Djøf: "Vi skal til bunds i, hvad der gik galt"

Sagen om den ulovlige instruks. Sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste. Og selvfølgelig sagen om aflivning af alle mink. Det er historier, som fylder noget mere i offentligheden end historien om embedsværkets fantastiske indsats de sidste mange måneder. Og det er desværre svært at komme udenom. For der er efter alt at dømme begået alvorlige fejl, som sætter spørgsmål ved danskernes retssikkerhed.  Det bør ikke kunne ske i Danmark. Selv om vi slet ikke kender alle sagernes detaljer, bør de og deres efterspil mane til eftertanke. Både hos politikere og embedsmænd.

Først skal det siges, at Djøf bakker op om Folketingets ønske om en uvildig undersøgelse af minksagen under retssikkerhedsmæssigt forsvarlige rammer, eventuelt også gennem en ’granskningskommission’, som netop er blevet foreslået af et stort flertal i Folketinget. Vi skal til bunds i, hvad der gik galt, så ansvaret kan placeres, og de rette konsekvenser drages. Men det skal foregå på ordentlig vis og med proportionerne i orden. Sådan bør det være i alle sager.

Derfor vil det klæde de folkevalgte politikere at afvente konklusionen fra sådanne undersøgelser, inden de udfolder Trump-retorikken, retter sigtekornet mod navngivne embedsmænd eller erklærer et kollaps i centraladministrationen. Det er eksempler på et snigende normskred i den danske demokratiske tradition, som vi bør holde os for gode til, selv om sagen er alvorlig og bølgerne går højt.

Det er som bekendt ministeren, der står til ansvar for Folketinget, og embedsmanden til ansvar for sin minister. Og Folketinget, regeringen og centraladministrationen består af dygtige, ordentlige og ansvarlige mennesker, selvom de også laver fejl. Det er vigtigt at huske proportionerne. Danmark topper listen fra Transparency International som det mindst korrupte lande i verden. Verdensbanken og OECD fremhæver Danmark som et land med en effektiv og veldreven offentlig sektor.

Så mens vi afventer de uvildige undersøgelser, bør vi i stedet drøfte de mere principielle spørgsmål, der omgiver sagerne.

Tre spørgsmål presser sig på: Har vi de rigtige procedurer på plads, når krisen rammer? Fungerer maskinrummet godt nok – også når det skal gå meget stærkt? Er embedsmandsdyderne kommet under pres pga. politiske ønsker og hastværk?

Har vi procedurerne på plads, når krisen rammer?

Djøfere og andre faggrupper landet over arbejder i døgndrift for at mindske de sundhedsmæssige og økonomiske konsekvenser af Covid-19. Det gør I fantastisk godt. Men prisen er høj. De seneste ni måneder har været et udmattende maraton, der til stadighed sætter sine spor blandt mange medarbejdere,

Corona-krisen er en forvaltningspolitisk stresstest, som vi bør lære af. Det skylder vi hinanden, så der i det mindste kan komme noget positiv forandring ud krisen. I fx ministerier og styrelser er der skruet gevaldigt op for tempoet i det lovgivningsmæssige og politiske maskineri under krisen. Det er der gode grunde til, fordi hastighed i denne krise har afgørende betydning for både liv og levebrød. Men selv om det skal gå stærkt, skal alle involverede kunne følge med, både i beslutnings- og lovgivningsprocesserne.  

Hastelovsprocesser er fast inventar i corona-håndteringen. Et hidtil uset antal lovforslag bliver under corona-krisen vedtaget med dispensation fra den normale lovgivningsproces: En offentlig høring, tre udvalgsbehandlinger i Folketinget og mulighed for ændringsforslag. Hastebehandling betyder ofte, at offentlige høringer udgår. Embedsværket arbejder i døgndrift. Materiale fremsendes ofte sent til folketingsmedlemmer. Og udvalgsbehandlingen begrænses. På fx beskæftigelsesområdet var 18 ud af 22 stadfæstede love i perioden 13. marts til 22. september blevet til ved hastelove, som tog mellem 2 og 10 dage at vedtage.

Der er ikke noget odiøst i, at mange love bliver vedtaget gennem hastebehandlinger i en sundhedskrise. Men når tiden er til det, mener vi, at Folketinget bør overveje at evaluere på hastelovsprocessen.

Lovgivningsprocessen er et værn mod lovsjusk og sikrer retssikkerheden for dem, der berøres af lovene. Derfor er det værd at diskutere, hvad corona-krisen har lært os om vores hastelovsprocesser.

Vi skal altid gøre, hvad vi kan for at sikre så grundige processer, som situationen tillader. Det vil både regering, Folketinget og embedsmænd være bedre tjent med, næste gang krisen rammer.

Styrk strukturerne, og beløn de gode dyder

Men hastelovgivningsprocessen er i sig ikke et problem i de verserende sager. Her peger pilen på de interne beslutningsprocesser, som fx i minksagen formentlig burde have udløst en hastelov, men som ikke gjorde det. På den vis aktualiserer minksagen den tilbagevendende debat om, hvorvidt vi har indrettet det politiske og administrative maskinrum optimalt.

Statsminister Mette Frederiksen lagde allerede før valget åbent frem, at hun ønskede et stærkere Statsministerium for at styrke regeringens politiske arbejde. Det medfører en tydelig tendens til øget centralisering af regeringens politiske beslutningskraft, styrkede politiske sekretariater og øgede krav om lydhørhed.

Regeringer er i deres gode ret til at indrette sig, som de har lyst, for at realisere deres politiske projekt. Men der skal ikke herske tvivl om, at skift i regeringsstrukturer, som vi ser med den nuværende regering, nødvendiggør overvejelser om nye arbejdsgange og ansvarsfordelingen mellem fagministerierne og Statsministeriet.

Er der sket et skifte i balancen mellem faglighed og ønsket om klar politisk kommunikation i ministerierne? Er det for langt fra Statsministeriets politiske sekretariat til juristerne i fagministerierne? Og betyder den stærkere styring fra Statsministeriet, at der kan opstå uklarhed om kommandoveje i fagministerierne? Er der for lidt prioritering i sagerne?

Der er sikkert mange flere spørgsmål og dilemmaer, der presser sig blandt jer, og dem skal vi gøre, hvad vi kan for at få med. 

For det er helt afgørende at få de spørgsmål klarlagt, hvis kvaliteten af det politiske arbejde skal bevares. Det kræver opmærksomme embedsmænd og politikere at kunne tilpasse organisationen og beslutningsprocesserne på passende vis, så der er styr på både jura, politik og kommunikation i de politiske processer. Noget kunne tyde på, at det i flere tilfælde ikke er lykkedes.

Når forvaltningspraksis ændrer sig, krisen hærger, eller den politiske storm raser, stiller det store krav til embedsværket om at sikre kvaliteten af sagsbehandlingen. Regeringen og Folketinget skal træffe deres politiske beslutninger på et sagligt og oplyst grundlag. Det ansvar påhviler alle, fra den yngste fuldmægtige til chefen og ministeren. Her opstår der nødvendigvis situationer, hvor embedsmanden skal indtage et, set med politiske briller, ubelejligt standpunkt, fordi faglige vurderinger tilsiger det. Det er lige så vigtigt som evnen til at være lydhør og hjælpe ministeren og regeringen med at forløse deres politiske ønsker og visioner. Men presset i sådanne situationer er ofte enormt, og det skal både embedsmænd og politikere være meget opmærksomme på. 

Fokus på de klassiske embedsmandsdyder – også blandt ministre

Der er åbenlyst brug for ekstra opmærksomhed på de klassiske embedsmandsdyder, som måske ikke altid bliver værdsat i en hektisk politisk hverdag. De politiske ønsker må selvfølgelig ikke overtrumfe, at tingene skal foregå på en redelig måde. Det ansvar påhviler – endnu en gang – alle. Fra den yngste fuldmægtige til chefen og ministeren.

Måske lyder det kedeligt, men når der opstår en sag som den aktuelle, er der grund til at genbesøge ”Kodeks VII - Syv centrale pligter for embedsmænd i centraladministrationen” om god embedsmandsskik; lovlighed, sandhed, faglighed, politisk neutralitet, ansvar og ledelse, udvikling og samarbejde – og åbenhed om fejl.

Ikke fordi I, der arbejder som embedsmænd, har glemt dem – de fleste har dem i rygraden – men fordi kriser, skandaler og nye regeringsformer rykker ved de mange iboende dilemmaer i embedsarbejdet, som vi har set udspille sig de seneste uger.

Konkret vil Djøf selv sætte spørgsmålet til debat blandt jer medlemmer. For det er jer, der oplever dilemmaerne udspille sig på nært hold. Og det er jer, der kan pege på de gode løsninger. Hvad kan embedsværket gøre bedre? Hvad kan politikerne kan gøre bedre? Og er der behov for at se på strukturerne i embedsværket?

Djøf arbejder i denne tid på en plan for medlemsinddragelse og analyse af de spørgsmål. Og det glæder vi os til at fortælle mere om.