Derfor fortæller djøferne ikke om lumre sms’er, dick pics og sexchikane

Djøferne bliver også udsat for sexchikane og krænkende adfærd i det hele taget. Og antallet af henvendelser fra medlemmer om upassende tilnærmelser eller seksuel chikane er steget markant. Tidligere er der maksimalt kommet to henvendelser på et år, men inden for det seneste år har Djøf modtaget 99.

Imidlertid kommer nærmest ingen af sagerne til offentlighedens kendskab – de bliver med et lidt fortærsket udtryk fejet ind under gulvtæppet.

Helene Rafn, lønforhandlingschef i Djøf, har set billeder af kondomer, der blev sendt via sms til et medlem med beskeden: ’Glæder mig til julefrokosten’. Hun har set dick pics og stillbilleder fra pornofilm og en række lumre sms’er. Og hun har talt med et medlem, der fandt ud af, at en medkursist havde taget et billede af hendes brystparti og sendt det videre til en anden kursist.

Men Djøf får også mange henvendelser fra medlemmer, hvor der ikke er beviser for sexchikanen.

Så ofte bliver det ikke til en ’sag’, netop fordi der ingen beviser og vidner er. Men også ofte fordi medlemmet ikke ønsker, at Djøf kontakter arbejdsgiveren – de vil bare gerne have hjælp til at komme væk, fortæller Helene Rafn.

Men når det bliver til en ’sag’, ender det i langt de fleste tilfælde med et forlig, der typisk fører til en økonomisk godtgørelse til det krænkede medlem. Kun yderst sjældent ender det som en sag ved domstolene.

Mundkurv

I de fleste forlig ligger også en aftale om fortrolighed – altså at ingen af parterne må omtale sagen offentligt. Helene Rafns bud er, at det gælder i mindst to tredjedele af sagerne.

Ønsket kommer i langt overvejende grad fra arbejdsgiverne, siger Helene Rafn.

”De betaler for at slippe for en sag, men ofte betaler de også for at få ro omkring sagen. Men i de situationer, hvor medarbejderne gerne vil fortælle om deres syn på sagen offentligt, kæmper vi selvfølgelig imod.”

Helene Rafn fortæller, at hun faktisk lige nu har en afskedigelsessag – dog ikke om sexchikane – hvor dét, parterne 'slås’ om, ikke er penge, men hvorvidt medlemmet bagefter må gå ud og fortælle, hvad der skete.

Det hører dog til sjældenhederne. Medlemmet vil typisk bare gerne have lukket sagen for at komme videre, siger Helene Rafn.

”Der er jo ingen grund til at trække et medlem gennem en retssag, som måske tager et år eller halvandet, hvis man får et tilbud om en pose penge her og nu, som gør, at sagen kan blive lukket hurtigt og på en fordelagtig måde.”

Ord mod ord

Helene Rafn rådgiver privatansatte Djøf-medlemmer. Også på det offentlige område fører sexchikanesager ofte til forlig og også tit med en aftale om fortrolighed, fortæller chefkonsulent Lars Mørup Petersen.

Men hvordan kan det være i medlemmets interesse at indgå sådan en fortrolighedsaftale?

”Tit er det jo en forudsætning for at lave aftalen. Det sker ikke så ofte, at vi sidder med en sag, hvor arbejdsgiver anerkender fuldt ud, at der har været udøvet sexchikane. Men det er selvfølgelig klart, at de ikke betaler noget, hvis ikke de føler nogen form for skyld eller forpligtigelse. I en del tilfælde kan det bare være svært for os at føre beviser, der vil holde i en eventuel retssag, og så får medlemmet intet,” siger han.

Hvis det derimod handler om en ligebehandlingssag, hvor et medlem fx er blevet fyret, mens hun eller han har været på barsel, gælder den omvendte bevisbyrde. Det vil sige, at det er arbejdsgiver, som skal bevise, at afskedigelsen ikke har noget med barslen at gøre, fortæller Lars Mørup Petersen.

”Så kan vi nemmere sidde med armene over kors og sige: ’Du har ikke løftet bevisbyrden.’ Men det er os, der skal sandsynliggøre det, hvis der er foregået sexchikane i arbejdstiden. Og hvis der ikke har været vidner, og det fx drejer sig om en medarbejder og en chef, og chefen afviser at have gjort noget, vil sagen typisk falde på manglende bevis.”

Der er også sager, hvor det er Djøf-medlemmer, der selv bliver beskyldt for at begå chikanøs adfærd, fortæller Helene Rafn.

”Dem går vi selvfølgelig også ind og bistår og forsøger at finde den bedste mulige løsning på i den konkrete situation.”

I de tilfælde kommer et eventuelt ønske om fortrolighed fra medlemmets side.

”Ingen har jo lyst til at sige, at de er blevet afskediget på grund af en sexchikanesag,” som Helene Rafn siger.

Kun toppen af isbjerget

At Djøf nu modtager langt flere henvendelser om seksuel chikane og upassende adfærd, hænger formentlig sammen med MeToo-bevægelsen, vurderer Edith Jakobsen, arbejdsmarkedspolitisk chef i Djøf. Hun peger på, at bevægelsen – med lidt forsinkelse – har givet flere kvinder et rygstød til at gå til deres fagforening med grænseoverskridende oplevelser.

”Når det er sagt, tror jeg kun, vi har set toppen af isbjerget, da det i så mange år har været et tabubelagt og underbelyst område i Danmark.”

Edith Jakobsen peger på, at særligt unge kvinder er udsat. En ny Gallupundersøgelse fra Berlingske viser, at 48 % af kvinderne mellem 18 og 35 år har oplevet sexisme på arbejdspladsen.

”Og når de starter med sådan en oplevelse i deres første job, har det jo en enorm betydning for deres tillid og tro på deres egen værdi på arbejdsmarkedet fremover. Derfor kan det ledelsesmæssige ansvar ikke overvurderes i arbejdet med at sikre kulturer med nultolerance over for en opførsel, hvor særligt unge kvinder er jaget vildt.”

Men hvad gør Djøf så for, at de her sager ikke bare bliver fejet ind under gulvtæppet?

”Området fylder en del i vores politiske interessevaretagelse, så det er der ingen fare for.”