Nyt studiejob

Marc arbejder med Bjørn Lomborg: ”Jeg har fået et større perspektiv på verden”

4.11.2020

af

Privatfoto

Privatfoto

Marc Sabatier Hvidkjær startede i sommer som studentermedhjælper hos Copenhagen Consensus Center. Her arbejder han med klimapolitik og udviklingsøkonomi i fx Ghana.

Siden august i år har 21-årige Marc Sabatier Hvidkjær arbejdet som studentermedhjælper hos Copenhagen Consensus Center (CCC), som er en international tænketank med hovedfokus på klimapolitik og udviklingsøkonomi. Tænketankens stifter er Bjørn Lomborg, og samarbejdet med ham er virkelig stimulerende for Marc Sabatier Hvidkjær.

”Jeg får løbende sparring med Bjørn Lomborg, og det er rigtig godt for min egen udvikling. Derudover er det bare spændende at sidde med på forreste linje, når det kommer til global udviklingspolitik,” siger Marc Sabatier Hvidkjær, der læser statskundskab på 3. semester på Københavns Universitet.

Marc Sabatier Hvidkjær oplever, at jobbet hos CCC har givet ham et større perspektiv og anderledes syn på verden. Især i forhold til den aktuelle coronapandemi er han blevet en del klogere.

”Jeg har lært meget om de særlige udfordringer, flere afrikanske lande har i forhold til Covid-19. Fx at det ikke nødvendigvis vil være godt for Nigeria at lukke hele landet ned. Det vil nemlig betyde, at endnu flere risikerer at dø af tuberkulose, da de ikke vil kunne få den nødvendige medicin og behandling,” siger han.

International arbejdsplads

CCC-medarbejderne kommer fra hele verden, og tænketanken har kontorer flere steder i verden. Marc Sabatier Hvidkjær er p.t. den eneste ansatte i Danmark. Det meste af arbejdet foregår derfor online, hvor CCC bl.a. udarbejder cost-benefit-analyser til politikere, organisationer og lignende.

Disse analyser danner siden grundlag for videnskabelige artikler og debatindlæg i medierne. Alt sammen for at sætte klimaet og udviklingspolitik på dagsordenen.

”Gennem arbejdet hos CCC har jeg forbedret mine skriftlige egenskaber. Jeg har arbejdet på en masse debatindlæg, hvoraf mange har været på engelsk. Dette er nok ikke givet dårligt ud på den lange bane,” siger Marc Sabatier Hvidkjær.

Analyserer Ghana

Et af de projekter, som Marc Sabatier Hvidkjær har hjulpet med til, er det såkaldte Ghana Priorities. Gennem mere end halvandet år har tænketanken analyseret det afrikanske land og arbejdet sammen med regeringen, politikerne samt vigtige og store interessenter i landet.

”Vi har foreslået politiske tiltag til bl.a. behandling af tuberkulose og malaria, som er meget udbredt i landet. Derudover har vi også udarbejdet forslag til optimering af den offentlige sektor,” siger han. 
Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet