Tema: Fyringer
15.1.2020
af
Emma Brink
Foto: Martin Bubandt
Da Jette Hye Johansens afdeling blev flyttet til udlandet, mistede hun ikke bare sit job. Hun blev også bedt om hjælp til at fyre sine 26 ansatte.
En morgen i midten af oktober gik Jette Hye Johansen rastløs rundt på sit kontor. Hun havde sommerfugle i maven. Hendes håndflader var svedige. Hun var bange for, at medarbejderne kunne høre på hendes stemme, hvordan hendes hjerte galoperede derudaf.
Hun gik og talte minutterne til, at den lille viser pegede på 10. For det var i dag, at hele hendes afdeling skulle have den besked, hun selv havde fået fire uger før: At afdelingen skulle udliciteres til Barcelona, og at alle 27 medarbejdere skulle afskediges. Inklusiv Jette Hye Johansen selv.
I dag er det tre år siden, men Jette Hye Johansen husker tydeligt lettelsen, da de øverste chefer endelig gav medarbejderne klar besked, og et kæmpe pres blev løftet fra hendes skuldre. Fire hårde uger med hemmelighedskræmmeri og frustrationer var ovre.
Nedlæggelsen af Jette Hye Johansens customer service-afdeling i teknologivirksomheden Agilent kom i forlængelse af flere afdelinger i virksomheden, der allerede var blevet nedlagt. Og hun havde da også set nogle advarselslamper blinke.
”Jeg begyndte at se signalerne i kontakten med min nye chef i Barcelona. Når jeg gik til ham med idéer, fik jeg ikke noget feedback fra ham. Han ignorerede mig – og den type var han slet ikke. Så jeg kunne godt mærke, at jeg blev sat ud på et sidespor,” siger Jette Hye Johansen.
Så skrev chefen til hende. Han kom til København og ville gerne mødes med hende på et hotel, fordi han havde ’en delikat sag, han ville diskutere med hende’.
”Jeg skrev tilbage, at jeg ikke håbede, at det var noget, jeg ville blive ked af. Det svarede han ikke på. Så da jeg tog af sted den morgen, sagde jeg til min mand, at når jeg kom hjem, så var jeg nok arbejdsløs,” siger hun.
Når medarbejderne kom ind til mig, havde jeg mest lyst til bare at sige: ’Jeg gider ikke forholde mig til det, for lige om lidt bliver du fyret’
Selv om Jette Hye Johansen havde luret, hvad udfaldet ville blive, var det stadig en følelsesladet dag. Hun husker især én detalje, der påvirkede hende meget, da hun skulle møde chefen på hotellet på Frederiksberg.
”Jeg var afsindigt vred over, at jeg ikke kunne finde en parkeringsplads. Jeg var frustreret. Så kom han ikke til tiden, og så sad jeg og stressede over, at jeg kun havde købt parkering til en time. Jeg kom helt op at køre følelsesmæssigt over den der parkeringsplads,” siger hun.
Da chefen endelig nåede frem, kom beskeden ikke som nogen overraskelse. Jette blev fyret. Hele afdelingen skulle afskediges. Og det ville chefen gerne have hendes hjælp til. Hun sagde ja, og de begyndte straks at forhandle betingelserne på plads.
”Vi skulle bare have forhandlingerne overstået i en fart, så jeg kunne komme væk. Væk fra ham og hotellet, så jeg kunne være mig selv,” siger hun.
Gennem hele samtalen med chefen havde Jette Hye Johansen holdt hovedet koldt. Først da hun kom hjem, fik følelserne frit løb.
”Jeg blev ked af det. Og jeg blev ramt af håbløshed. Hvad skulle der nu ske med mig? Jeg var tæt på de 60, og kunne jeg nå at finde et nyt, godt job?” siger hun.
Da hun dagen efter havde fået grædt ud, begyndte hun at tænke meget på en af de store årsager til, at hun sagde ja til at hjælpe med afviklingen af afdelingen – medarbejderne.
”Alle mine medarbejdere begyndte at køre rundt i hovedet på mig. Jeg var så glad for den afdeling og de mange spændende mennesker. Hvordan skulle det gå dem?” siger hun.
Hverdagen startede igen. Kun Jette Hye Johansen og hendes næstkommanderende på arbejdet vidste besked om afdelingens forestående lukning. Det var en tid med masser af webmøder og planlægning.
”Det var en hård, følelsesmæssig periode. Jeg blev nødt til at lægge låg på mine følelser. Jeg kunne godt mærke, at jeg blev mere large. Jeg arbejdede mere hjemmefra, og når vi havde store udfordringer, begyndte jeg at sige til mine medarbejdere, at de måtte sende dem videre til Barcelona,” siger hun.
Jette Hye Johansen blev også nødt til at lyve over for sine medarbejdere, når de kom med idéer og spørgsmål til hende. For ingen måtte vide noget endnu.
”Vi kunne ikke gøre noget i forhold til de ting, der frustrerede dem: Vi kunne ikke sætte nye ting i gang, for vi vidste jo, at det hele snart skulle lukkes. Når medarbejderne kom ind til mig, havde jeg mest lyst til bare at sige, ’jeg gider ikke forholde mig til det, for lige om lidt bliver du fyret,’” siger hun.
Derfor var det en stor forløsning, da medarbejderne endelig fik klar besked. Nu var ansvaret ikke længere hendes. Hun havde gjort, hvad hun skulle.
”Nu kunne vi endelig være ærlige,” siger hun.
Og det endte godt. Hun havde et nyt job, da afviklingen af afdelingen var ovre, og alle hendes tidligere medarbejdere er i arbejde igen.
Det er ikke noget, vi taler om. Det er forbundet med fiasko og barske vendinger om at ’få sparket’ og blive ’smidt på porten’.
Men det er såre almindeligt. Op mod halvdelen af os oplever at få en fyreseddel.
Vi har talt med en række djøfere, der fortæller historien om deres fyringer – hvordan de blev ramt, og hvordan de kom videre.
Og så fortæller eksperter, hvordan ’den moderne fyring’ er blevet professionaliseret – og om en bekymrende tendens, der er begyndt at brede sig.
Ledige stillinger