Det offentlige køber ind for 310 milliarder. Burde pengene pumpes i grøn omstilling?

Både Dansk Erhverv (DE) og Dansk Industri (DI) har tidligere over for Djøfbladet pointeret, at de mange offentlige indkøbsmilliarder kunne investeres mere bæredygtigt. Det vil få danske virksomheder til at udvikle flere bæredygtige løsninger til den offentlige sektor, som i sidste ende også kan sælges til de private forbrugere.

Når erhvervsorganisationerne taler om bæredygtighed, skal begrebet forstås bredt. Det handler om klima- og miljøvenlighed, men også om resten af FN’s verdensmål, der bl.a. fokuserer på ligestilling, fattigdom og uddannelse.

Men er det rent faktisk en god idé at koble offentlige indkøb sammen med bæredygtighed? Og hvad siger Folketingets partier til idéen?

Ingen styrer den enorme muskel

Kommunerne, regionerne og staten bruger de 310 indkøbsmilliarder på alt fra byggeri af skoler og veje til indkøb af mælk og kuglepenne. Tjenesteydelser som fx konsulentbistand er også regnet med. De, der foretager indkøbene, er dels professionelle udbudsjurister, men også helt almindelige ansatte på bl.a. skoler og i børnehaver.

Indkøbene er spredt ud over hele landet. Der findes ikke et centralt kontor, der styrer alle milliarderne, og derfor er der heller ingen, som sidder med et samlet overblik. Området er komplekst, fordi der er meget store forskelle på, hvad indkøberne køber, og hvad de skal kunne.

”Der er en ekstremt stor forskel på at købe en skole og købe nogle økologiske æbler,” som Sönnich Dahl Sönnichsen formulerer det.

Han er ph.d.-stipendiat ved Copenhagen Business School og arbejder på en afhandling om cirkulær økonomi med fokus på offentlige indkøb. Cirkulær økonomi handler om at bevare materialer og produkter i det økonomiske kredsløb med den højest mulige værdi længst muligt.

Sönnich Dahl Sönnichsen ser de 310 milliarder kroner som en enorm offentlig indkøbsmuskel. En muskel, som kan være med til at flytte udviklingen i Danmark i en mere bæredygtig retning. Men også være med til at fastholde den – hvis der ikke sker noget.

Han mener derfor, at DE og DI har fat i noget rigtigt, når de taler om at kombinere bæredygtighed og offentlige indkøb.

”Det kan godt være, at nogle indkøb bliver lidt dyrere i det enkelte budgetår. Men udbud tilrettelagt efter fx cirkulære økonomiske principper kan give mere bæredygtige indkøb til en lavere omkostning i det lange løb – altså besparelser over flere budgetår.”

Kan pengene bruges bedre et andet sted?

Der kan dog være flere faldgruber ved blindt at pådutte de offentlige indkøbere at handle bæredygtigt. Det mener Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring på Aalborg Universitet. Hvis indkøbene fx bliver dyrere, betyder det mindre penge til velfærd og derfor utilfredse borgere.

Det kan også være svært at definere, hvad et bæredygtigt indkøb præcis skal indebære. Er det fx bæredygtigt at købe økologisk mad i de tilfælde, hvor de ikke-økologiske alternativer faktisk er bedre for klimaet? Og hvad med de varer, som ikke kan købes i en bæredygtig variant?

Per Nikolaj Bukh sætter også spørgsmålstegn ved, hvor omkostningseffektive de bæredygtige indkøb vil være – og spørger, om det ikke bedre kan betale sig at bruge pengene andre steder.

”Ekstraprisen, som vi betaler for bæredygtige varer, kan give en relativt lille CO₂-reduktion, i forhold til hvad man ellers kunne få for pengene. Ville det ikke være mere effektivt at investere i el-nettet, så det kan oplade elbiler, end fx at købe CO₂-neutrale elastikker til en skole?” spørger Per Nikolaj Bukh.

Han pointerer, at det nok også er smartere at stille krav til bæredygtighed direkte til de forskellige brancher i stedet for at gøre det indirekte gennem offentlige indkøb. Fx ved at stille klimakrav til taxabranchen i stedet for at kræve, at offentlige rejser skal være klimavenlige.

Hvad siger partierne?

Men hvad siger klimaordførerne fra partierne på Christiansborg til idéen? Djøfbladet har spurgt dem, om de vil bakke op om en lov, som kræver, at alle 310 milliarder indkøbskroner bliver brugt så klimavenligt og bæredygtigt som muligt.

”Nej,” var det korte svar fra Peter Seier Christensen fra Nye Borgerlige. Han formoder, at kravet vil forøge det offentlige budget, hvilket ikke er partiets politik.

Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance vil heller ikke støtte en lov om bæredygtige indkøb, da han mener, at det er vigtigt at sikre, at klimaindsatsen er omkostningseffektiv.

”Altså at vi sørger for, at vi får de størst mulige reduktioner for de penge, vi bruger. At gøre offentlige indkøb grønnere er kun et godt middel, hvis det er en billigere måde at opnå reduktioner på end andre metoder,” skriver han i en mail.

Helt modsat svarer Rasmus Nordqvist fra Alternativet:

”Det er fuldstændig i tråd med vores politik, og vi har selv foreslået det, så det vil vi gerne støtte op om.”

Både Venstre, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og det Konservative Folkeparti ser positivt på idéen. De to sidstnævnte tager dog forbehold for, at det ikke må blive for dyrt.

Radikale Venstre, SF og Socialdemokratiet svarede ikke. Heller ikke klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) havde tid til at svare. En pressemedarbejder fra ministeriet henviser dog til side 5 i forståelsespapiret mellem regeringen og dens støttepartier. Her står der, at regeringen "vil inddrage interessenter" i bl.a. ”… omstilling af den offentlige sektors indkøb, så det i højere grad understøtter den grønne omstilling.”

Flere handler allerede bæredygtigt

Selv om der mangler en overordnet strategi for bæredygtige offentlige indkøb, findes der dog enkelte grønne lyspunkter.

Fx hos Statens og Kommunernes Indkøbsservice (SKI), der har fokus på bæredygtighed. SKI har cirka 40 rammeaftaler, som den offentlige sektor kan anvende inden for indkøb af alt fra it til fødevarer og kontorartikler. Omsætningen fra SKI’s rammeaftaler udgjorde i 2018 cirka 7,6 milliarder kroner.

”På alle SKI’s rammeaftaler stiller vi klare sociale og moralske krav om arbejdstagerrettigheder, lønvilkår, bestikkelse og så videre til leverandørerne. Samtidig stiller vi på hvert eneste indkøbsområde en lang række specifikke krav om bæredygtighed,” forklarer Karina Branner Tegtmeier, der er kommunikationskonsulent i SKI.

Der findes også et ’Partnerskab for offentlige grønne indkøb’. Her samarbejder flere offentlige institutioner, som vil gøre en indsats for bæredygtighed gennem deres indkøb. Partnerskabet blev sat i gang af Miljøstyrelsen i 2006 og repræsenterer i dag 14 kommuner og regioner. De køber til sammen ind for 20 milliarder kroner om året, fortæller Birgit Munck-Kampmann, der er sekretariatsleder for samarbejdet.

Hun mener, at det går for langsomt med at få den offentlige sektor til at købe bæredygtigt.

”Vanens magt er en af de største udfordringer, vi er oppe imod. Indkøbene kan også blive dyrere – alt efter hvordan du regner det ud. Nogle gange er det grønne produkt lidt dyrere, når du anskaffer det, men i mange tilfælde er det billigere i driftsfasen,” fortæller hun.

Hvis hun kunne trylle, ville hun sørge for, at alle kommuner stillede bæredygtige krav til deres byggeprojekter.

”De bygger jo både børnehaver, skoler og hospitaler. Også inden for transport ville de virkelig kunne gøre en forskel.”