Leder

Nultolerance over for seksuel chikane

7.12.2020

af

PR-foto: Djøf

PR-foto: Djøf

Det er en helt uomgængelig opgave at få skabt en kultur, hvor alle kan trives og trygt komme på arbejde, skriver Mathias Krarup, formand for Djøf Advokat.

Djøf Advokat har netop gennemført en undersøgelse om seksuel chikane i advokatbranchen. Den er et trist vidnesbyrd om, at der en gang imellem desværre skal hårde tal på bordet, før en branche for alvor rykker sig.

Med undersøgelsen kan vi konstatere, at hver tredje kvinde og hver ottende mand har haft seksuelt krænkende oplevelser i deres arbejdsliv. Det er hårde tal i en statistik, hvor det er en no-brainer, at der er og skal være nultolerance for krænkende adfærd.

Undersøgelsen dokumenterer, at seksuel chikane forekommer i alle former og kategorier. Lige fra den upassende bemærkning til berøringer og decideret seksuel afpresning. Hvis du ikke gør dét og dét, får du ikke jobbet. Bemærkelsesværdigt mange fortæller, at den seksuelle chikane er udøvet fra en chef på arbejdspladsen.

Resultaterne er desværre ikke exceptionelle. Undersøgelser fra en lang række andre faggrupper peger på samme tendens. Indsatsen for at sikre en tryg og inkluderende arbejdspladskultur, hvor alle trives og får faglige udviklingsmuligheder, er desværre utilstrækkelig på alt for mange arbejdspladser.

Uanset hvor på arbejdsmarkedet vi befinder os, er der brug for fokus på, at der skal være plads til alle – uanset køn, alder, etnicitet og seksuel orientering. Det gælder i det daglige arbejde, ved frokostbordet eller til julefrokosten.

Hvis det skal lykkes, er det afgørende, at topledelsen påtager sig ansvaret for tydeligt at gå forrest i arbejdet med at fremme en langtidsholdbar kulturændring. At ledelsen viser det gode eksempel. Går i rette med enhver form for sexisme og magtmisbrug. Sikrer rammer, så man som ansat trygt kan henvende sig med grænseoverskridende oplevelser. Og reagerer effektivt og konsekvent.

Derfor er det også nødvendigt, at man på arbejdspladsen skaber rammerne for at kunne udvise ansvar for hinanden. Det er blevet bemærket i flere sammenhænge, at der til tider kan være en lidt hård jargon i advokatbranchen. Men det må aldrig blive en undskyldning for at sænke barren for det acceptable.

Overhører man eksempelvis en upassende bemærkning, eller er man vidne til noget, der kan opfattes krænkende, bør man skride ind. Også selv om det er ved frokostbordet – eller det måske er éns nære kolleger, der kommer med den dumsmarte bemærkning.

Hvis advokatbranchen skal vedblive at kunne rekruttere og fastholde dygtige medarbejdere, er det en helt uomgængelig opgave at få skabt en kultur, hvor alle kan trives og trygt komme på arbejde. Ellers søger man andre steder hen. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet