Nej, jeg vil da ikke have high-fives på kontoret

”Hvornår har du sidst givet kollegaen en highfive? Oplev ægte sammenhold og begejstring – book firmatur her,” skrev hun. Et Colourbox-billede af amerikanske medarbejdere med nypressede t-shirts og regelmæssige tænder akkompagnerede updaten.

Hm. Jeg mindes ikke, hvornår jeg har givet highfives på jobbet. Men det er umiddelbart ikke noget, jeg går og savner.

Jeg ved det, fordi jeg indimellem af høflighed besvarer en highfive til cirkeltræning, når jeg er trængt op i en krog: Min hånd klasker mod trænerens som en frossen svinekotelet. Bagefter er det en besudlet kropsdel, som jeg ikke længere kan identificere mig med. Jeg vil gerne yde max, men har vildt svært ved at gøre DGI-sproget naturligt. Jeg taber faktisk tempo af at foregive noget, jeg ikke føler.

Highfive-updaten mindede mig ikke blot om min egen modstand mod skemalagt begejstring. Det gav mig et isnende flashback til alle de gange, hvor jeg er blevet udsat for forskellige variationer af religiøs firmaledelse, i dag vel kaldet purpose-ledelse: Vor kære leder skal lede kætterne ud af mørket og vise dem lyset – det store WHY. Gud er blot erstattet af 'firmaets DNA', de hellige skrifter med firmastrategien og præsterne med mellemledere.

Lad mig give et eksempel: Jeg arbejdede i en amerikansk hotelkæde som sælger. Jeg solgte min popo ud af bukserne, fordi… Ja, det var jeg ansat til. Det var the big purpose. Min glæde blev dog smadret, da jeg et par gange blev trukket frem som 'månedens medarbejder' og fik en flaske vin og besked om, at jeg var firmaets mand, en sand discipel. Jeg hældte vinen i vasken, da jeg kom hjem. Den smagte bittert og nedladende.

Et nyere eksempel er dengang, jeg blev udsat for en mellemleder, der havde været på efteruddannelse. Jeg ved det, fordi hun lavede en update fra kurset, hvor hun skulle lære at dressere heste til at løbe i ring blot via kropssprog. I øvrigt nej tak til den sammenligning... Men fra den ene dag til den anden begyndte hun helt overdrevent at spejle mit kropssprog. Jeg skulle have lavet tegnene fra Y-M-C-A-sangen og set, hvornår hun opdagede, at jeg havde opdaget, at hun forsøgte sig som en form for medarbejderhvisker.

Der var også engang en kollega, der hængte en klokke op på kontoret. Når vi så skaffede en ny kunde eller på anden vis var dygtige, skulle vi løbe glædestrålende hen til klokken og give den gas med klokkestrengen, mens resten af kontoret hujede. Bagefter følte jeg mig beskidt. Heldigvis nåede jeg kun at gøre det én pinefuld gang, før jeg lavede en aftale med min – herligt ægte og menneskekloge – chef om, at jeg bare sendte ham en mail, når jeg havde været kompetent.

Jeg kan nemlig rigtig godt lide at være kompetent og begejstret. Men ikke på de der præmisser, hvor vi marcherer i takt.

Jeg er ikke tvær, uregerlig, jantelovspræget eller ude af stand til at føle begejstring. Jeg er bare nået til et sted i mit arbejdsliv, hvor jeg gerne vil være glad, når jeg er glad, og hvor jeg er gammel nok til at bruge mine kompetencer i strategiens tjeneste – uden staveplader og halleluja-stemning. Jeg vil gerne behandles som en voksen, ikke et barn eller en hest, som pædagogen skal nudge.