Biolog og kommunaldirektør: ”Djøfernes selvforståelse skaber irritation”

I vores familie er der en mandlig tradition for at lave noget andet end det, man begynder med. Min far var udlært fotograf, før han blev lærer. Min farfar var skomager, før han blev lærer. Jeg blev den første biolog i Danmark, som tog en HD i organisation og blev kommunaldirektør.

I gymnasiet havde jeg gang i så meget andet. At kigge på fugle. At skrive til aviserne, mest om fugle og natur. Frit Folk gav fem øre pr. linje. Vejle Amts Folkeblad gav 10. Det var også her, jeg skrev min første 'videnskabelige' artikel.

Jeg ville jo være biolog. Men alle sagde til mig, at biologi var der ingen penge i. Så begyndte jeg på medicin. Men jeg havde ikke det sitzfleisch, der skulle til. Så skiftede jeg alligevel til biologi.

I 1968 sad jeg i Studenterrådet på Aarhus Universitet. Jeg var totalt fejlcastet. Dels fordi vi på naturfagene ikke havde noget oprør mod professorerne. Mange af os følte en faglig forbindelse med dem, vi kendte dem og havde stået og frosset sammen med dem med vores fuglekikkerter, da vi var teenagere. Og kapitallogikken havde svært ved at håndtere naturhensyn. Dengang boede nogle af de største miljøsvin jo øst for Berlinmuren.

I mit første job som biolog i Vejle Amt blev jeg valgt som akademikernes tillidsrepræsentant. Senere søgte jeg et lederjob på amtsgården. Jeg fik det ikke, og min direktør, sagde, at han så mig som lidt af en oprører.

Dengang i 1974 sagde man 'De' til direktørerne. Da jeg kom over i Miljøstyrelsen til Jens Kampmann (Miljøstyrelsens daværende direktør, red.), husker jeg det som en stor positiv oplevelse at få en direktør som sagde 'du'.

At lede handler om, at man har to ører og to øjne, men kun én mund. Man skal høre og se mere og snakke mindre.

Da jeg fik mit første direktørjob, ville alle 32 medarbejdere have souschefen, men bestyrelsen ville have én udefra. Her lærte jeg hver morgen at tage en runde til alle og sige god morgen. Det er sådan noget, der bliver forsømt meget også i dag.

Horsens Kommune havde et virkelig dårligt ry, da jeg søgte stillingen som kommunaldirektør. Der kom kun otte-ti ansøgere. Dengang jeg begyndte på rådhuset, samlede jeg på fornærmelser mod vores kommunale organisation for at kunne tage til genmæle, hvis de var urimelige.

Jeg kunne jo ikke gå rundt og sige godmorgen til alle ansatte i Horsens Kommune. Men den første jul fandt vi på at sende et julekort hjem til dem. Borgmesteren og jeg skrev personligt under på samtlige 4.000 julekort. Det gik der ret meget tid med dén december. Nogle blev fornærmede. Der var ikke ret megen respekt for 'dem inde på rådhuset' dengang. Andre blev så glade.

Dengang havde borgmestrene slet ikke det hjælpeapparat, som ministrene inde på Christiansborg havde. Vagn Ry Nielsen (S-borgmester i Horsens 1996-2005, red.) skrev selv alle sine taler. Han kaldte på mig, og så tog vi en snak, mens han noterede lidt med sin træblyant. Det kunne han så holde en halv times tale på.

Da jeg sluttede under Jan Trøjborg (S-borgmester i Horsens, 2005-12, red.), kunne jeg aflevere, hvad han kaldte 'kommunaldirektørens trofævæg'. Der hang alle de priser, vi havde fået som bedste offentlige arbejdsplads, bedste samarbejdspartner og så videre. Jeg sørgede for at melde os til alle den slags konkurrencer. For medarbejdernes og for kommunens skyld. I 2002 kårede Finansministeriet os som bedste offentlige myndighed til medarbejderudvikling.

Den dér jagt efter at skifte folk ud fremmer ikke effektiviteten, selvom folk tror det. I Horsens havde vi meget lidt udskiftning i ledergruppen.

Den dag lokummet brænder, er det en fordel, at man er vant til at tale sammen. Så hver anden måned holdt jeg møder under fire øjne med fællestillidsrepræsentanten. Uden dagsorden.

