NYT JOB

Ny rigsstatistiker: "Det er en ærefuld opgave"

22.10.2020

af

Foto: Mads Teglers

Foto: Mads Teglers

Birgitte Anker er netop begyndt som rigsstatistiker og chef for de 550 medarbejdere i Danmarks Statistik, nationens uafhængige talfabrik.

"Jeg kunne ikke lade være med at søge jobbet, da jeg så opslaget," siger Birgitte Anker, der er ny vogter af rigets tal.

Hun kommer fra jobbet som direktør for Socialstyrelsen og har før det haft en lang karriere i de tal-tunge kontorer i departementerne i Økonomiministeriet og Finansministeriet.

Det er en ære at blive rigsstatistiker, siger hun.

"Danmarks Statistik arbejder for, at demokrati, debat og beslutninger er baseret på fakta og ikke fiktion. Det er en ærefuld opgave. Du kan ikke besvare ret mange af samfundets vigtigste spørgsmål uden statistik og data."

Danmarks Statistik hører formelt under Social- og Indenrigsministeriet, men er som institution uafhængig af regeringen og har sin egen bestyrelse.

"Jeg skal stå på mål for uafhængigheden, troværdigheden, relevansen og soliditeten af alt det, som kommer fra Danmarks Statistik. Samtidig skal datasikkerheden være i top." 

FNs verdensmål og eksperimentel corona-statistik

Hvordan vil du karakterisere Danmarks Statistik lige nu?

"Jeg er kommet til en stærk organisation, som er inde i en spændende strategisk udvikling. Der arbejdes fx intensivt med kommunikation, så så mange som muligt får glæde af Danmarks Statistiks tal, uanset om de er talnørder eller henter deres viden fra en grafik på Facebook."

Danmarks Statistik skal ikke kun levere tal til tiden, men også tal om tiden, siger hun.

Et godt eksempel på det sidste er FN's verdensmål, hvor Danmarks Statistik har påtaget sig at sætte tal på, hvor langt vi i dansk kontekst er nået i forhold til de 17 verdensmål, forklarer hun.

"Det siger noget om den lydhørhed, jeg gerne vil have, at vi i Danmarks Statistik har i forhold til det, som optager os i samfundet. Til dét, som peger fremad."

Eller som her under corona-krisen.

"Coronaen er der ikke noget spændende ved. Men den har som noget nyt og spændende ført til, at Danmarks Statistik har publiceret eksperimentel statistik – altså statistik, der ikke indgår i den officielle statistikproduktion. Man havde modet til midt i den værste krise at gå ud med tal, som ikke var færdigbehandlede, men til gengæld hurtigt kunne give samfundet en pejling på, hvad der skete."

Glad bruger

Kommer du ind ad døren med en plan eller en særlig vision?

"Det er ikke min stil at komme susende ind og lave det hele om. Min tilgang har altid været, at jeg meget gerne vil lytte og blive klogere, før jeg kommer med en masse holdninger. Men én ting, jeg bringer med mig, er blikket som bruger. Jeg har i mange år været en glad bruger af stort set alle hjørner af Danmarks Statistiks produktion, og det har ført til et hav af analyser og sjove og tankevækkende resultater."

Noget, vi nok vil få at se fremover, er flere analyser, hvor Danmarks Statistik enten hjælper andre eller selv bruger de unikke danske data til at grave et spadestik dybere og blive klogere på, hvad der driver værket, siger hun.

"Gennem egne analyser er vi med til at få tallene til at tale. Det er samtidig også en måde, hvor vi så at sige er brugere af vores eget produkt og ad den vej får det valideret."

Og så er der Danmarks Statistiks unikke samspil med landets forskere.

"Efterspørgslen til os fra forskerne går kun én vej – opad. Det samspil er der et stort potentiale i. Det skal vi bygge videre på. For det er også dér, hvor vi som institution kan bidrage til fremtiden og morgendagens svar."

Birgitte Anker

2020- Rigsstatistiker

2015-20 Direktør for Socialstyrelsen

2015 Afdelingschef i Finansministeriet

2009-15 Afdelingschef i Økonomi- og Indenrigsministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet.

1998-2005 Analysechef i Dansk Arbejdsgiverforening

Cand.polit.

Født 1963 i København

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet