Samfundets top dømmer underklassen

Resultaterne bekymrer Linda Kjær Minke, som er professor med særlige opgaver på Juridisk Institut på Syddansk Universitet.

”Når staten vælger at straffe en medborger, er det et meget alvorligt indgreb i den dømtes liv. Lægdommerkonstruktionen skal være garant for, at den almindelige befolkning er repræsenteret og støtter indgrebet. Derfor er det et problem for retssikkerheden, når folk bliver dømt af personer, der ikke er repræsentative for befolkningen,” siger hun.

Lægdommerne er retssystemets folkelige mandat. De indgår som domsmænd eller nævninge i retssager ved byretten og landsretten, hvor en typisk sag bliver afgjort i fællesskab af to domsmænd og en juridisk dommer. Ordningen skal sikre bred opbakning til samfundets retfærdighedsudøvelse og være den tiltaltes sikkerhed for, at han bliver dømt af sine egne og ikke kun af en dommer fra det juridiske elfenbenstårn.

”Det er centralt i vores retssystem, at en dom ikke afsiges af en lukket kreds, der ikke har kontakt til det omliggende samfund. Jurister har en tendens til at udvikle et særligt sprog med særlige normer, og bl.a. derfor er systemet designet til at inddrage almindelige mennesker i retsprocessen. Det er meget vigtigt, at lægdommerne afspejler befolkningen,” siger Linda Kjær Minke.

Hun tilføjer, at den socioøkonomiske afstand bliver endnu større, når man sammenligner lægdommerne med folk på anklagebænken.

"De tiltalte på den anden side af podiet er overvejende personer under 30 år og med begrænset uddannelse. Når de skal dømmes af folk med en anden alder og uddannelsesmæssig baggrund, kan der opstå en opfattelse af, at de så at sige bliver dømt af eliten. Også derfor er det et problem, at andelen af personer med ingen eller kort uddannelse er en mangelvare hos lægdommerne."

Statistisk ubehagelighed

Problemet er langtfra nyt. Da jeg i 2015 skrev om emnet i Djøfbladet, blev udviklingen kritiseret af forsvarsadvokat, formand for Retspolitisk Forening og tidligere folketingsmedlem, Bjørn Elmquist. Da jeg ringer til ham fem år senere, starter han på den positive klinge. Justitsministeriets undersøgelse viser nemlig også, at andelen af lægdommere med anden etnisk baggrund nu matcher befolkningen.

”Det problem har vi bakset med i mange år, så det er meget tilfredsstillende, at man nu har fået rettet op på det,” siger Bjørn Elmquist. Til gengæld kalder han tallene for lægdommernes socioøkonomiske baggrund for en 'statistisk ubehagelighed'.

”I Danmark havde vi i gamle dage en juridisk stand med højtuddannede fra overklassen, der sad og dømte Underdanmark. Det var blandt andet det, man ville væk fra, da man i sin tid indførte ordningen med lægdommere. Men i dag har vi stadig et problem med, at den øverste del af Danmark dømmer den underste, og det er ikke godt.”

Men gør lægdommernes baggrund overhovedet en forskel for udfaldet af en retssag?

”Ideelt set burde det ikke have nogen betydning. En dom skal nødig afgives ud fra private sympatier eller personlige fornemmelser, men ud fra objektive kriterier. I den ideelle verden burde dommen derfor blive den samme uanset dommerpanelets sammensætning,” siger Bjørn Elmquist.

”Men der er også et væsentligt begreb, som anvendes af den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og som også har bredt sig til dansk ret. Det kaldes: ’Not only must justice be done; it must also be seen to be done’. Det er altså væsentligt, om retfærdigheden ser ud til at være sket fyldest.”

Den sorte boks

En anden årsag til, at lægdommere bør komme fra alle samfundslag, er ifølge Bjørn Elmquist, at det gør det lettere for dommerne at forstå forløbet i de vidt forskellige miljøer, som retssagerne omhandler. Linda Kjær Minke er enig:

”Der er jo en masse skøn i de her sager. Især der, hvor der ikke er nagelfaste beviser. Forskellige samfundslag har forskellige adfærdskodeks. Hvis dommerne ser den tiltaltes livssfære som en sort boks og ikke aner, hvad der foregår i det samfundslag, så er det et problem,” siger hun.

