Ledelse

De her ord fra chefen får vores puls til at stige med raketfart

12-11-2020
4 min.
Som leder skal man være meget omhyggelig med at kommunikere præcist i en tid, hvor mange ansatte føler sig usikre i jobbet. Illustration: Good Studio/Shutterstock

Særlige ord og sætninger fra chefen kan få hjertet til pludselig at hamre. En ny undersøgelse udpeger en række af dem. Resultaterne understreger, hvor voldsomme krav den økonomiske usikkerhed anno 2020 stiller til lederes kommunikation.

Som chef skal du være forsigtig med at bruge sætningen: ’Jeg vil gerne have en snak med dig.’ For ifølge en ny britisk undersøgelse får lige netop den bemærkning modtagerens puls til at stige til næsten det dobbelte. Blandt deltagerne steg pulsen således gennemsnitligt til 147 slag i minuttet umiddelbart efter chefens udmelding.

Undersøgelsen er lavet blandt 807 medarbejdere hos den britiske kursusvirksomhed The Knowledge Academy. Deltagerne havde indvilget i at bære en pulsmåler i seks uger. Hvad de ikke vidste, var, at deres ledere var blevet bedt om at bruge nogle bestemte sætninger, når de skrev til dem via et internt chatsystem. Hver gang blev det registreret, hvad lige netop den sætning gjorde ved medarbejderens puls.

Og særligt nogle ord fra chefen fik altså deres puls til at flyve helt i vejret.

Et udpluk af de sætninger, som cheferne fik besked på at prøve af på deres medarbejdere, og den målte puls kan ses i boksen herunder.

(Artiklen fortsætter efter tabellen).

Men hvorfor er det, at bestemte bemærkninger fra chefen kan få hjertet til at galoppere?

Det er der flere forskellige forklaringer på ifølge erhvervspsykolog Thomas Lundby. Han er direktør i Impaq, en erhvervspsykologisk konsulentvirksomhed med speciale i arbejds- og organisationspsykologi.



For det første skal vi se på konteksten, siger han. Lige nu befinder vi os i en tid med høj forandringshastighed og stor usikkerhed, og Covid-19 har sat ekstra trumf på. Derfor skal den britiske undersøgelse også ses i det lys.

”Sat på spidsen ved mange medarbejdere ikke, hvordan deres jobsituation ser ud i morgen. Og job-usikkerheden kan medføre accelereret puls, når man får en bestemt melding fra chefen, der kan tolkes som et skridt i retning af, at man mister jobbet.”

Vi er bange for at være os selv

Kulturen på arbejdspladsen spiller også en helt afgørende rolle for, hvordan vi reagerer på chefens ytringer, siger Thomas Lundby.

Han peger på, at en række forskningsstudier viser, at vi i mange situationer ’lader som om’, når vi er trukket i arbejdsuniformen. Vi lader, som om vi er kompetente; vi lader, som om vi ikke laver nogen fejl; vi lader, som om vi ikke påvirkes af stramme deadlines.

”Vi pryder os med stramme jakkesæt, men under jakkesættet kæmper vi en kamp for at shine og se kompetente ud. Og min faglige påstand er, at pulsen alt andet lige stiger mere på arbejdspladser med en høj grad af såkaldt impression management – altså der, hvor den usunde kultur spænder ben for, at vi kan være åbne og udgive os for dem, vi er. I usunde kulturer svigter vores mod til at vise, at vi er i tvivl eller er usikre, og hvor vi ikke tør at sige nej, når chefen kommer og siger: ’Hey, kan jeg ikke lige få den der Powerpoint-præsentation om en time?’”

Med henvisning til en britisk rapport forklarer Thomas Lundby, at netop engelske virksomheder typisk er mere belastede af ’impression management’, end danske virksomheder er. 64 % af briterne siger, at de opfører sig anderledes på jobbet end hjemme. Samlet set gælder det for halvdelen af alle europæere.

Frygten for ikke at være en værdig medarbejder

Men ud over konteksten og kulturen på arbejdspladsen kan der ifølge Thomas Lundby være en tredje forklaring på, hvorfor chefen kan påvirke vores puls så kraftigt. Her er vi nede i de såkaldte interpersonelle basale behov.

”I mødet mellem chef og medarbejder opstår der bl.a. et behov for at virke og være kompetent. Studier viser, at der er en direkte korrelation mellem behovet for at fremstå kompetent og frygten for ydmygelse eller angsten for ikke at være en værdig medarbejder.”

