"Tid er penge. Men penge er fandeme også tid"

Eva Sofie Lippert Lund ønsker selv at udstikke kursen for sit arbejdsliv. Hun bor i en lille lejlighed på Vesterbro i København, og det har hun det fint med. Og hun kommer aldrig til at bo i et stort hus i Nordsjælland, siger hun.

”Det kommer bare ikke til at ske. Jeg vil gerne kunne finde glæden i det simple og det enkle og have resurser og tid til rent faktisk at leve godt. Og for mig handler det gode liv ikke om at køre rundt i store biler og gå i mærketøj, men om at have tid til at være sammen med min familie og alt muligt andet, der gør mig glad og giver mig overskud.”

Og det er nu, hun har valget – inden hun bliver ’vant’ til at tjene mange penge.

Det er ikke sådan, at Eva tidligere drømte om store huse og mærketøj. Men det er en nyere bevidst erkendelse, at hun så vidt muligt vil gøre sig fri.

”Altså ikke gældsætte mig i en grad, så jeg ikke har friheden til at bruge tid på det liv, der ligger uden for arbejdslivet,” som hun siger.

Erkendelsen kom, da hun på kandidaten tog et valgfag i filosofi.

”Der havde jeg en underviser og et materiale, der vendte op og ned på mit syn på mig selv og det liv, jeg lever – det liv, de fleste lever på arbejdsmarkedet og i det hele taget. At vi er midler til at nå et mål – profit – og at vi er blevet narret til at tro, at vores ambitioner kommer fra os selv, fordi målet om profit bliver pænt pakket ind i ’MUS-samtaler’ og ’meningsfyldt arbejde’.”

Hendes nye perspektiv på arbejdslivet og arbejdet har haft en helt konkret betydning for hende. Efter at hun i sommer blev cand.merc.psyk. fra Copenhagen Business School (CBS), har hun fået forhandlet sig frem til en 4-dages arbejdsuge i sit første ’rigtige’ job.

”Jeg er klart ambitiøs”

Eva understreger, at hun ikke er arbejdssky. Hun er tværtimod meget arbejdsom og meget glad for sit job, sine kolleger og sin arbejdsplads. Og hun er ikke mindst taknemlig for, at hun som mange andre dimittender ikke er trådt ud til ledighed.

”Jeg er klart ambitiøs, når jeg er på arbejdet. Men jeg får netop mere energi til at være på arbejdet, fordi jeg har mulighed for at lade op og være ambitiøs med andre ting i mit liv, som også er meningsfyldte og vigtige for mig," siger hun og tilføjer, at teknologien i dag stiller krav til den enkelte.

"Vi kan jo være på arbejdet altid, så i dag skal vi jo hele tiden tage et aktivt valg om ikke at være på job. Det valg har jeg taget. Selv om det ikke burde være et individuelt valg.”

Eva er blevet ansat som headhunter i it-konsulentvirksomheden Convision – samme sted, hvor hun havde studiejob.

”Da jeg blev spurgt, om jeg ville fortsætte som fuldtidsansat, sagde jeg, at det ville jeg hellere end gerne. Men jeg sagde også, at jeg har gjort mig nogle tanker, der betyder, at jeg meget gerne vil forsøge mig med en 4-dages-arbejdsuge. Og uden de store forhandlinger sagde de: ’Det skal du få’.”

At nøjes

Det er ikke sådan, at Eva lægger fem dages arbejde på fire dage. Der er tale om en reel 4-dages arbejdsuge. Dog hænder det, at hun sender et par mails videre om fredagen, hvor hun holder fri og typisk tegner og maler og er sammen med nogle af dem, hun holder af. For Eva vil gerne udleve ét af citaterne fra sit og sin makkers speciale: ’Tid er penge. Men penge er fandeme også tid’.

”Jeg blev grebet af tanken om, at når jeg ligger på mit dødsleje, vil jeg så ærgre mig over, at jeg ikke arbejdede mere? Nej, det vil jeg jo nok ikke. Men der er til gengæld nok nogle, der fortryder, at de ikke brugte mere tid sammen med deres kære. Jeg er selvfølgelig opmærksom på, at jeg er en brik i et større system, der skal køre rundt, men så skal jeg bare være en brik på mine præmisser. Og lige nu er det ønsket om en kort arbejdsuge.”

Hun peger på det positive i at nøjes.

”Vi får alle sammen at vide, at vi har potentialet til at blive det største og det bedste. Og det er nærmest lidt antiklimatisk og taberagtigt ikke at være nummer ét, for så er der et eller andet galt – formentlig at du ikke arbejder hårdt nok. Den køber jeg bare ikke længere. For det er jo løgn – vi kan ikke alle sammen være nummer ét,” siger Eva.

Men hun har været der – særligt det første år på CBS var hårdt.

”Jeg har også været presset og stresset, fordi jeg havde en følelse af, at jeg aldrig var dygtig nok, og uanset hvor meget jeg læste, var det ikke godt nok. Jeg tror, der er mange af os, der føler os usikre og utilstrækkelige – igen fordi vi får at vide, at vi kan blive til hvad som helst. Men 99,9 % af os er bare almindelige mennesker. Og der er rigtig mange nummer to, tre, fire, fem, seks og syv…”

Efter det første år fandt Eva ud af, at det ikke er verdens undergang med et 7-tal eller et 4-tal for den sags skyld. Og hun fandt også ud af, at hun ville lade sin egen lyst være driveren.

”Og det viste sig, at jo mere jeg slappede af, jo bedre blev mine resultater. Det var ikke, fordi jeg ikke lavede noget, men jeg gjorde det af lyst og ikke for at få høje karakterer. Det var aldrig målet.”

Ikke svaret på alting

Det var bl.a. ’lysten’, der fik hende til at tage filosofi som valgfag, og faktisk endte hun med at skrive speciale med afsæt i filosofien. Hun blev kandidat med et snit på 10,8.

Det er også lysten, der får Eva til at arbejde. Og hun er glad, når hun skal af sted. Hun og kollegerne har det nærmest som en familie – sådan kan hun godt lide det.

”Jeg mener ikke, at en 4-dages-arbejdsuge er svaret på alting og det rigtige for alle. Men det handler i bund og grund om, at det enkelte individ skal gives muligheden for selv at tage ejerskab over og definere deres egen arbejdsramme. Der er helt sikkert også nogle, der trives med primært at arbejde hjemme og bliver drænet af at sidde på kontoret. Men hvis vi sammen finder ud af, hvad der hver især giver os mest energi, er jeg helt sikker på, at det også kommer arbejdsgiverne til gavn.”

Der er ingen af Evas kolleger, der har ladet sig inspirere af hendes 4-dages arbejdsuge – i hvert fald ikke endnu.

”Det har nok noget at gøre med, at jeg næsten ikke synes, jeg kan tillade mig at flage med det. For det er altså privilegeret at stå som nyuddannet og bede om en 4-dages-arbejdsuge – og så rent faktisk få det.”

Men Eva fik en uventet reaktion fra en kollega, der arbejder rigtig meget.

”Responsen fra min virkelig dygtige og ambitiøse kollega var: ’Hvor fedt, at du i så ung en alder er i stand til at finde dine grænser og stå fast. Det ville jeg have ønsket, at jeg havde gjort, da jeg var på din alder.'”

Eva håber, at det ændrer sig, så det ikke længere er det enkelte menneske, der hele tiden skal forsøge at arbejde mod et system, der er meget større end én selv, som hun siger.

”Vi er i en tid, hvor arbejdslivet og privatlivet meget nemt smelter sammen. Men jeg tror, vi på et tidspunkt – forhåbentlig ikke alt for langt ude i fremtiden – når et vendepunkt, hvor vi begynder at værdsætte den arbejdskraft, der sætter grænser og har sig selv med. For det er jo dem, der ikke bliver udbrændt, og dem, der ikke går ned med stress – og altså dem, der har den mentale robusthed – som bliver efterspurgt.”

Men indtil videre kalder Eva sin 4-dages arbejdsuge for ’sit eget lille oprør’.

”Jeg ved ikke, hvor meget jeg kan påvirke omverdenen og menneskerne omkring mig. Men jeg kan jo starte med mig selv.”