4 danskere i corona-isolation: "Det har været dramatisk, voldsomt og hårdt"

Da Anders A. L. Rodenberg i sommer tog fra hjembyen New York til Danmark, var det en forbløffelse for ham at opdage, hvordan danskerne så på Covid-19-pandemien: "Det var som en anden verden, hvor folk lever i en boble uden at forstå, hvor slemt det står til udenfor."

Selv om corona-virussen har ført til store forandringer i det danske samfund, har Anders A. L. Rodenberger og mange andre djøfere, der bor og arbejder i udlandet, oplevet endnu større omvæltninger og mere indgribende restriktioner i hverdagen.

Vi har talt med fire af dem om, hvad pandemien har betydet for dem. De fortæller om frygt, udmattelse, savn og om ikke at kunne være med ved mormors begravelse. Men også om, at det er nødvendigt at kunne leve.

New normal i New York

Anders A. L. Rodenberg er 37 år og cand.scient.pol. Han er chef i datadivisionen hos kreditvurderingsinstituttet Moody's.

Under corona-lockdownen var byen så øde, at jeg cyklede over for rødt uden hænder ned ad 5. Avenue. Brooklyn Bridge, Times Square, alt var – tomt. Byen er langsomt ved at åbne op, men jeg skal blive ved med work-from-home til minimum efter nytår. Vi blev sendt hjem i marts. Jeg bor tæt på Wall Street og kan se over på mit kontor fra lejligheden.

Det sværeste er at motivere mine medarbejdere, specielt deres mentale tilstand. Særligt de unge, der bor småt eller i delelejligheder, men også andre som fx mine medarbejdere i Buenos Aires, der kører på femte måned med totalt udgangsforbud.

Jeg er vant til at rejse meget. Så jeg tog toget tværs over USA, hvilket tydeliggjorde de skel, coronaen har skabt. For os i digitale jobs er der ingen krise. Vi får godt nok en new normal med mere hjemmearbejde post-corona, for firmaerne stiller allerede spørgsmålet 'Hvorfor skal vi have alle de folk siddende på et dyrt kontor'. Men for de lavtuddannede og de millioner af amerikanere, som har mistet deres job, er virkeligheden mere barsk. Jeg var forbi Danmark i juli, og det var som en anden verden, hvor folk lever i en boble uden at forstå, hvor slemt det står til udenfor.

Jeg frygter for præsidentvalget, da Trump nok bliver genvalgt, og folk er begyndt at bruge ordet 'borgerkrig' som muligt resultat, hvis han ikke bliver. New York er også under transformation. Under nedlukningen tog mange væk. Kun nogle vender tilbage. Det bliver interessant at se hvem, for New York er for mig de mennesker, der bor her. New York er og bliver New York, men det bliver anderledes.

"Det har været dramatisk, voldsomt og hårdt"

Anne Louise Grinsted Klinkby er 43 år og cand.merc. Hun er ambassaderåd og souschef på den danske ambassade i Spanien.

I den første fase af den spanske lockdown måtte vi ikke forlade vores lejlighed på 2. sal bortset fra for at gå på arbejde og købe ind. Mine børn kom slet ikke ud i ugevis; heldigvis har vi en god altan.

På ambassaden arbejdede vi i døgnvagter for at hjælpe borgere hjem. Nu er vi i en ny fase, også mentalt. Først var det en akut krise med adrenalinen kørende, nu skal vi lære at lægge det til side, selv om det er der hele tiden, og det er svært ikke at blive mentalt træt.

Covid-19-situationen er meget alvorlig i Spanien og særligt i Madrid, og rejsevejledningerne til Spanien ændres løbende, så vi har stadig travlt på ambassaden. Vi tilpasser os hele tiden lokale forhold. Der er mundbindspåbud i det offentlige rum, og på ambassaden bærer vi også mundbind til interne møder og i fællesrum. Men vi skal også leve. Éns medarbejdere skal føle sig støttede og tilføres energi på trods af alle restriktionerne. Børnene skal være glade.

Jeg er alene hernede med vores to døtre på to og fem år, fordi min mand passer sit job i Danmark. Skoler og vuggestuer er først lige nu åbnet igen efter seks måneder. Begge piger er meget glade for at komme af sted igen. Den store skal have mundbind på i skolen, men det tager hun som en 'champ'. For vores familie er det værste, at min mand har svært ved at besøge os. Det har været dramatisk, voldsomt og hårdt.