Så midt i en corona-tid, hvor mange af os sidder hjemme og arbejder, kan vi være særligt udfordret, når det gælder vores interpersonelle behov. For når vi ikke har den daglige uformelle kontakt med hinanden, kan det være svært at fornemme, hvor vi har hinanden, og i særdeleshed hvordan vi står i forhold til vores leder, siger Thomas Lundby.

”Derfor kan der ikke kommunikeres nok eller præcist nok i disse tider, hvor bekymringerne og fantasierne kan buldre løs, og vi hører faresignaler, når lederen spørger, om vi lige kan tage en snak, selv om han egentlig bare vil høre, hvordan det går. Så lederen skal være meget påpasselig med at give vide rammer for fortolkning.”

I det hele skal lederen være frontløber for en kultur, hvor pulsen ikke automatisk hamrer løs hos medarbejderne, så snart han eller hun åbner munden, siger Thomas Lundby.

”Det er yderst vigtigt, at lederen er den primære drivkraft i at udvikle en kultur, hvor det er okay at lave fejl, og hvor medarbejderne tør række hånden op og sige: ’Kære leder, jeg forstår simpelthen ikke, hvad der ligger i det, du siger – kan du uddybe det lidt?’”

En kultur, som er præget af større psykologisk sikkerhed – altså at kulturen hviler på et fundament af tillid og forbundethed – og som gør, at medarbejdere tør at udvise sårbarhed og mod til at tale om det, der i virkeligheden (også) er på spil.

Endelig skal vi selvfølgelig også turde normalisere, at vi får en høj puls fra tid til anden, når vi er på arbejdet, siger Thomas Lundby.

”Det er jo så at sige dét, der er med til at gøre os ’kampklare’, når en opgave kræver det.  Men i det britiske studie kunne jo være spændende at vide, hvor lang tid pulsen fortsætter oppe i det røde felt. For hele humlen i forhold til stress og udbrændthed er jo, hvordan pulsforløbet ser ud over tid, når vi er på arbejdet.” 

2 kommentarer
38
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommentarer

Cecilie

16.11.2020 kl. 11.15

Artiklen er meget relevant, også for Danmark. Arbejdspladsen er et sted, hvor din arbejdsgiver betaler dig for en bestemt opførsel, adfærd, påklædning og opgaveløsning. Som dansker bliver man bildt ind, at man har medbestemmelse og flad ledelsesstruktur, og hvor man kan sige sin nogenlunde ærlige mening. Det er decideret vildledende for så vidt angår mange arbejdspladser. Klart man rammes af stor angst, når det går op for én, at man er meget sårbar overfor specielt chefers beslutninger og adfærd. FIRE bevægelsens vækst i Danmark tænker jeg har sammenhæng med bl.a. et arbejdsmarked, der stiller flere og flere krav til medarbejderne og er blevet langt mere hårde i udskillelsen af de, der ikke lever op til kravene. Samt et samfund, der melder ud, at det ikke ser sig i stand til økonomisk at understøtte én førend i en meget høj alder.

0 kommentarer
1
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Hans

13.11.2020 kl. 16.44

Gode indsigter. Men jeg synes, at artiklen hælder for meget over mod "frygten og usikkerheden" - hvilket kan få danskerne til at konkludere, at det ikke gælder i Danmark, da vi jo ifølge artiklen er meget mere modige og åbne end de stakkels englændere...

Pointen ligger et helt andet sted: Det er irrelevant, om frygten er berettiget for en selv. Pulsen stiger, når man er usikker på sit job og på sine chefer - og man mødes med udsagn, som sagtens kan betyde, at det er sidste gang, man ser sit skrivebord! Mest fordi, man har set kolleger for sidste gang, umiddelbart før de fik en tilsvarende tiltale.

Dét, cheferne skal tage med sig fra denne artikel, er: Det er ekstremt følsomt, hvordan man tager kontakt til en medarbejder. Specielt hvis man ikke har for vane at gøre det. Arbejder man i en virksomhed, hvor ledelsen bedriver "management by fear" (hvilket er mere udbredt, end man skulle tro), så vil stort set alle unormale henvendelser blive betragtet som angreb og som udfordringer. Det udløser akut den gamle "kæmp eller løb"-reaktion og hormonerne pisker ud i kroppen. Hver gang.
Tag usikkerheden ud af samtalen ved at tale normalt og ikke intimiderende. Du beder jo heller ikke teenageren derhjemme om at tage ud af bordet ved at sige: "kan du ikke lige komme med ud i køkkenet, jeg skal lige tale med dig." - i et tonefald, hvor der ikke er et spørgsmålstegn til sidst.

0 kommentarer
6
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.