Ledelse er jo at skabe resultater gennem andre. Jeg kan godt få den kætterske tanke, at ledelse bliver erstattet med administration i offentlige organisationer, fordi ledelse er en kontaktsport, som kan gøre ondt på både en selv og dem, man leder.

Jeg meldte mig ind i Djøf, da jeg blev leder. Min daværende fagforening havde altså ikke ret meget at tilbyde os, der valgte ledervejen.

Djøfernes selvbillede er lidt pastoralt. 'Det er os, der har ansvar for samfundet'. Men en djøfer er lige så meget en fagprofessionel som en ingeniør eller sygeplejerske. Meget af det, djøfere laver i dag, er det samme, som dygtige HK'ere lavede for en eller to generationer siden. Men djøferne bruger en argumentationskæde, som flytter dem et andet sted hen. Underforstået: Et finere sted. Den selvforståelse er med til at skabe djøf-irritation.

Så hvis vi djøfere er i 'bad standing', er det først og fremmest vores egen skyld – og vores eget ansvar at komme ud af den.

Det er en misforståelse, at djøfere har førstefødselsretten til at blive ledere – selvom det er en udbredt selvforståelse. Efter studiet vil de på lederkursus, for så er man leder. Men gu' er man ej. Man har lært noget om ledelse. Men at være leder ligger simpelthen et helt andet sted inde i hovedet på folk.

Efter 18 år som kommunaldirektør kom jeg efterfølgende til at arbejde nogle år direkte for Troels Holck Povlsen (grundlægger af bl.a. tøjkoncernen Bestseller, red.). Han er efter min vurdering min generations største iværksætter målt på de faktiske resultater. Store, ejerledede virksomheder er en helt, helt anden verden end den offentlige sektor. Det var meget lærerigt, men kom så sent i karrieren, at jeg primært har set det som en oplevelse.

Undervejs var jeg dambruger i fem år. Det har givet mig stor respekt for erhvervslivets vilkår. Ikke mindst når kassekreditten er i bund, og kunderne i øvrigt er taget på ferie.

Jeg forsvarede min ph.d. den 10. december 2019. Den handler om by-branding. Pointen i den er, at man skal have politikerne dybt involveret i det, og man skal måle på, om det virker.

Se dog at få målt på tingene i stedet for 'synes' og 'tror'. Politikerne og skatteyderne har krav på at vide, hvad de får for pengene. Når jeg er ude i verden, går jeg som ham, der er optaget af tal. Det er, fordi jeg kommer fra naturvidenskab. Men jeg har måttet vænne mig til, at samfundsvidenskab ikke er en eksakt videnskab.

Den ph.d. sad i kroppen på mig. Fordi jeg var med fra dengang, man så ned på Horsens, måtte jeg skrive den. Den bygger bl.a. på en undersøgelse af alle de kommuner, som har haft brandingprojekter.

Det har været en seks år lang rejse. Min afhandling bygger på fem videnskabelige artikler, som er publiceret siden 2015. Nogen fortalte mig, at man i princippet kan gå lige ind fra gaden og indlevere en ph.d.-afhandling. Uden vejleder, uden ph.d.-skole og så videre. Og man bliver bedømt på lige fod med de andre. Så det gjorde jeg efter sommerferien i 2019.

Min kone fejrede 40 års jubilæum som gymnasielærer, fyldte 70 og gik på pension sidste forår. Aftalen var, at jeg skulle være færdig med min ph.d. nogenlunde samme dag. Det blev jeg så ikke helt. Du må selv spørge hende, hvad hun mente om det.

Jeg mangler stadig at skrive tre artikler mere om by-branding, og på mandag tager jeg til Moskva, hvor jeg er inviteret til at holde forelæsninger på et universitetet.

Du spørger, hvad jeg mener om klimadebatten som gammel biolog? Jeg er sindssygt skræmt over, at der er flere mennesker på jorden, som tror på jomfrufødsler og paradismyter, end folk, der tror på klimaforandringer.

Der skal strammes balder gevaldigt nu. De, som siger 'klimatosser', glemmer lige noget. Sidste gang der var en varm periode på jorden, var vi måske en halv mia. mennesker. Nu er vi otte en halv. Paradoksalt nok er klimafornægterne også dem, som for enhver pris vil undgå, at dem fra syd for Sahara kommer herop på grund af klimaforandringer.