Jeg tror, at alle, afhængigt af personlighedstype, har været, hvis ikke bange, så nervøse undervejs. Og vi ser jo nok ind i 2022, før situationen normaliseres. Men vi holder humøret højt og får det bedste ud af det.

"Jeg har savnet dem derhjemme meget mere end før"

Erik Cleves Kristensen er 45 år og cand.scient.soc.. Han er ansat i EU-Kommissionen og udsendt til El Salvador.

Siden landet lukkede ned 18. marts, har vi arbejdet hjemme. Nedlukningen var altomfattende. Enorme storme i maj med mange døde og hjemløse gjorde det endnu mere udfordrende.

På EU-delegationen fik vi alt til at virke remote og gjorde et stort stykke arbejde med at få det hele til at fungere på trods. Men når man ikke kan besøge sine projektpartnere, mister man den personlige føling, der er så enormt vigtig, når man arbejder med udviklingssamarbejde. Den eneste gang, jeg kunne komme ud i felten, var sidst i maj i forbindelse med fødevarepakker til nogle af de mest udsatte områder. Det var forfriskende at se, hvordan man stod sammen i disse små samfund. Alle bar masker, og der stod vagter ind til de små byer for at få os fremmede til at vaske hænder og vaske bilen. Den solidaritet mellem mennesker! Men jeg oplevede også deres store usikkerhed, ikke kun om sundhedsfaren, men også for deres fremtid.

Jeg er selvfølgelig selv privilegeret med enormt gode forhold og har brugt tiden ganske fornuftigt med onlinekurser, bøger osv. Men jeg kan ikke skjule, at det er svært at være alene i så lang tid. Jeg har arbejdet udenlands i mange år, men i denne situation har jeg været både bekymret og savnet dem derhjemme meget mere end før.

Landet er først nu langsomt ved at genåbne. Vi ser alle frem til, hvordan vi fra EU kan hjælpe El Salvador med at komme over effekterne af denne krise. Personligt glæder jeg mig til, at jeg nu måske kan komme en tur hjem. Jeg kan mærke, at der er brug for en god genopladning af batterierne.

"Vi har lært af erfaring, at det er farligt at håbe for tidligt"

Marianne Jensby Larsen er 29 år og cand.merc. Hun er senior client executive i konsulentfirmaet Kantar.

Jeg tog til Australien i sommeren 2018 lige efter eksamen. Jeg havde en kontakt hertil via mit studiejob, og jeg har altid ønsket at opleve Australien.

Vi har arbejdet hjemme siden marts. Vi fik alt vores kontorudstyr med hjem. Der var udgangsforbud, men heldigvis hører der en lille frimærkehave til den lejlighed, jeg bor i sammen med min australske kæreste. Vi var ekstremt heldige, at vi nåede at flytte ind i den lige før coronaen.

Det sværeste ved hjemmearbejdet er at få koblet mentalt af. Jeg sidder i mit køkken, og arbejdet er der jo hele tiden. Her i Melbourne er de strenge restriktioner lige blevet genindført. Igen må vi kun gå ud én time om dagen og kun i fem kilometers radius fra bopælen. Selvfølgelig med mundbind. Jeg går fx tur ad en sti rundt om den lukkede botaniske have, og jeg kan også nå havet inden for de fem kilometer.

Jeg savner faktisk ikke bylivet. Men før tog min kæreste og jeg på ture ud i landet hver weekend og så noget nyt hver gang. Det, jeg savner allermest, er det sociale med kolleger, venner og besøg fra Danmark. Vi må slet ikke have gæster lige nu. Du må mødes med én person, men kun udenfor.

Jeg kunne ikke komme hjem på sommerferie eller til min mormors begravelse. Kantar tilbød, at jeg kunne arbejde fra Danmark, hvis jeg tog hjem til begravelsen, men rejserestriktionerne gjorde, at jeg ikke nødvendigvis kunne komme tilbage til mit hjem her.

Jeg tror ikke, vi kommer tilbage på kontoret de næste måske tre måneder, i hvert fald ikke på fuld kapacitet. Vi har lært af erfaring, at det er farligt at håbe for tidligt.