Investering
16.12.2020
af
Eva Bøgelund
Foto: Mohammed Huwais/AFP/Ritzau Scanpix
Pensionskassen P+ – djøfernes pensionskasse – ejer aktier i firmaer, der sælger våben og militærudstyr, og som på den måde er med til at holde gang i den langstrakte krig i Yemen, lyder det fra Oxfam IBIS.
Danmarks 16 største pensionsselskaber og -kasser har tilsammen investeret mindst 2,9 mia. kr. i virksomheder, der sælger våben og militært udstyr til Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. Våben og udstyr, som ifølge udviklingsorganisationen Oxfam IBIS med overvejende sandsynlighed bliver brugt i krigen i Yemen.
Det viser en ny rapport fra Oxfam IBIS, som belyser de 16 pensionskassers investeringer i selskaber, der alle har modtaget konkrete ordrer på levering af våben eller krigsmateriel til Saudi Arabien og Emiraterne.
Generalsekretær i Oxfam IBIS Kristian Weise kalder det fuldstændigt uacceptabelt, at danske pensionskunder er med til at opretholde det, FN kalder for verdens største humanitære katastrofe lige nu. For den langvarige krig i Yemen kan kun holdes i live, så længe strømmen af våben fortsætter.
P+ – som er en fusion af Juristerne og Økonomernes Pensionskasse og Ingeniørernes Pensionskasse – har ifølge rapporten for 36 mio. kr. aktier i ovenstående type selskaber.
Det svarer til 0,075 % – altså lidt mindre end én promille – af P+'s samlede aktieportefølje på omkring 48 mia. kr. Det placerer P+ i den laveste ende blandt de undersøgte pensionsselskaber og -kasser.
Lægernes Pension & Bank har fx næsten 10 gange så mange af ovenstående aktier, nemlig ca. 0,63 % af deres aktieportefølje. Industriens Pension har ca. 0,5 %.
Blandt de kommercielle pensionsselskaber har bl.a. Danica ca. 4,8 %. og TopDanmark ca. 1,7 %.
Oxfam IBIS har hentet aktie-tallene fra pensionsselskabernes seneste offentliggjorte aktielister.
Regeringen Lars Løkke Rasmussen satte for to år siden en stopper for al dansk eksport af våben og militært udstyr til Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.
Så selvom 36 mio. kr. ikke lyder af så meget, er det så ikke 36 mio. kr. for meget?
"Først og fremmest anerkender vi, at situationen i Yemen er dybt problematisk og efterlader befolkningen i en håbløs situation. Vi er opmærksomme på denne problematik i forhold til vores politik på menneskerettighedsområdet," siger Kåre Hahn Michelsen, investeringsdirektør i P+.
Han understreger, at de selskaber, som Oxfam IBIS anfører i deres rapport, og som P+ har i porteføljen, er selskaber som fx Dassault og BAE Systems. De sælger bl.a. fly og køretøjer.
"Men P+ investerer ikke i statsobligationer i Saudi Arabien, fordi landet på flere parametre opfører sig i strid med P+'s politik."
Men hvad vil I gøre med aktierne i Dassault og BAE Systems – fly og køretøjer er der jo også brug for hos de krigsførende parter i Yemen?
"I P+ arbejder vi med aktivt ejerskab, og når vi har mulighed for det, bruger vi vores indflydelse og lægger pres på udvalgte porteføljeselskaber i forsvarsindustrien for fx at bede dem udarbejde en Human Rights Impact Assessment af deres aktiviteter."
Kåre Hahn Michelsen understreger, at P+ internt har en løbende dialog om disse selskaber, og om de skal være i porteføljen.
"P+ vil revurdere vores investeringer i disse selskaber i 2021."
Oxfam IBIS har identificeret de selskaber, i alt 21, som sælger våben og militært udstyr til Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, og som de 16 pensionsselskaber og -kasser har aktieinvesteringer i, via data fra Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI) og med hjælp fra PAX, en anerkendt hollandsk NGO.
Ledige stillinger