Offeret går – krænkeren bliver

"Det er svært helt at sige, hvornår det startede. Det kom ligesom snigende. I begyndelsen tænkte jeg: ’Jamen, han har jo udvalgt mig – det er jo vildt alle de muligheder, jeg får'. Og flere sagde til mig: ’Du skal virkelig være taknemlig for alt det, han lærer dig.'”

A blev ansat som studentermedhjælper på et advokatkontor, og partneren tog hende under sine vinger. Han hjalp hende, og hun fik opgaver, der svarede til dem, en 2. års fuldmægtig får.

Hun blev tilbudt fastansættelse, da hun blev kandidat, og umærkeligt begyndte partnerens komplimenter at gå fra: ’Du er bare så dygtig, og jeg er så glad for at have dig på holdet’ til: ’Åh, dit hår dufter så godt’ og ’du har bare sådan en fin, lille talje,’ fortæller A.

A er et af de Djøf-medlemmer, der har været udsat for seksuel chikane, og som Djøf har været i kontakt med i den seneste periode.

Et særligt mønster

A’s fortælling er helt klassisk, fortæller Mette Knudsen, rådgivningschef i Djøf.

”Når jeg kigger på de mange henvendelser, vi har, har det overrasket mig, at det er præcis det samme mønster, vi ser. Det starter med, at de får at vide: ’Hvor er du bare god, og hvor er du dygtig,’ og de får de spændende opgaver og endda opgaver, der ligger lidt over deres niveau. Men så ændrer komplimenterne karakter til: ’Hvor er du lækker, og hvor strutter dine bryster flot.'”

Siger den krænkede fra – hvilket langtfra alle gør – ændrer tonen sig igen i en anden retning, fortæller Mette Knudsen.

”Så får hun at vide, at hun er en nærtagende mokke, og pludselig bliver hun ikke længere fremhævet for sine faglige kompetencer.”

Frygt for konsekvenserne ved at ’sladre’

Ofte får Djøf først kendskab til chikanen, når medlemmet selv har sagt op eller er blevet afskediget.

”Hun har sagt fra over for grænseoverskridende adfærd, men arbejdsgiverens reaktion er, at der overhovedet ikke er foregået noget i den retning, og at hun udelukkende er blevet sagt op, fordi hun er inkompetent. Så frygten for, hvilke konsekvenser det kan have at sige fra, er desværre i nogle situationer helt reel,” siger Mette Knudsen.

Maria Elisabeth Reimer Rasmussen kan godt genkende de sexchikanesager, der starter med faglig ros og glider over i mere og mere lumre kommentarer. Hun er advokat i HK og har ført en række sexchikanesager for medlemmer. I øjeblikket er hun også ved at skrive en ph.d. om sexchikane.

”Når det handler om chefkrænkelser, kan jeg sagtens genkende, at kvinderne har følt sig som den foretrukne. Men de har også følt sig fanget i det. Det er jo meget rart, når chefen foretrækker én, inden sexchikanen kommer ind. For bagsiden af medaljen er jo, når det glider over i noget andet.”

Der er også en anden bagside – nemlig, at der ofte opstår en modvilje fra kollegerne, når man er chefens særligt udvalgte, fortæller Maria Elisabeth Reimer Rasmussen. Og så er det svært at finde støtte, når chikanen udvikler sig.

Chikanen eskalerer

A følte sig også mere og mere klemt, efterhånden som partnerens komplimenter om hendes udseende tog til. Han opfordrede hende flere gange til at ses privat med ham. Det gled hun af på. Han satte sig altid ved siden af hende til møder, og umærkeligt kom han til at sidde sådan, at hans arm og ben rørte hendes. Når han gik på toilettet, rykkede hun væk, men han var hurtigt tilbage helt tæt op ad hende, fortæller hun. Han begyndte også at give hende krammere.

”Det var lange krammere. Og han kiggede på mig med et blik, man sender, når man er forelsket. Jeg var i midten af 20'erne, og han var over dobbelt så gammel, og jeg havde det bare slet ikke på samme måde. Jeg fik det sådan puha – jeg fik faktisk lyst til at kaste op. Men samtidig fik jeg også en masse ros for mit arbejde, og det var jeg jo glad for.”

Det var nærmest blevet hverdagsagtigt med alle komplimenterne og tilnærmelserne, siger A. Når hun havde weekend eller var på ferie, kom der sms’er flere gange om dagen.

”Ikke sådan noget med ’jeg tænker på dig om natten’ – de var altid i gråzonen, som fx ’i øvrigt mega dejligt at se dig i fredags 🙂’.”

Men efter at have følt sig fagligt helt ovenpå begyndte A at tvivle på sine egne kompetencer.

”Nu tænkte jeg, at han kun havde ansat mig ’for mine blå øjnes skyld’. Jeg mistede fuldstændig mit faglige selvværd, og jeg tænke, at jeg aldrig ville få et nyt job, så jeg måtte bare acceptere det. Samtidig med, at det bare var mega-lummert. Altid.”

Mette Knudsen fra Djøf siger, at det har overrasket hende, at stort set alle dem, hun har talt med, der har været udsat for sexchikane, frygter konsekvenskerne for deres karriere.

”De vil gerne være kendt for deres faglighed og ikke som hende, der råbte højt om chefens tilnærmelser. Det hænger også sammen med den bagatellisering og mistænkeliggørelse, de og andre har mødt – fx: ’Det er også bare hende, der er sart.’ Men det burde jo være krænkeren, som følte skyld og skam og håbede, at det ikke blev opdaget, og ikke den, det er gået ud over,” siger Mette Knudsen.

Ord mod ord

A talte i anden sammenhæng med en rådgiver i Djøf, som hun en passant fortalte om tilnærmelserne fra partneren.

”Hun sagde, at det ikke hørte nogen steder hjemme, og så gik det for alvor op for mig, at jeg ikke behøvede at acceptere det længere.”

A konfronterede dog aldrig partneren eller andre i firmaet med, hvordan hun oplevede hans tilnærmelser, da hun var bange for konsekvenserne og ikke følte, at firmaet kunne håndtere hendes oplevelser upartisk. Hun blev sygemeldt med en hvilepuls på 90, men sms’erne fra partneren blev ved med at tikke ind.

”Jeg følte det, som om jeg havde en stalker,” siger hun.

A købte en ny mobiltelefon og et nyt SIM-kort, for hun fik det vildt dårligt, hver gang hun blev kontaktet af partneren, fortæller hun.

Hun er ked af, at hun ikke fik sagt fra – men det var jo en partner, der udøvede chikanen, og det ville blive ord mod ord.

”Og han kunne gøre alt muligt for at skade mig. Men jeg er ked af, hvis det går ud over en anden. Der er så mange unge kvindelige jurister, der gerne vil være advokater, og derfor fastholder man partnerne i, at de kan opføre sig, ligesom de vil, for de kan altid finde nogle andre fuldmægtige," siger A.

Efter hun havde været sygemeldt i kort tid, sagde hun op uden at have et andet job.

”I lang tid tænkte jeg, at det var min egen skyld, fordi jeg ikke havde sagt fra. Men der var bare så mange ting, der spillede ind. Han havde tit fortalt mig om kolleger, som han mente havde en forkert attitude, og derfor tog han de fleste opgaver fra vedkommende. Og det område, jeg var specialiseret i, er meget mandetungt, og han havde et stort netværk, som han mødtes og drak øl med. Jeg var bange for, at han ville sige noget grimt om mig og smadre min karriere.”

Den krænkede går

Som nævnt er det også Mette Knudsens erfaring, at langt de fleste, der bliver udsat for seksuel chikane, forlader arbejdspladsen – enten fordi de selv siger op ligesom A, eller fordi de bliver fyret.

Den, der har krænket dem, bliver typisk på arbejdspladsen.

”Der er en del, der løser det ved at finde et nyt job uden overhovedet at have involveret os. Og så hører vi først om det senere. I situationen vil de bare væk. Nu.”

Maria Elisabeth Reimer Rasmussen fra HK ser det samme mønster: At den krænkede forlader arbejdspladsen, mens krænkeren bliver.

”Jeg kan fuldstændig genkende det. Både fra retspraksis og fra de sager, jeg fører. De sager, jeg er involveret i, er dog primært kendetegnet ved et forløb med chikane, der eskalerer og ender med en sygemelding. Og den sygemelding leder så til afskedigelse på grund af sygdom.”

I de tilfælde, hvor kvinderne kontakter deres fagforening, mens de stadig er ansat, ender det alligevel også med, at de forlader arbejdspladsen.

”Jeg har ikke haft én eneste, der har haft lyst til at blive på deres arbejdsplads – heller ikke selv om krænkeren bliver flyttet. Jeg tror desværre stadig, at det handler om stigmatisering. Man bliver hende, der havde en krænkelsessag, og det er ubehageligt hele tiden at blive konfronteret med,” siger Maria Elisabeth Reimer Rasmussen.

A har forladt advokatbranchen. Hendes nuværende chef er en kvinde.

”Jeg havde ikke mod til at søge et job, hvor en eller anden mand skulle teste både mit udseende og mine evner. Den dag i dag har jeg stadig svært ved at tro på mig selv fagligt, fordi det hele kom til at handle om mit udseende. Jeg går aldrig i nederdele, der ikke går ned over knæet, jeg går ikke i nylonstrømper, men i tykke strømpebukser og oversize tøj. Jeg har ingen makeup på. Det er blevet meget vigtigt for mig, at folk ikke kigger på min krop, når jeg er på arbejde.”

A har ønsket at være anonym. Hun er bange for, at hendes fortælling vil skade hendes fremtidige karriere.