Portræt

Da Augusts far døde, droppede han karrieren og blev godsejer

13-02-2020
11 min.
Da August Hage var ung, drømte han om at komme ud og se verden, læse filmvidenskab eller cand.scient.pol. Det kunne han, fordi det var hans storebror, der stod til at skulle arve godset. Men så skiftede broren mening. Foto: Jonas Pryner Andersen

Mens han studerede, lovede August Hage at overtage familiens gods, når den tid kom. Det gjorde den alt for hurtigt, da han som 25-årig pludselig mistede sin far. Djøfbladet har besøgt ham på Sydsjælland, hvor han knokler for at gøre godset til en god forretning.

Da August Hage var teenager, skulle han bare så langt væk som muligt fra sine rødder – og nu står han her, så tæt på dem, som man kan komme.

Han laver stempelkaffe i det store køkken på familiegodset Oremandsgaard lidt syd for Præstø på Sjælland.

Resten af hovedbygningens højloftede rum ligger hen i dvale for vinteren. Det koster en formue at varme sådan et umuligt hus op, så for en ung godsejerfamilie gælder det om at få skrumlet brugt til noget andet end at bo i – såsom bryllupper og lederseminarer. Det passer det fint til med de 12 soveværelser ovenpå og den gamle festsal ude i skoven. Implement Consulting Group og Mærsk har lige været her. Så bliver der skruet op for varmen.

I hele August Hages barn- og ungdom var det hans storebror, som engang skulle overtage godset. Men broren skiftede mening. Hans to søstre ville heller ikke.

Han havde aldrig selv drømt om, at det skulle være ham, tredjebarnet. Han skulle ud og se verden, læse filmvidenskab eller cand.scient.pol. og måske blive diplomat. Men nu går han her med Mogens, Søren og skytten John, som alle tre har været her så længe, han kan huske.

Og med nye Tom fra sharefarming-driftsselskabet Dansk Landbrugs Management, som han har entreret med om driften af landbruget med de 15-16 forskellige økologiske nicheafgrøder fra havre til spinatfrø.

Oremandsgaard er intet stort gods: 480 hektar landbrugsjord, 320 hektar skov, 100 hektar eng med Galloway-kvæg, 20 ældre huse, der lejes ud, og en kroget æblelund, hvis modertræer blev plantet af hans tipoldefar, Alfred. 80 palævinduer, der skal kittes og males – af bl.a. ham selv. Og alt muligt andet.

"Den dér titel, godsejer. Den signalerer, at éns beskæftigelse er at gå rundt og eje ting. Jeg synes, vicevært passer bedre."

"Man kan jo ikke løbe fra, at man bliver enormt formet af at vokse op sådan et sted. Der er et emotionelt bånd"

August Friedenreich Hage
Pligt, bånd og kærlighed

August var knap 23 og læste på sin bachelor, da han fortalte sin far og sine søskende, at han gerne ville overtage.

Men hvorfor ville det, når man drømte om at rejse, og man var i praktik på ambassaden i London? Chefen fra dengang, nuværende europaparlamentsmedlem Karen Melchior, siger til Djøfbladet, at hun husker ham som en lovende ung djøfer, der ville have passet rigtig godt til at blive diplomat.

Hans far, Daniel Hage, var nobel og beskeden, blev der skrevet om ham. En mild mand med en evne til at føre sin vilje igennem uden at støde mennesker fra sig.

"Nej, han pressede mig aldrig. Heller ikke mine søskende. Det var helt min egen beslutning. Men selvfølgelig blev han glad."

Var det et kald? Han tænker.

"Det var et sammensurium af pligt, lyst, glæde og kærlighed. Man kan jo ikke løbe fra, at man bliver enormt formet af at vokse op sådan et sted. Der er et emotionelt bånd. Hvis ikke et af os børn drev det videre, ville det hele være blevet solgt fra og opløst. Og hvad med de ansatte? Det er også deres sted, og en ny ejer ville formentlig have rationaliseret dem bort."

Hvad August ikke vidste, da han sagde ja, var, at der kun ville gå to år, før hans far pludselig døde.

Så stod han dér som 25-årig specialestuderende. Hastet hjem fra Canada. Rundtosset, midt i sorg og advokater, boopgørelser og bankrådgivere. Med ansvaret for ansatte, som også havde mistet deres Daniel.

Som nutidens 'vicevært' med mange rudekuverter har August travlt med at skabe nye indtægter.
Som nutidens 'vicevært' med mange rudekuverter har August travlt med at skabe nye indtægter. Foto: Jonas Pryner Andersen
Banken ville have ham til at køre sprøjten frem

Han skrev specialet om tænketankes indflydelse via medierne færdigt om dagen og lavede gødningsregnskab om aftenen.

"Hvis ikke vores forvalter gennem 40 år, Mogens Tved, havde været her, ved jeg ikke, hvad jeg skulle have gjort."

Eller hvis Mogens' søn, Søren, som August er vokset op sammen med, ikke stadig var på gården som ansat. Eller hvis ikke Otto, hans grandkusines mand, havde hjulpet med sin viden fra skov- og jordbrug på Lolland.

Han fandt sharefarming-driftsselskabet på nettet, og han fulgte nøje de råd, som banken gav ham. På nær ét: At droppe sin fars økologi.

"Banken pressede mig virkelig for at få mig til at køre sprøjten frem. Det ville jeg ikke."

Hans far var selv 25 og næsten færdig med statskundskab, bare i Aarhus, da han overtog godset, kaldt hjem af sin mor. I 1967 begyndte han at omlægge til økologi. De andre godsejere grinede af ham, for dengang var økologi sekterisk og ikke rentabelt. Men han var stålsat, og Oremandsgaard var med til at bane vejen for det statskontrollerede Ø-mærke, der fylder 30 år i år.

Men satsningen på økologien betød også, at der ikke lige stod en formue i banken til næste generation til arveafgiften.

Så August kigger ind i en renteforpligtelse på 5.000 kr. om dagen. Penge, som skal tjenes hver dag. Men det kan landbruget rent faktisk også trække hjem med hiv og sving og godt vejr. Men kun fordi økologi nu endelig er blevet rentabelt.

"Det er, som om min fars projekt kom os til undsætning, da vi havde allermest brug for det."

Bitter? Nej.

"Men arveafgiften udfordrer mine holdninger. Jeg går helt klart ind for omfordeling i samfundet. Men det er svært for mig at forlige mig med, at min dødsdato er mere afgørende end vores hårde arbejde. For der vil ikke være indtægter nok til at løfte arveafgiften, hvis jeg dør før tid."

August Hages slægt har ejet Oremandsgaard siden midten af 1800-tallet. Godsets historie strækker sig dog helt tilbage til 1300-tallet.
August Hages slægt har ejet Oremandsgaard siden midten af 1800-tallet. Godsets historie strækker sig dog helt tilbage til 1300-tallet. Foto: Jonas Pryner Andersen
Kald os bare gammelfattige

Hage-familien er en gammel slægt, ikke adelig, men en nyrig købmandsslægt – maltbyg til englænderne – som halvfattige adelige familier vanen tro giftede sig ind i for pengenes skyld.

Augusts farmor, enken, spiste mutters alene ved det store, ovale spisebord, mens den elskelige oldfrue, Karen, som August så tit blev passet af som lille, spiste i køkkenet, også alene. For sådan var traditionen.

Vi går gennem de kolde saloner. I biblioteket står hans fars store samling af klassiske cd´er.

"Du kan jo kalde os 'gammelfattige'," siger August og slår et stykke Mozart an på Hornung & Møller-flyglet.

Privilegeret eller falleret? Eliteforsker på CBS Christoph Ellersgaard har ikke et bestemt sted at placere August på sit magtbarometer.

"Men hvis vi betragter statskundskaberen som arketypen på landets administrative elite, så har den og godsejereliten jo historisk været vævet grundigt sammen. Og kombinationen af cand.scient.pol. og godsejer er også i dag ganske velegnet til at åbne netværk."

Og det er da også ganske vist med Hage-stamtræet. Augusts oldefar fx var, ud over at eje Oremandsgaard, cand.polit., landbrugsminister og Danmarks Naturfredningsforenings første formand. Hans grandgrandfarbror, også cand.polit., var finansminister og manden bag indkomst- og formueskat.

Men som nutidens vicevært med mange rudekuverter har man travlt med at opfinde nye indtægter.

Forretningsmodellen, ud over landbruget, er æblemost, æblebrandy, brændesalg, foldleje, ridekort, gin, jagt, pyntegrønt, bryllupsudlejning som sagt og en hel del mere. Noget er det klassiske, som godser gør sig i. Andet er nyt.

"Han er jo blevet en slags serie-iværksætter. Jeg kender ikke nogen, som arbejder så meget som ham," siger hans ven fra studiet, Mads Nabe-Birch, der dog ellers har trådt sin karrieres barnesko i Finansministeriet og konsulentbranchen.

"Og så er han altid glad. Hvis han er bekymret indeni, viser han det ikke udadtil."

Gin-destilleriet er det nyeste skud på Oremandsgaards forretningsmodel. Augusts stolthed er en dansk calvados, æblebrandy brygget på sydsjællandske æbler, som folk fra hele lokalområdet er kommet med.
Gin-destilleriet er det nyeste skud på Oremandsgaards forretningsmodel. Augusts stolthed er en dansk calvados, æblebrandy brygget på sydsjællandske æbler, som folk fra hele lokalområdet er kommet med. Foto: Jonas Pryner Andersen
Kom med 100 kg selv og få en flaske gratis

Og August Hage er en glad sjæl at møde.

"Mit første og strategiske mål fra dag ét har været, at vi skulle være nok mennesker på gården til en frokostordning. Og det er vi blevet nu!"

Så nu skal vi over på avlsgården og se det nyeste skud på stammen: Gin-destilleriet.

Det hele kom sig af, at August sagde til Sjællandske Medier, at han godt kunne tænke sig at lave æblebrandy, ligesom franskmændenes calvados, når nu vi har verdens bedste æbler. Næste dag ringede to master destillers, farmaceuten Mikael og kemiingeniøren Flemming. De spurgte, om han ville være medejer af et gin-destilleri og i øvrigt lægge hus til, og så kunne de også lave den dér æblebrandy.

Der blev søgt EU-penge, og nu står de spejlblanke, håndudbankede kobberapparater og er et arbejdende laboratorium. Djøfbladet ser vist lidt skeptisk ud. Jamen, det går så godt, at de løb tør for finsprit i julemåneden. Gin er på mode. Borgmesteren inde i Vordingborg glæder sig over de to akademikerarbejdspladser, som August har hjemtaget til kommunen.

De har ikke selv æbler nok til æblebrandyen. Så hvis man kommer med 100 kg æbler – der må godt være lidt ædel råd på dem – får man en flaske brandy gratis. Har man kun det halve, får man en flaske til halv pris. De lokale kom med 32 tons i efteråret.

Og nye æbletræer er plantet. Hele 10 hektar med gamle sorter, som August har været med til at samle ind som stiklinger fra hele Sjælland og selv plantet.

Levende musik i bøgeskoven

Der er én til særlig grund til, at August ville overtage Oremandsgaard. Det er den årlige kammermusikfestival, som hans far byggede op, og som blev holdt en uge hver juli i Husflidsskolen – et slags forsamlingshus i alpestil ude i godsets bøgeskov, som Augusts tipoldemor lod bygge til gavn for egnens jævne kvinder og mænd.

Da August var dreng, ret så lille faktisk, fik han og Søren, forvalterens søn, lov til at vinke biler på plads til musikfestivalen. Det var stort.

Nu viderefører han festivalen ved hjælp af fundraising og med et helt hold venner fra statskundskab, som kommer ned og bor på godset hele ugen med kærester, ægtefæller og småbørn og hjælper til med alt det praktiske. Mads Nabe-Birch er fast mand på økonomien.

"Det er anti-tesen til hverdagen, hvor du sidder alene på godskontoret og laver likviditetsbudgetter," siger August.

Med støtte fra A.P. Møller Fonden og Realdania er det også lykkedes at få sat Husflidsskolen i stand. Det krævede dog et godt greb i egen lomme.

"Det er vores suverænt dårligste forretning, men det skal der også være plads til."

Fordi de har fået fondspenge, skal andre også have glæde af bygningen, er Augusts princip. Så lokale ildsjæle kan leje den til rengøringspris. Der har både været yoga og sangaftener.

"Når man selv åbner op, så kommer folk også og får noget til at ske."

Og Alfred, sønnen på to? Kommer han engang til at vinke biler på plads? Helt sikkert, falder svaret.

Det er her i fiskerhuset ude ved Jungshoved Nor, at August, hans kæreste Birgitte og sønnen Alfred skal bo fast. Ikke i den store hovedbygning.
Det er her i fiskerhuset ude ved Jungshoved Nor, at August, hans kæreste Birgitte og sønnen Alfred skal bo fast. Ikke i den store hovedbygning. Foto: Jonas Pryner Andersen
At drive gods er et fuldtidsjob

Men hvor er godsejerfruen? Hun er i København.

