Brevkasse

Er der nogen i det private, der vil have en kommunal som mig?

16.11.2020

af

Illustration: Djøf

Illustration: Djøf

"Hvilke ting skal jeg overveje, hvis jeg gerne vil skifte fra en offentlig stilling til et job i det private?"

Jeg er gået ’lidt død i det’ efter mange år som chef i et borgerservicecenter. Nu vil jeg gerne prøve noget helt andet. Gerne ud og væk fra det kommunale, hvor jeg har været altid. På den anden side frygter jeg, at min karriere går i kludder, hvis jeg skifter sektor.

Så kære Djøf, hvad skal jeg gøre? Og er der overhovedet nogen i det private, der vil have en kommunal én som mig med på holdet?

 

Kære karriere-forvirrede

Det er godt, du skriver. For så ved jeg, at du er i gang med dit første vigtige skridt: Du er i gang med at handle på din (dødheds)følelse. Bliv ved den lidt endnu, og find ud af, hvad du har brug for.

Dit ’noget helt andet’ skal du med andre ord konkretisere. Det kan fx være mere ansvar eller mindre. Eller måske har du brug for beslægtede (ledelses-)opgaver og metoder i en anden sektor, som du er inde på. Overvej derfor, hvilken sektor, produkt eller organisationstype der vækker noget i dig. Nye inspirerende kolleger og ledere kan måske også gøre det. Mulighederne er mange og ofte i kombinationer. Så find ud af, hvad din følelse kalder på. Husk, det er ikke nok blot at ville væk fra noget. Du skal videre og ud over det punkt.

Dernæst, og inden du går i gang med at finde dit næste gode job på markedet, skal du også have fat i dine styrker. Find derfor ud af, hvordan du gerne vil bruges på din kommende arbejdsplads. Du skal overveje spørgsmålet: Hvilke kompetencer, skills og erfaringer vil gøre dig godt at bruge i ’den stol’, du næste gang ender med at sidde i?

Med andre ord: Overvej din funktion og dine opgaver ud fra, hvad der motiverer dig, og hvad du selv synes, du er knaldgod til. Ofte er vi tilbøjelige til kun at definere sidstnævnte (god til), når vi søger job. Men din motivation skal med. Ellers er det bare kompetencer uden liv i. Noget af det, du laver i dag eller har lavet tidligere med succes, som har været sjovt, fedt eller måske berusende, vil formentlig give dig input til, hvad dine styrker er.

Og med dem in mente bestemmer du selv, hvilke jobåbninger og opslag du skal reagere på – og ikke omvendt.

Er du i tvivl om, hvorvidt de job du kigger på, matcher din profil, så tøv ikke med at tage fat i en af os karrierekonsulenter i Djøf. Vi bruger meget gerne vores erfaringer til at sparre med dig om, hvordan dine styrker får liv i en anden sektor.

/Frederik Iuel, chefkonsulent i Djøf Karriere og Erhverv 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet