"Det er ikke sort-hvidt. Men det er ikke i orden, det han gjorde"

Det hele startede til en fest i 2014. Dengang arbejdede T på fuld tid i DR og drømte om en karriere i tv-branchen. Det gør hun ikke længere.

Til festen mødte hun en mandlig kollega, R, som hun kort havde arbejdet sammen med tidligere. Han begyndte at flirte og give hende drinks, alt imens han fortalte hende, at han kun manglede en enkelt samtale, før han formentlig ville få en stilling i DR – en stilling, hvor han i givet fald ville komme til at bestemme, hvilke projekter hun kunne komme på, og hvem der skulle forfremmes i hendes afdeling.

Allerede på vej hjem til sin daværende kæreste efter festen begyndte den dårlige samvittighed at nage.

”Jeg havde en følelse af, at jeg burde være i stand til at stoppe flirteriet, men samtidig tænkte jeg, at det var vigtigt at holde mig gode venner med ham, hvis han måske fik jobbet."

Og det gjorde han.

T var på det tidspunkt 31 år og havde arbejdet i DR i sammenlagt omkring to et halvt år. Hun havde været på en masse korte kontrakter på helt ned til en måned ad gangen.

Kort tid efter festen skrev R og spurgte, om hun vil drikke kaffe med ham. Hun sagde ja – og det gjorde hun også, da R spurgte, om hun ville vise ham rundt på DR.

”Jeg var glad for min daværende kæreste, og vi forsøgte at få et barn, så jeg var ikke interesseret, men dengang følte jeg mig presset til det på grund af mine fremtidige karrieremuligheder.”

Hun viste ham rundt et par dage senere. Undervejs sagde R til hende, at han kunne sørge for, at hun kunne blive redaktør eller måske endda vært, hvis hun havde lyst til det.

”Jeg gik derfra med en blanding af bobler i maven, forvirring, følelsen af mistet kontrol og dårlig samvittighed,” fortæller hun.

Alligevel sagde hun ja til endnu en rundvisning.

”Og nede i kostumen kysser han mig pludselig. Jeg havde den vildeste dårlige samvittighed, men samtidig vidste jeg ikke helt, hvordan jeg lige skulle afvise ham, der kunne bestemme, hvem der skulle blive i min afdeling, og hvem der skulle opsiges.”

"Jeg følte mig som et forfærdeligt menneske"

På det tidspunkt var T lige kommet på sin første to-års-kontrakt. Det var den længste kontrakt, hun havde haft – men den var stadig midlertidig.

”Det var virkelig hårdt aldrig at vide, om man var købt eller solgt.”

Der kom jævnligt mails fra ham fra hans DR-mail til hendes private. På et tidspunkt spurgte R, om hun ville med ud at have et glas vin. Hun sagde ja.

”Jeg forsøger at snakke arbejde og mulige fremtidige projekter, men han vil hellere snakke om ham og mig. Han gør mig dog opmærksom på, at han er blevet bedt om at vende tilbage med, hvem han tænker skal være redaktør i afdelingen. Han kigger på mig og spørger, om jeg gerne vil det. Jeg siger, at ja, det vil jeg gerne.”

Og så skete det igen.

”Da vi gik fra caféen, kyssede han mig i et vejkryds. Jeg stoppede det efter lidt tid. Fik prajet en taxa og tog hjem til min kæreste. Jeg havde fået en masse vin og havde jo fået at vide, at han kunne sørge for, at jeg blev forfremmet, så jeg var ret glad. Men dagen efter følte jeg mig billig og som et forfærdeligt menneske.”

Forbindelsen afbrudt

Det hele kulminerede til en filmpremiere, som R havde spurgt, om hun vil med til efter et afbud fra en kollega. T sagde ja, men fortalte sin kæreste om invitationen.

”Under filmen prøver han hele tiden at flette fingre med mig, men jeg trækker mig tilbage. Og efter filmen skynder jeg mig hjem. Jeg beslutter at gøre det helt klart for ham, at jeg ikke er interesseret i at være sammen med ham.”

T tog initiativ til et møde på parkeringspladsen bag DR for at sige det til R, men fik kolde fødder.

”Jeg er nervøs for, at jeg ikke kan få det sagt. Så i stedet skriver jeg til ham, at jeg ikke kan fortsætte det, vi har gang i. Jeg er ikke i tvivl om min beslutning, men jeg er nervøs for konsekvenserne af den.”

Hun hørte ikke tilbage fra R. Hun forsøgte et par gange at skrive til ham for at få talt ud – hun var bange for, hvad hendes afvisning ville betyde for hendes fremtid, og hun ville gerne blive ved med at være gode venner med ham. Men R svarede ikke.

Da hendes kontrakt løb ud, blev hun ikke forlænget igen. Hun ved ikke, om det har noget med dét at gøre.

”Jeg fik ikke nogen begrundelse, og jeg bad ikke om nogen. Jeg tænkte, at det var min egen skyld – jeg følte, at jeg havde forspildt min chance for at blive forfremmet.”

Var du på noget tidspunkt forelsket i ham?

”Når jeg ikke så ham, havde jeg ikke lyst til at se ham og prøvede at undgå ham. Men når jeg så ham, ville jeg gerne have, at han kunne lide mig, og at der var god stemning. Jeg tror, jeg blev forført af de muligheder, det kunne give mig at være sammen med ham.”

"Jeg har hele tiden følt mig skyldig"

Dengang fortalte T ikke nogen om det ud over sin daværende kæreste, som hun ikke er sammen med længere.

Hun fik senere en ny kæreste, som hun i dag er gift med. Hendes mand kender til historien med R og bakker hende op i, at hun skal fortælle offentligt om den. Hun har også skrevet et brev om sine oplevelser til DR's ledelse og HR-afdeling. Hun har siden talt i telefon med R's chef og holdt møde med to fra HR. Hendes mand var bisidder til mødet med HR. Da det er en personalesag, får hun ikke at vide, om – og i givet fald hvordan – det får konsekvenser for R.

I dag er hun begyndt at studere igen, bl.a. på grund af oplevelsen i DR.

”Jeg fik sådan en stress fra mediebranchen på grund af alle de korte ansættelser. Og fordi jeg var nervøs for, at jeg skulle gå for meget på kompromis eller overskride nogle grænser for at få et job.”

Hvorfor fortæller du først DR om det nu?

”Jeg har hele tiden følt mig skyldig. Der er mange ting, jeg selv burde have gjort anderledes. Da jeg læste om Sofie Linde og de andres historier, tænkte jeg, at det ikke havde noget med mig at gøre. Det var først, da jeg talte med en gammel kollega, at hun fik mig til at indse, at det var en ’sag’, fordi det ikke var okay, at han flirtede med mig, samtidig med at han fortalte, at han kunne sørge for, at jeg blev forfremmet.”

Hvorfor vælger du at fortælle om det offentligt?

”Det her er jo en historie, der ikke er sort-hvid. Men hvis jeg fortæller om den, kan der være, at der er andre, der tænker: ’Okay, det var ikke kun mig, der gjorde noget forkert – vi var to om det’," siger hun og tilføjer, at der er forskel på at være menig medarbejder i en midlertidig ansættelse og at være en person med indflydelse i DR.

Hvordan har du med at få rippet op i det igen?

”Det fylder det hele lige nu. Jeg sover dårligt, og når jeg endelig sover, drømmer jeg om det. Hans tilnærmelser varede over et halvt år, og det, der skete, har ændret min retning i livet, så jeg har virkelig forsøgt at slette det fra min hukommelse. Jeg overvejer hele tiden, om jeg ikke bare skal lade det ligge. Men hvis jeg ikke råber op om det, kan det være, at det sker igen for andre.”

Hun ønsker ikke at fortælle, hvem R var. Der er ikke hendes ærinde at hænge ham ud, som hun siger.

”Igen fordi det ikke er sort-hvidt. Men det er ikke i orden, det han gjorde, og jeg vil gerne medvirke til, at det ikke sker igen. Men det, jeg fortryder mest, er, at jeg ikke sagde noget til nogen af mine kollegaer og min daværende chef.”