Det problem oplever Claus Bonnez, der er forsvarsadvokat og formand for Krim, der yder juridisk hjælp til klager over politiet og Kriminalforsorgen.

”I disse år sker der en eksplosiv stigning i antallet af sager om vold og trusler mod offentligt ansatte. Det fører til en masse latterlige sager ved domstolene, hvor en offentligt ansat har følt sig truet, og så skal folk i fængsel,” siger Claus Bonnez.

Han nævner en af sine klienter, en ældre og hidtil ustraffet mand, der på et tidspunkt var indlagt på psykiatrisk afdeling.

”Da lægerne vil give ham elektrochok mod hans vilje, råber han en trussel i ren afmagt. Det fører så til en retssag, som ender med, at manden får en tidsubegrænset behandlingsdom. Det, der sker i retten, er, at lægdommere fra almindelige pæne sociale lag ser sagen som meget alvorlig. De identificerer sig med den offentligt ansatte, for de har selv et middelklassejob. Havde lægdommerne været fra et lavere samfundslag, hvor man bedre forstår den tiltaltes afmægtige situation, så ville han måske blive frikendt.”

Er det et problem for retssikkerheden?

”Ja, det mener jeg. Vi skal selvfølgelig også have direktører og alle mulige andre grupper som lægdommere. Men jeg synes, der bør være en overvægt af lægdommere fra de samfundsgrupper, der typisk ender i retten. Flere lægdommere, som er uden for arbejdsmarkedet, og flere psykisk syge og handicappede. De skal ikke være professionelle eller have juridisk bagrund eller være fornuftige i traditionel forstand. De skal repræsentere befolkningen,” siger Claus Bonnez.

Barske sager

Men hvorfor er der ikke sket mere, når det i årevis har være et kendt problem, at lægdommere især plukkes fra samfundets grønneste grene? En del af svaret kan måske findes i kommunernes grundlisteudvalg. De har til opgave hvert fjerde år at rekruttere og godkende et antal lægdommere fra alle samfundslag. For at blive lidt klogere på processen vælger jeg tilfældigt Esbjerg Kommune og ringer til formanden for grundlisteudvalget, Ketty Christoffersen. Hun forklarer, at udvalget består af lokalpolitikere, som i høj grad rekrutterer lægdommere fra egne netværk.

”Jeg har både prikket min nabo, som er tømrer, på skulderen, og jeg har også rekrutteret én, som jeg mødte, da jeg spillede golf,” siger Ketty Christoffersen. Hun har været lægdommer og formand for grundlisteudvalget i over 10 år.

”Det er ikke lutter lagkage at være lægdommer. Det kan være barske sager,” siger hun.

Hun understreger, at udvalget sørger for at rekruttere bredt. Selv er hun især opmærksom på at skaffe lægdommere, der er yngre end hendes 71 år,  så der kommer en vis aldersspredning.

”Men jeg mener også, det er vigtigt, at lægdommerne har erfaring fra arbejdsmarkedet, når de skal sidde med svære sager. Selv har jeg arbejdet som bogholder i mange år. Jeg synes ikke, at en person, der har været på kontanthjælp i 10 år, vil være en god lægdommer,” siger Ketty Christoffersen.

Kvoter eller ej

Spørgsmålet er, om der efterhånden er brug for nye værktøjer. Kan man fx forestille sig at lave kvoter for lægdommeres uddannelse og arbejdsmarkedstilknytning? Bjørn Elmquist er skeptisk.

”Det er ligesom med kønskvoter. Det kan være nødvendigt, men det er også meget rigidt og svært at administrere. Jeg vil i stedet foretrække, at man indstiller til kommunerne, at de rekrutterer bredere. Problemet er jo, at det typisk er folk, der har deres på det tørre, som har overskud til at være lægdommere,” siger Bjørn Elmquist.

For Linda Kjær Minke ligner løsningen et langt sejt træk: Retssystemet skal i højere grad på skoleskemaet. Samtidig bør man se på de barrierer, der afholder ressourcesvage grupper fra at blive lægdommere.

”Ikke alle er lige gode til e-Boks og NemID og den slags,” siger hun.

Men er en person, der har svært ved at tjekke sin e-Boks, overhovedet kompetent til at dømme i en retssag?