For Birgitte, Augusts kæreste og mor til Alfred, er også cand.scient.pol. – en særdeles dygtig én af slagsen, som han pointerer – og kunne jo ikke bare droppe sin egen karrierestart og flytte til Sydsjælland, men må blive dér, hvor jobbene er. I hvert fald for en tid.



Så det er en lille pendlerfamilie, der bor deltids her og der, og August tilbringer mange timer på motorvejen i familiens fornuftige Nissan Qashqai.

Birgitte er gårdmandsdatter fra Jylland, så hun er hurtig til at fatte tingene hernede på gården, men det gør også, at hun lige så hurtigt spotter, hvad man kan blive træt af ved alt det her – som August kærligt-lakonisk siger om sin kommende hustru.

Selv havde han den tanke, da hans far døde, at han kunne få et djøf-job på deltid her på Sydsjælland, måske i kommunen, for også at bruge sit fag på traditionel vis. Men at drive et gods er et fuldtidsjob.

"Hvor han til fulde bruger sine kompetencer fra studiet med analyse, strategi og administration," siger vennen Mads Nabe-Birch.

"Og der ligger et kæmpe forventningspres på ham fra alle sider, det skal man lige huske."

Huset ved sivene

Vi tripper over avlsgårdens våde brosten til Qashqai´en.

August kigger op. En tagrende på et hushjørne højt oppe plasker over med regnvand. Den må være blevet glemt, da de sidst rensede for visne blade. Det skal vi have ordnet i dag, fastslår han.

I den silende regn kører vi tre kilometer af en markvej ud til det yderste af Oremandsgaards jorder, helt ud til Jungshoved Nor, hvor Østersøen stikker en arm ind i bondelandet. Vejen ender ved et lille, gammelt fiskerhus, Østerhøj. En sti fører gennem sivene ned til fjorden. Det er dér, August, Birgitte og lille Alfred bor, når de alle tre er her – og hvor de engang skal bo fast alle tre. Det står fast.

På køkkenbordet står der et par malerpensler i blød. På gulvet ligger der legetøj. Fra vinduerne kan man se over noret til Jungshoved Kirke, hvor hans far blev bisat. Dengang stod der lige så mange uden for kirken, som der kunne være indenfor.

Hvad vil du gerne have opnået, når den tid kommer?

"Jeg håber, jeg er lykkedes med at skabe varige partnerskaber med andre organisationer og virksomheder, så næste generation ikke skal drive al udvikling selv. At der er økonomi til selve overdragelsen, er selvsagt det vigtigste."

Det er rødderne, igen. Dem, han ikke kan løbe fra.

<strong>August Friedenreich Hage, </strong>31, cand.scient.pol., godsejer, men kalder sig selv vicevært.<br />
<br />
<strong>Noget af det bedste er: </strong>Når drænene virker; når 1.000 fugle letter fra de gendannede vådområder; når høsten er i hus.<br />
<br />
<strong>Noget af det sværeste er:</strong> Når Mogens Tved, den 73-årige godsforvalter, stopper endeligt.<br />
<br />
<strong>Noget han drømmer om:</strong> At ’rewilde’ al gårdens eng, skov og landbrugsjord ude ved Jungshoved Nor. Lade naturen og dyrelivet tage frit over. Det vil kræve EU-støtte på den større klinge og er formentlig – en drøm.
August Friedenreich Hage, 31, cand.scient.pol., godsejer, men kalder sig selv vicevært.

Noget af det bedste er: Når drænene virker; når 1.000 fugle letter fra de gendannede vådområder; når høsten er i hus.

Noget af det sværeste er: Når Mogens Tved, den 73-årige godsforvalter, stopper endeligt.

Noget han drømmer om: At ’rewilde’ al gårdens eng, skov og landbrugsjord ude ved Jungshoved Nor. Lade naturen og dyrelivet tage frit over. Det vil kræve EU-støtte på den større klinge og er formentlig – en drøm. Foto: Jonas Pryner
1 kommentar
27
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommentarer

Anette Maria Syska

19.02.2020 kl. 22.42

Skøn artikel. Tak til Hage og DJØF for at servere et ærligt og rørende indblik i godsejertilværelsen. Inspirerende tilgang til omverden og fremtid.

0 kommentarer
1
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.