Overblik

Det kan coronavirus betyde for dig og dit job

28.2.2020

af

Foto: Dumitru Doru/EPA/Ritzau Scanpix

Foto: Dumitru Doru/EPA/Ritzau Scanpix

Det vælter ind med opkald til Djøf fra medlemmer, der har spørgsmål om coronavirus i forbindelse med deres arbejdssituation. Hvad må de? Hvad kan de sige nej til? Og i hvilke situationer kan arbejdsgiver nægte dem løn eller rejser? Her kan du blive klogere på din retsstilling. <em>(Opdateret 12. marts).</em>

"Vi har en hytte i Sverige, som vi godt kunne tænke os at tage på ferie i. Er der nogen problemer i det?"

I Djøfs rådgivningscenter vælter det ind med opkald fra bekymrede medlemmer. De søger hjælp til, hvordan de skal forholde sig til alle mulige ansættelsesretlige spørgsmål, der rejser sig, i takt med at corona-virussen breder sig verden over, og mange djøfere nu er sendt hjem for at arbejde, fortæller Mette Knudsen, rådgivningschef i Djøf.

Og hendes svar på ovenstående spørgsmål lyder:

"Udenrigsministeriet fraråder nu alle ikke nødvendige rejser til hele verden. Vælger du at rejse alligevel, og det betyder, at du ikke kan møde på arbejdet til tiden efter ferien fx på grund af karantæne eller rejserestriktioner, kan du i yderste konsekvens blive afskediget eller bortvist."

Et spørgmål, der er dukket op gentagne gange de seneste dage, er, hvad man stiller op med den udfordring, det kan være at arbejde hjemmefra, når man har små børn, der også skal være hjemme.

Til det svarer Mette Knudsen:

"Udgangspunktet er, at børnepasningen er dit eget ansvar. Men langt de fleste arbejdsgivere er dog indstillet på at udvise fleksibilitet i denne ekstraordinære situation. Heldigvis sover eller leger de fleste mindre børn indimellem. Så vores anbefaling er, at du finder ud af, hvornår du bedst kan arbejde og taler med din chef, så I kan få afstemt forventningerne. Måske er det helt fint, at du leverer dit arbejde på nogle skæve tidspunkter. Men hvis det helt umuligt for dig at arbejde, kan du komme til at bruge ferie og afspadsering."

Her kommer svarene på en række af de øvrige spørgsmål, som djøferne har ringet ind om, siden corona-virussen brød ud.

  • Er du så uheldig selv at blive smittet, har du selvfølgelig ret til løn under sygdom.
  • Bliver du sat i karantæne på baggrund af en konkret smitterisiko, betragtes du som syg, og du er derfor berettiget til løn
  • Har du været på forretningsrejse og bliver sat i karantæne derefter, enten af myndighederne eller af din arbejdsgiver, skal din arbejdsgiver betale din løn under karantænen.
  • Bliver du smittet i forbindelse med dit arbejde og herefter sendt i karantæne, skal din arbejdsgiver betale din løn.
  • Ønsker din arbejdergiver ikke, at du kommer på arbejdet af frygt for smitte, men ingen myndigheder har sat dig i karantæne, skal din arbejdsgiver betale din løn.
  • Beder din arbejdsgiver dig om at rejse, kan du sige nej, hvis Udenrigsministeriets rejsevejledning fraråder rejser til landet – ellers ikke. Dog kan du få en lægeerklæring, hvis dit helbred af den ene eller anden grund er skrøbeligt, og du dermed er ekstra udsat.
  • Rejser du på en ferierejse til et land eller et område, som Udenrigsministeriet fraråder unødvendige rejser til, kan du risikere at blive bortvist eller afskediget, hvis du ikke kan møde på arbejde efter ferien som følge af karantæne eller sygdom. Det er derfor afgørende at holde øje med Udenrigsministeriets rejsevejledninger.
  • Du har ikke umiddelbart ret til løn, hvis du ikke kan få dit barn passet, fordi skoler og daginstitutioner er lukket. Har du ikke familie eller andre, der kan hjælpe, vil du i mange situationer kunne aftale, at du arbejder hjemme, eller at du holder ferie.
  • Du er på ferie, og dine kollegaer er hjemsendt. Du kan ikke afbryde din ferie for også at blive hjemsendt. Skulle du blive syg, kan du i visse situationer få erstatningsferie.

  • Du vil gerne rejse til Norge. På nuværende tidspunkt, hvor situationen ændrer sig hurtigt, kan vi ikke udelukke, at der vil være tale om selvforskyldt sygdom, hvis du som følge af en ferierejse enten bliver syg eller på grund af karantæne ikke kan møde på arbejde efter ferien. Hvis det er tilfældet, har du ikke ret til løn, og i yderste konsekvens kan du risikere at blive fyret eller bortvist.

  • For privatansatte: I en force majeure-situation – som nu – kan din arbejdsgiver varsle dig på ferie med kortere varsel end en måned, hvis force majeure-situationen påvirker din arbejdsplads. Det forudsætter dog, at du har ferie tilbage, og at du ikke har indgået en aftale med din arbejdsgiver om, at ferien overføres til næste ferieår. Din arbejdsgiver kan også sende dig hjem for at afspadsere.

  • For offentligt ansatte: Djøf opfatter statsministerens udtalelse om, at offentligt ansatte sendes hjem med løn, som at man ikke afspadserer eller holder ferie under hjemsendelsen. Til gengæld står man til rådighed for arbejdsgiveren og må forvente at skulle arbejde, når man får udbetalt almindelig løn. På statens område har Djøf fået en bekræftelse af, at det også er sådan, det skal fortolkes.

Mette Knudsen understreger, at selv om arbejdsgiveren i nogle af de nævnte tilfælde ikke er forpligtet til at betale din løn, hvis du bliver sat i karantæne uden at være syg, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at de stopper lønudbetalingen.

”De fleste arbejdsgivere vil være fleksible og forstående. Så ligesom i mange andre situationer kan I sikkert finde en løsning – mange djøfere har jo mulighed for at løse opgaver hjemmefra,” siger hun.

Artiklen er opdateret:
5. marts med svar om ferierejser
- 12. marts med svar om retten til løn, når skoler og daginstitutioner er lukket, samt svar om specifikke forhold for privatansatte og offentligt ansatte.
- 16. marts med spørgsmål om eventuelle konsekvenser ved at tage på ferie i Sverige og udfordringerne ved at arbejde hjemme med små børn om benene.

Bemærk, at artiklen senest er opdateret midt i marts. Kontakt Djøf for rådgivning om de aktuelle anbefalinger. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Kristina
3 år siden
I skriver 2. punker: 1. Ønsker din arbejdergiver ikke, at du kommer på arbejdet af frygt for smitte, men ingen myndigheder har sat dig i karantæne, skal din arbejdsgiver betale din løn. 2. Rejser du på en ferierejse til et land eller et område, som Udenrigsministeriet fraråder unødvendige rejser til, kan du risikere at blive bortvist eller afskediget, hvis du ikke kan møde på arbejde efter ferien som følge af karantæne eller sygdom. Det er derfor afgørende at holde øje med Udenrigsministeriets rejsevejledninger. - Nu fraråder udenrigsministeriet rejser til f.eks. Frankrig, og anbefaler at man går i 14 dages "selvisolation" hvis man har været der. HVIS man så tager på sommerferie til Frankrig gælder så punkt 1 eller 2??? Der er jo ingen KRAV om karantæne, kun anbefalinger - hvis min arbejdsgiver ikke vil have man møder på job i 14 dage efter en rejse til Frankrig, er det så arbejdsgivers valg? Eller mit ansvar?
Sine
4 år siden
Kan min arbejdsgiver forlange, at jeg bruger min private telefon til arbejdsrelaterede samtaler, herunder lange telefonmøder med borgere, mens jeg er sendt hjem for at arbejde? Jeg er statsansat og har ikke tjenestetelefon.