Det, jeg har lært

”Jeg har aldrig fået de stillinger, jeg selv har søgt. Ikke én eneste af dem”

14-10-2020
4 min.

Christian S. Nissen er 75 år og fhv. generaldirektør i DR, forfatter samt foredragsholder.

Foto: Mads Teglers

Christian S. Nissen har bl.a. været topchef i DR og på Rigshospitalet. Vi har spurgt ham, hvad han har lært i løbet af karrieren. Meget beror på tilfældigheder, siger han, ”og de, der er kommet højt op på stigen, er ikke nødvendigvis nogle helvedes dygtige karle.”

Min kalender var ryddet efter 14 dage, da jeg blev afskediget i DR i 2004, og så forplantede afskedigelsen sig mere følelsesmæssigt. Jeg havde ikke haft samme fornemmelse af tomhed, eller snarere frihed, siden 1952, da jeg begyndte at gå i skole. Fra den dag var mit liv skemalagt, og jo længere jeg kom op i systemet, desto mindre indflydelse havde jeg selv på min egen kalender. Mine sekretærer fyldte jo i, nogle gange halvandet år frem i tiden.

Jeg havde ren og skær skræk for den tomme kalender, og hvad den signalerede, så jeg sagde ja til hvad som helst i den periode. Nogle gange holdt jeg hele tre foredrag i døgnet.

Jeg var så heldig at få masser at lave, især i udlandet, mens jeg valgte at holde mig fra at kommentere, hvad der skete i DR. I min DR-tid var jeg formand for et digital-strategy-udvalg i EBU (European Broadcasting Union), og i kølvandet på det rejste jeg rundt og talte om digitalisering og omlægning af arbejdsprocesser. For nylig fik jeg også en henvendelse fra det østrigske kanzleramt og medvirkede i en to timers telekonference, fordi den nye østrigske regering overvejer at ændre ved styringen af ORF, deres pendant til DR, og gerne ville høre om erfaringerne i Danmark. Det er et eksempel på, at hvis man har nogle kontakter og holder dem ved lige, så kan man være heldig at få nogle opgaver på et senere tidspunkt.

Desværre har politikerne mistet forståelsen for, hvad der egentlig er meningen med public service. Mediernes uafhængighed og de klassiske frihedsrettigheder er kommet under pres. I min seneste bog, ’Politik mellem følelser og fornuft’, belyser jeg, hvordan også den politiske proces bliver styret af kommunikationshensyn. Ikke bare timingen, men også indholdsmæssigt. Vi vil gerne kunne sidde her i demokratierne i det nordvestlige hjørne af Europa og pege fingre af de andre længere øst og syd på. Men også hos os ser man den faretruende udvikling.  

Der er et rustningskapløb i gang mellem medierne og regeringen. På den ene side mediernes gravergrupper og et tæppebombardement af nyheder, så Slotsholmen føler sig under beskydning døgnet rundt. Så ruster man op med indskrænkninger i aktindsigten og spindoktorer på den anden side. Da jeg var i Miljøministeriet, var der kun en enkelt, halvdags-journalist, som kom op ad formiddagen og klippede presseklip og lagde dem i et plasticchartek. I dag er der mindst en halv snes ansatte i pressesekretariaterne. I det kapløb mener jeg, at regeringen nu sidder stærkere end pressen.

I ’Forum for fremtidens offentlige styring og ledelse’ ved Institut for Statskundskab (KU), hvor jeg er med i bestyrelsen, er vi begyndt at interessere os for, om nogle af de evidente styrings- og ledelsesproblemer, der plager den offentlige forvaltning, ikke stammer fra selve forvaltningssystemet, men hænger sammen med den måde, politikdannelsen foregår i Folketinget. I føromtalte bog har jeg givet eksempler på det. Fx at den måde, de mange politiske forlig bliver til på, har en tendens til at generere stadig flere regler, der ude i forvaltningens yderste led faktisk giver usikkerhed og slør i styretøjet.

Foto: Mads Teglers

Jeg arbejder mindst lige så meget i dag, som jeg gjorde i min DR-tid, mener min kone. Igennem alle årene har jeg sat mig ved tastaturet kl. 9 om morgenen og arbejdet hele dagen – og meget ofte også om aftenen. Jeg prøver dog også at få gået mine 10.000 skridt om dagen. Det seneste halve år, efter at jeg afleverede manus til min bog, har jeg dog taget mere afslappet på det. De aftalte foredrag blev så også aflyst pga. corona, så jeg har fået mere tid til praktiske opgaver som fx her i dag at reparere en ventilator i vaskekælderen.

Et godt råd til mig selv som 20-årig? At meget beror på tilfældigheder. Og at de, der er kommet højt op på stigen, ikke nødvendigvis er nogle helvedes dygtige karle. Modsat er der mange fantastisk gode, som aldrig får nogen stor karriere, bare fordi de ikke har haft heldet med sig. Det kan jo også forklares mere positivt ved, at de har foretrukket et fagligt baseret arbejde frem for alt det stress og bøvl, der ofte kendetegner chefjobs.



Det mærkelige ved mit arbejdsliv er, at jeg aldrig har fået de stillinger, jeg har søgt på eget initiativ. Ikke én eneste af dem, selv om jeg har sendt masser af ansøgninger, fx til flere ministerier, rådgiverbranchen og det private erhvervsliv. I stedet blev jeg efterhånden tilbudt forskellige job, fordi nogen tilfældigvis kom forbi og så mig stå ved ’det rigtige vejkryds’. Der er dog én ting, jeg har gjort. Jeg har altid været aktiv med at skrive og holde foredrag og dermed gjort det mere synligt, hvad jeg beskæftigede mig med.

Christian S. Nissen er cand.scient.pol. Han har været lektor i international politik, fuldmægtig i Miljøministeriet og Finansministeriet, administrator ved Nationalmuseet, adm. direktør for Rigshospitalet og generaldirektør i DR (1994-2004). Han har de seneste 16 år været rådgiver, forfatter og foredragsholder. 

Kommentér
9
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.