"Der var masser af verbal diskrimination på jura"

Jeg er student fra en pigeskole, Nathalie Zahles Skole. Der lå det underforstået, at vi alle sammen skulle have en uddannelse, og jeg havde aldrig tænkt over, at der var forskel på piger og drenge. Det var først, da jeg startede på jura i 1966, at jeg opdagede den store forskel, der blev gjort på mænd og kvinder. Jeg havde ikke anet, hvor forskelligt mænd og kvinder blev behandlet ude i samfundet. At der var diskrimination mod kvinder.

Der er en stor diskrimination i sprogbruget. Jeg blev ikke udsat for seksuel chikane på jurastudiet, jeg blev også gift meget tidligt – som 19-årig – for det var man nødt til dengang, hvis man ville have en lejlighed på Egmonts Kollegium. Men jeg er virkelig blevet verbalt diskrimineret så mange gange på jurastudiet. Der var næsten kun mandlige undervisere, og de talte på en anden måde til os end til de mandlige studerende. Derfor kan jeg fuldstændig følge de kvinder, der nu har skrevet under på en protest mod sexisme på universitetet.

Mit første rigtige chok i voksenlivet var, da jeg sad i Juristforbundets bestyrelse som studenterrepræsentant, og vi fik en masse fortrolige oplysninger, fordi vi skulle fusionere med økonomerne (i det, der blev til Djøf, red.). Det ville jeg meget gerne have talt med mit bagland om, men jeg gjorde det ikke. Men fire dage efter stod alt i en avis. Der er sket så mange ting siden, men alligevel glemmer jeg det aldrig.

Jeg blev kandidatstipendiat i 1972 og skrev afhandling om patent- og ophavsret, men det faldt helt af sig selv, at jeg også begyndte at arbejde fagligt med kvinders rettigheder. Der var i studenteroprørets og rødstrømpebevægelsens dage. Ligestilling er ikke kun et spørgsmål om politik, det drejer sig også om jura. Ruth Nielsen (professor på CBS, dr.jur., red.), Jytte Thorbek (advokat, dr.jur., red.) og jeg gennemgik Karnov fra ende til anden for kønsdiskriminerende regler. Og Ruth og jeg fik presset kvinderet ind som kursusfag. Hele det første år underviste vi gratis, indtil stillingen i 1977 blev slået op med løn.

FN's kvindeår 1975 kom faktisk til at ændre mit liv. I 1975 var jeg på studieophold på University of Chicago. Der lærte jeg meget om forskellen på rig og fattig i det amerikanske samfund. Men jeg havde på forhånd planlagt at tage hjem for at være med til at forbedrede de danske aktiviteter i forbindelse med FN's kvindeår.

Jeg var med til at stifte Djøfs Kvindeudvalg. Det var i 1976. I 1984 gik vi alle samlet af. Der skulle et nyt hold til. Djøf var bedre til holde døren for os kvinder end til at lytte til os. Det er vist blevet noget bedre i dag.

I 1979 tog jeg orlov fra universitetet for at blive fuldmægtig i Ligestillingsrådet, som dengang lå under Statsministeriet. Men når man kommer fra universitetet, er det noget helt andet at være i centraladministrationen. Vi fuldmægtige skulle komme med indstillinger til rådet, og det generede mig, at de indstillinger, man kom med, var dem, man troede, rådet ville følge.

Min far var landsretssagfører, og jeg havde altid været tiltrukket af advokatgerningen. Så jeg var ikke svær at overtale, da en vores venners venner kom og lokkede med et job som advokatfuldmægtig. Det var, mens jeg var i Ligestillingsrådet. Jeg tænkte, at det kunne være sjovt, og så blev jeg bare så bidt af det og kom aldrig tilbage til forskningen.

Det er spændende at hjælpe nogen og sjovt, når det lykkes. Man får den menneskelige feedback, når man har personsager. Folk siger tak og trykker én i hånden, når sagen er vundet, men også når de 'bare' har været tilfredse med éns indsats. Det oplever en dommer eller en forsker ikke. Og så tager man med, at der er sager, man taber. Også sager, som man synes, man burde have vundet.

Hvor jeg lærte noget helt særligt i mit professionelle liv? Da jeg var delegeret til FN's generalforsamlinger som repræsentant for Danske Kvinders Nationalråd. Vi fra NGO-verdenen havde samme status som de politikere, der var med, og fik samme betjening fra de danske embedsmænd. Jeg var så heldig at være på alder med embedsmændene og kendte dem. De lærte mig utroligt meget om de mekanismer, der er på spil i sådan et forhandlingsrum. Det har jeg senere brugt meget.

Hvorfor jeg i dag er formand for Foreningen af Udlændingeretsadvokater? Nogle af os gamle, erfarne advokater er nødt til at gå ind og tage de sager og gøre et stykke arbejde her. For ellers er der ikke mange til at gøre det. Det er ikke et sagsområde, man spinder guld på. Det har de emner, jeg har valgt, sådan set aldrig været. Men jeg klager ikke. Jeg har haft det sjovt.

Et godt råd til en 20-årig, kvindelig jurastuderende? Følg dine egne ønsker, og ærgr dig ikke bagefter. Jeg har altid vidst, at jeg ville komme til arbejde meget, også når jeg fik børn. Og jeg kom også meget ud at rejse. Men jeg har alligevel altid kunnet tage mig af mine børn.

Nej, jeg vil ikke fortælle, hvor meget jeg arbejder i dag. Men så jo. Små 50 timer om ugen. Men så forsøger jeg også at holde nogle gode ferier. Og jeg gør det kun, fordi det er sjovt.