Alternativt studiejob

Karen lever af at spille tennis

27.10.2020

af

Privatfoto

Privatfoto

Indtil for to år siden var Karen Barritza professionel tennisspiller. Nu er tennis et studiejob, der fylder en stor del af ugen, samtidig med at hun studerer på fuld tid. Sporten har givet hende værdifulde kompetencer, som hun bruger dagligt på studiet.

Selv om 28-årige Karen Barritza læser erhvervsøkonomi på Roskilde Universitet (RUC) på fuld tid, kan man ofte finde hende på tennisbanerne i Birkerød Tennisklub to til fire timer om dagen. Tilmed arbejder hun også som tennistræner i en anden klub.

Det kræver en vis form for forståelse og fleksibilitet af trænere, når hun skal få sit daglige skema med træning, forelæsninger og trænerjob til at gå op i en højere enhed. Hun står gladelig et par timer tidligere op for at hoppe i træningstøjet og nå en omgang tennis eller styrketræning, selv når hun har en forelæsning kl. 8 om morgenen.

”På et tidligere semester havde jeg en træner, som var villig til at stå så tidligt op for min skyld. Men det er ikke alle, som vil det. Det var faktisk rigtig dejligt at have klaret træningen tidligt, inden resten af dagen stod på læsning,” fortæller hun.

Serie: Alternative studiejob

Blandt de studerende medlemmer af Djøf har cirka fem ud af seks studierelevant arbejde i løbet af årene på universitet. For en del af dem bliver studiejobbet også indgangen til det første job som færdiguddannet.

Men der er også masser af studerende, der bruger deres fritid på arbejde, som ikke umiddelbart virker studierelevant. I denne serie taler vi med nogle af dem og spørger, hvad de tager med sig fra de alternative studiejob.

Indtil nu har vi interviewet:

Hvem skal vi tale med?

Har du selv et usædvanligt studiejob? Eller kender du en studerende, vi burde skrive om? Send os en mail på djoefbladet@djoef.dk.

Fra professionel tennisspiller til plan B

Som seksårig svingede Karen Barritza for første gang en ketcher på en ferie med sin far. Blot tre år senere var hun på det danske landshold.

Hun startede med at spille tennis i Odense, og der gik ikke lang tid, før hun blev opdaget af en talentspejder fra Sjælland. Det betød først et klubskifte til Lyngby Tennisklub, hvorefter hun rykkede over i Birkerød Tennisklub.

I mange år gik nærmest alle hendes vågne timer med at spille tennis, styrketræne, rejse, bo på hoteller og være en del af et hårdt konkurrencemiljø. Da hun var på sit bedste niveau som senior, lå hun omkring nr. 400 på verdensranglisten.

Men efter hun i et par år havde følt, at hun ikke havde udviklet sig nok, mente hun, at der skulle ske noget nyt. I 2018 stoppede hun sin professionelle karriere for at starte på universitetet.

”Jeg er glad for at have en hverdag med en god balance mellem at træne og at læse. Da jeg før kun trænede, syntes jeg, at det blev meget endimensionelt,” fortæller Karen, der nu har skåret ned på træningsmængden og betragter tennis som et alternativt studiejob.

Hun er godt klar over, at tennis ikke er noget, hun kan leve af på længere sigt, efter hun stoppede som professionel og spiller et begrænset udvalg af turneringer, der skal passe ind med både holdkampe og studiet. Det er turneringer som danmarksmesterskaber, sjællandsmesterskaber og lignende, hvor der bliver udloddet mindre pengepræmier.

Karen tjener lidt på de 14-18 nationale holdkampe og de cirka 10 internationale holdkampe, hun spiller i løbet af et år. Når hun spiller på internationalt plan, bliver hun booket af udenlandske klubber i Frankfurt, Paris og Malmö. Men for at kunne leve udelukkende af tennis skal man helst op omkring verdensranglistens top 100 og deltage i langt flere turneringer.

”Min klub hjælper mig med et budget, fordi jeg spiller kampe for dem, men ellers er det dit eget ansvar at spille nogle turneringer og vinde penge, så du har råd til at konkurrere internationalt,” fortæller hun.

Fightermentalitet både på og uden for banen

Sporten er dog stadig en kæmpe del af Karens identitet og har været med til at danne den person, hun er i dag. Når hun er på banen, går hun fortsat all in for at vinde.

Den indstilling tager hun med sig i hverdagen på studiet.

”Tennis har helt sikkert givet mig noget selvstændighed, disciplin, et drive og det her konkurrencegen, som jeg kan bruge,” siger hun og forklarer, at det for hende både i tennis og på studiet er vigtigt at være disciplineret og sætte sig nogle mål.

Gennem tennis har hun lært at arbejde hårdt for at opnå noget. Den drivkraft og disciplin bruger hun også, når hun læser op i sine fag.

”For mig er der ikke noget, som hedder at hoppe over, hvor gærdet er lavest. Det har jeg selv mærket på tennisbanen. Hvis jeg ikke passer min træning, så mærker jeg det med garanti, når jeg spiller kamp. Det er lidt det samme mindset, jeg har i studiet. Hvis ikke jeg læser op, kommer jeg til at mærke det med det samme til en eksamen,” siger hun.

De mange år med tennis har også gjort hende til en god menneskekender.

”Jeg er også rigtig god til mennesker, fordi jeg hele tiden skal snakke med spillere og trænere til turneringer fx finde træningsmakkere og nogle at dele hotelværelse med,” siger hun.

På jagt efter et mere studierelevant job

Ud over selv at spille tennis træner Karen også børn, unge og seniorer i tennis, ligesom hun er sparringspartner for talentfulde juniorer.

”Det føles rigtig dejligt at kunne give noget videre af min erfaring til andre spillere, men jeg håber på at få et studiejob relateret til erhvervsøkonomi for fremtiden,” forklarer hun.

Hendes nuværende mål er at finde et relevant studiejob, så hun kan lære at bruge den teoretiske viden i praksis. For at få endnu mere faglig ballast har hun dette semester taget et par valgfag på CBS i stedet for at skrive det obligatoriske projekt, som RUC-studerende gør hvert semester. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet