Professoren i statskundskab, der forsker i corona

Om formiddagen den 7. marts 2020 var Michael Bang Petersen ude at løbe en lang tur sammen med sin kone rundt om Brabrandsøen og Årslev Engsø vest for Aarhus. Dagen forinden havde han set Mette Frederiksen og Magnus Heunicke træde frem på tv-skærmen, hvor de for første gang præsenterede befolkningen for de efterhånden berømte smittekurver.

Og han var ikke tilfreds med det budskab, som statsministeren og sundhedsministeren leverede.

”Set fra et kommunikationsperspektiv var det min opfattelse, at det her er ikke effektiv politisk kommunikation. Det bliver fortalt, at vi skal holde op med at kramme og etablere et forsamlingsforbud. Men der er ikke stor præcision omkring, hvad udfordringen er, og hvad grunden er til, at vi gør det,” siger Michael Bang Petersen.

Normalt får han tingene ud af systemet på en løbetur. Denne gang var anderledes. Han brokkede sig hele vejen rundt om søerne, om hvor uhensigtsmæssigt kommunikationen på pressemødet var. Og da han kom hjem, besluttede han sig for brokke sig videre på det sociale medie Twitter.

I løbet af februar og marts måned havde Michael Bang Petersen fulgt de observationer, som WHO rapporterede om udbruddet af corona-virus i den kinesiske by Wuhan. Det var tydeligt for ham, at situationen var mere alvorlig, end den danske mediedækning gav indtryk af.

Derfor skrev han en lang Twitter-tråd, hvor han delte sit syn på, at kommunikationsstrategien ikke var hensigtsmæssig. I stedet for at frygte, at borgerne gik i panik, burde man lægge tingene frem og fortælle dem, hvilke scenarier man opererede med i sundhedsmyndighederne.

Det førte til et møde med sundhedsministeren, hvor han fremlagde sine pointer.

”Vi har en klassisk fejlopfattelse inde i ministerierne, som hedder, at man skal frygte borgernes reaktioner i kriser,” siger han og tilføjer:

”I sådan en situation er bekymring en produktiv følelse. Den gør, at man indoptager ny information, og er villig til at ændre sine vaner. Det er afgørende i lige præcis en pandemi-situation.”

Politisk psykologi i en pandemi

Michael Bang Petersen er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet og forsker i politisk psykologi. Hans forskning handler om ”psykologien bag politisk vold, diskrimination og had mod minoriteter, spredning af misinformation og politisk polarisering på sociale medier.” Fx har han forsket i borgernes reaktioner på Muhammedkrisen og angrebet mod Krudttønden.

Med udgangspunkt i evolutionspsykologi undersøger han, hvordan menneskets hjerne er programmeret til at håndtere politik. Det bygger på idéen om, at politik ikke er et nyt fænomen. Mennesker har stået over for politiske konflikter lige så længe, som de har levet i sociale grupper.

”Vi har en masse programmer i vores hjerne, der er bygget specifikt til at håndtere politik. Jeg er interesseret i, hvordan de programmer kommer til udtryk i moderne politiske sammenhænge og især i mørke emner som had, vold og misinformation.”

Nye redskaber i værktøjskassen

Jeg forstår, at det handler om adfærdsforskning og om politik. Hvorfor er det statskundskab?

”Det er statskundskab, fordi det handler om politisk adfærd og politiske holdninger,” siger Michael Bang Petersen og uddyber:

”Tidligere har man tænkt de akademiske discipliner som et spørgsmål om, at man bruger nogle bestemte typer af teoretiske værktøjer.”

Han mener, at man skal betragte disciplinerne som bestemte genstandsfelter. Derfor skal man bruge alle de redskaber, der er til rådighed i den akademiske værktøjskasse. Hvis man vil forstå hvordan mennesker tænker om politik, er man nød til at forstå, hvordan hjernen fungerer.

”Så bliver vi nød til at trække på en lang række discipliner, som statskundskabere ikke traditionelt set har trukket på. Netop psykologi, neurovidenskab, biologi.”

Der er tale om discipliner som ikke flydte meget under Michael Bang Petersens egen uddannelse i statskundskab. Men fordi det handler om politiske holdninger og politisk adfærd, mener han, at det ligger i kernen af statskundskab.

”Hvis vi skal vide, hvordan borgerne tænker og fungerer psykologisk, så kan vi enten gætte os til det, eller vi kan tage den psykologiske faglitteratur ned fra hylden og se på, hvad den rent faktisk har at sige om det emne."

Frisk forskning i corona

Siden foråret 2020 har han ledt forskningsprojektet HOPE, der står for ”How Democracies Cope with Covid-19: A Data-Driven Approach”. Formålet er at forstå, hvordan information spredes i et demokrati under en krise, som en pandemi er. Projektet, der skal løbe i tre år, involverer 30 forskere og er finansieret af Carlsbergfondet med 27 mio. kr.

Det består af to faser. I den første indsamler forskerne data og formidler hurtige analyser til offentligheden om udviklingen af borgernes holdninger og adfærd i en række europæiske lande. I den anden vil de dykke ned i dataene for at forstå, hvorfor borgerne udtrykker de holdninger og udviser den adfærd, som de gør.

Michael Bang Petersen er opmærksom på den usikkerhed, der er forbundet med at udtale sig om friske resultater fra ubedømt forskning i real time. Derfor er han og hans forskningskollegaer bevidste om at gøre data, rapporter og udkast til artikler offentligt tilgængelige for fagfæller og kritikere.

Den første globale offentlighed

De hurtige resultater betyder, at han allerede nu vurderer, at vi så to ting sprede sig på tværs af kloden i foråret 2020: ”Det ene var en virus. Det andet var idéen om fysisk afstand.”

At idéen spredte sig betød, at nogle lande var bedre rustet til at håndtere virussen end dem, der blev ramt først. Det kan have store og langsigtede perspektiver.

”Måske har vi set det første eksempel på en global politisk offentlighed i forbindelse med corona-krisen. Pludselig er der et fælles fokus på en meget kritisk situation, hvor man rent faktisk formår at få spredt idéer til, hvordan man kan løse den.”

Det er en hypotese, som forskningsprojektet vil tage fat på og undersøge nærmere.

”Der er gode og bekymrende ting i at have en global politisk offentlighed.”

”Det gode er, at hvis man har fået styrket netværket på tværs af nationale offentligheder, så kan man håbe, at vi bliver i stand til at reagere mod andre globale trusler. Klimaet er den mest oplagte og presserende af dem.”

”Det bekymrende er, at en offentlighed afhænger af kvaliteten af den information, der flyder gennem netværket. Jeg er personligt bekymret for – og nysgerrig omkring – hvad der sker med vaccinerne, når de bliver etableret. Hvor meget misinformation vil vi se blive spredt?”

Mindre tid til forskning

En vigtig og integreret del af HOPE-projektet er at formidle udviklingen af borgernes adfærd her og nu. Formålet er at gøre borgerne og myndighederne bevidste om konsekvenserne af deres valg og handlinger. Det betyder, at Michael Bang Petersen bruger meget tid på de danske medier.

”Vi står i en krise, som vi ikke har stået i som samfund i lang tid. Derfor handler det om at stille de her data til rådighed så hurtigt som muligt,” siger Michael Bang Petersen, der dog savner tiden til at fordybe sig i sin forskning.

Som de fleste danskere har han også måttet indrette sig efter epidemien.

Han har reduceret sine sociale kontakter og er blevet ”enormt opmærksom på håndhygiejne.” Og som far til tre børn, der alle går i folkeskole, har Michael Bang Petersen heller ikke været forskånet for de arbejdsmæssige udfordringer, som har ramt forældre på tværs af landet, da skolerne lukkede nede.

”Ikke mindst, når han har et forskningsprojekt til 27 mio. kr., der skulle være startet i går.”