Klumme

Nej, jeg vil da ikke have high-fives på kontoret

28-01-2020
3 min.
Mette Kirstine Goddiksen er klummeskribent og journalist. Hun har arbejdet med kommunikation i både private og offentlige virksomheder. Hun er uddannet i kommunikation fra Aalborg Universitet.
 
Foto: Djøf

Noget af det værste ved det moderne arbejdsliv er skemalagt begejstring, skriver Mette Kirstine Goddiksen i en klumme: ”Jeg er gammel nok til at bruge mine kompetencer i strategiens tjeneste uden halleluja-stemning.”

Det startede, da jeg så en update på LinkedIn fra en salgschef for en stor forlystelsespark.

”Hvornår har du sidst givet kollegaen en highfive? Oplev ægte sammenhold og begejstring – book firmatur her,” skrev hun. Et Colourbox-billede af amerikanske medarbejdere med nypressede t-shirts og regelmæssige tænder akkompagnerede updaten.

Hm. Jeg mindes ikke, hvornår jeg har givet highfives på jobbet. Men det er umiddelbart ikke noget, jeg går og savner.

Jeg ved det, fordi jeg indimellem af høflighed besvarer en highfive til cirkeltræning, når jeg er trængt op i en krog: Min hånd klasker mod trænerens som en frossen svinekotelet. Bagefter er det en besudlet kropsdel, som jeg ikke længere kan identificere mig med. Jeg vil gerne yde max, men har vildt svært ved at gøre DGI-sproget naturligt. Jeg taber faktisk tempo af at foregive noget, jeg ikke føler.

Highfive-updaten mindede mig ikke blot om min egen modstand mod skemalagt begejstring. Det gav mig et isnende flashback til alle de gange, hvor jeg er blevet udsat for forskellige variationer af religiøs firmaledelse, i dag vel kaldet purpose-ledelse: Vor kære leder skal lede kætterne ud af mørket og vise dem lyset – det store WHY. Gud er blot erstattet af 'firmaets DNA', de hellige skrifter med firmastrategien og præsterne med mellemledere.

Vor kære leder skal lede kætterne ud af mørket og vise dem lyset – det store WHY

Lad mig give et eksempel: Jeg arbejdede i en amerikansk hotelkæde som sælger. Jeg solgte min popo ud af bukserne, fordi… Ja, det var jeg ansat til. Det var the big purpose. Min glæde blev dog smadret, da jeg et par gange blev trukket frem som 'månedens medarbejder' og fik en flaske vin og besked om, at jeg var firmaets mand, en sand discipel. Jeg hældte vinen i vasken, da jeg kom hjem. Den smagte bittert og nedladende.

Et nyere eksempel er dengang, jeg blev udsat for en mellemleder, der havde været på efteruddannelse. Jeg ved det, fordi hun lavede en update fra kurset, hvor hun skulle lære at dressere heste til at løbe i ring blot via kropssprog. I øvrigt nej tak til den sammenligning... Men fra den ene dag til den anden begyndte hun helt overdrevent at spejle mit kropssprog. Jeg skulle have lavet tegnene fra Y-M-C-A-sangen og set, hvornår hun opdagede, at jeg havde opdaget, at hun forsøgte sig som en form for medarbejderhvisker.



Der var også engang en kollega, der hængte en klokke op på kontoret. Når vi så skaffede en ny kunde eller på anden vis var dygtige, skulle vi løbe glædestrålende hen til klokken og give den gas med klokkestrengen, mens resten af kontoret hujede. Bagefter følte jeg mig beskidt. Heldigvis nåede jeg kun at gøre det én pinefuld gang, før jeg lavede en aftale med min – herligt ægte og menneskekloge – chef om, at jeg bare sendte ham en mail, når jeg havde været kompetent.

Jeg kan nemlig rigtig godt lide at være kompetent og begejstret. Men ikke på de der præmisser, hvor vi marcherer i takt.

Jeg er ikke tvær, uregerlig, jantelovspræget eller ude af stand til at føle begejstring. Jeg er bare nået til et sted i mit arbejdsliv, hvor jeg gerne vil være glad, når jeg er glad, og hvor jeg er gammel nok til at bruge mine kompetencer i strategiens tjeneste – uden staveplader og halleluja-stemning. Jeg vil gerne behandles som en voksen, ikke et barn eller en hest, som pædagogen skal nudge.

Lad os bare sige, jeg brugte hele kvoten af tvangsbegejstring i 00'erne og bare gerne vil passe mit job. 

Kommentarer

Jonas Brincker

17.02.2020 kl. 13.17

Klokker på kontoret er da noget af det mest frastødende, ikke mindst fordi det ikke handler om at skabe begejstring, men mere er en iskold kalkule fra ledelsen om at skabe et miljø præget af konkurrence mentalitet mellem medarbejderne og piske dem til at arbejde hårdere, så de svage bliver hurtigere udstillet og selv kan se, hvor dårlige de er. Går man med på dette, så latterliggør man faktisk sig selv, vil jeg mene.

Jeg synes at det forholder sig anderledes med highfives. Og det har ikke noget med halleluja stemning at gøre - jeg har i hvert fald aldrig oplevet highfives i en kirke, og mener at det er en nedladende og meget fordomsfuld kommentar.

Nej, highfives er da fedt, fordi det altid er noget man selv tager initiativ til, og man gør fordi man gerne vil dele sin glæde og måske et arbejdsresultat med en kollega. Derfor er det en løgn og ren indbildning at påstå, at det er falsk og påtaget. Ville man måske sige det samme om et håndtryk?? Det er en meget negativ holdning at have til sine nærmeste kolleger og samarbejdspartnere og i mine øjne meget mere ekstrem end det man vil kalde "sund skepsis". Nej, jeg vil kalde denne holdning for usund skepsis, og jeg mener ikke man bør generalisere på denne måde. Det er lommefilosofi og pseudovidenskab af værste skuffe. Mere kompetent analyse, ja tak

1 kommentar
0

Jakob

18.02.2020 kl. 11.52

Pseudovidenskab? Analyse?
Det er jo bare en klumme, og den foregiver da ikke at være forskning, eller at kunne generaliseres.

0 kommentarer
1
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Henrik Rose

07.02.2020 kl. 09.33

God artikel!
Og hvornår skal vi fejre at vi har lavet kvalitetsarbejde?

Disruption har med den tidligere statsministers opbakning været værdsat - kvalitetsarbejdet har levet en skyggetilværelse.

Fra World Economic Forum 2020 i Davos, var der et klart signal om behovet for mere ansvarlighed. "Stakeholder Value" frem for alene "Shareholder value", ifølge Jim Hagemann Snabe.

Findes der en interessegruppe for ansvarlighed? Både på samfundsplan og i joblivet?

0 kommentarer
0
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Christianne Brøndholt

07.02.2020 kl. 09.15

TAK for et spot on indlæg! Jeg kunne ikke være mere enig. En lettelse at vide, at der faktisk findes et andet menneske, der også går i stå over skemalagt begejstring!
Troede ikke at de fandtes :-)

0 kommentarer
2
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.