetales ferietillægget som et samlet beløb ved ferieårets start 1. maj.
Ferietillægget optjenes hen over ferieårets 12 måneder; dog ikke i år, hvor der på grund af overgangen til ny ferielov kun optjenes ferietillæg i otte måneder.
Grunden til, at du overhovedet får ferietillæg, er, at du ikke får lige så meget ud af at holde ferie med løn som at få feriegodtgørelse – altså det, der kaldes feriepenge, og som dækker over 12,5 % af lønmodtagerens løn.
Derfor bliver man som lønmodtager – der har ferie med løn – kompenseret med mindst 1 % i ferietillæg. Den enkelte virksomhed kan dog have fastsat en højere procentsats.
Når vi overgår til samtidighedsferie d. 1. september 2020, vil ferietillægget blive delt op og udbetalt ad to omgange, med lønnen for maj 2021 og med lønnen for august 2021.
Kilde: Peter Salling Petersen, Djøf
Peter Salling Petersen underviser på de kurser i den nye ferielov, som Djøf Kurser og Efteruddannelse udbyder målrettet til HR-konsulenter, virksomhedsjurister og andre, som arbejder professionelt med administration af ferieloven.