Det usynlige problem på arbejdspladsen – og hvad du kan gøre ved det

Husker du at sige hej? Og invitere alle med til de rigtige møder – og til frokost? Uanset om der er tale om bevidste valg eller rene forglemmelser, kan det nemlig være den slags små ting, der fører til anstrengte relationer på arbejdspladsen og med tiden ender som mobning.

Djøfbladet har talt med tre, der alle selv har oplevet at blive mobbet på deres arbejde. Samtidig har vi bedt nogle af dem, der hjælper mobbeofre og arbejdspladser, give gode råd til, hvad man kan gøre for at forhindre mobning.

Forfatteren, der blev mobbet og skrev en bog om det

”Jeg tænkte: ’Jeg bliver aldrig menneske igen.' Der var en grundstemning af fravær af glæde og et fravær af livsgnist dybt inde i mine knogler.”

Sådan forklarer Christian Jungersen, hvad mobning gjorde ved ham.

”Det værste er de der små ting, som du har svært ved at forklare. Men efter en hel dag, hvor alle kun svarer én med enstavelsesord og undgår øjenkontakt, føler man sig som et spøgelse. Man går rundt – men er ikke til stede. Og når det har stået på nogle måneder, er man fuldstændig smadret.”

Med afsæt i egne erfaringer skrev Christian Jungersen romanen ’Undtagelsen’ om mobning i en NGO. ’Undtagelsen’ indbragte ham både de Gyldne Laurbær i 2004 og blev solgt til udgivelse i hele verden. Og nu er den også blevet filmatiseret og har netop haft premiere.

Christian Jungersen har kopieret mange replikker og oplevelser fra den arbejdsplads, hvor han selv blev mobbet. Og hans roman har for alvor været med til at kaste lys på, at mobning ikke kun er noget, der foregår blandt børn.

Siden ’Undtagelsen’ kom på gaden, er Christian Jungersen gang på gang blevet mødt med bemærkningen: ’Christian, man skulle tro, du havde været inde på min arbejdsplads!"

Mobning gør så forbandet ondt. Det har Christian Jungersen selv erfaret, og det har han hørt fra rigtig mange andre.

”Vi skal være opmærksomme på, hvor alvorligt mobning kan påvirke mennesker. Hvordan det kan nedbryde et menneske – mere end stort set alt andet. De år, hvor jeg var udsat for mobning, var nok de mest ulykkelige år i mit liv. Hvis man havner i en situation, hvor der er nogle kolleger, som af den ene eller anden grund begynder at spejle én, som om man er et rent nul, så styrter man i grus som identitet og som menneske. En stor del af det handler jo om dét, vi bliver til i andres øjne.”

Men vi skal også være klar over, at det er noget, vi alle sammen kan komme til at udsætte en kollega for. Christian Jungersen tror, at han i alle mulige andre sammenhænge kunne være blevet venner med hende, der i sin tid mobbede ham.

”Mobbere er ikke nødvendigvis onde mennesker. Jeg har også været med til at mobbe. Det er jeg slet ikke stolt af – overhovedet. Men det har jeg. Ikke af ondskab, men af dumhed. Og måske også af passivitet. Og fordi man følger med flokken.”

Men det er de små ting, der til sammen fører til mobning. Derfor er der også gået lang tid med at omsætte bogen til en film, selv om store instruktører og manuskriptforfattere har forsøgt sig.

”Bogen består af konflikter om, hvorvidt døren skal være åben ind til kopirummet eller ej. Om hvem der bliver inviteret med til at spise et rundstykke om morgenen, og hvem der ikke gør. Ting, som de ikke kunne finde ud af at gøre til et drama. Men det er jo fucking liv eller død, det handler om,” siger Christian Jungersen.

Sophie blev mobbet og er stadig ramt

Sophie kunne sidde i dagevis på sit kontor, uden at der var en eneste inde hos hende. Hun blev ikke inviteret med til frokost, og var hun endelig med til et møde, var det, fordi hun havde været i de andres kalendere for at finde ud af, at der overhovedet var et møde og siden selv måtte insistere på at komme med.

Hun fik ikke nogle arbejdsopgaver og følte sig helt overflødig.

”Før min barsel havde jeg en masse at lave, men nu blev min viden slet ikke brugt længere. Jeg ved ikke, om det blev gjort i en ond mening, men jeg blev skubbet ud på et sidespor på en arbejdsplads, hvor jeg før havde været rigtig glad for at være.”

Sophie talte ad flere omgange med chefen om de manglende opgaver. Det kom der ikke rigtig noget ud af, bortset fra at hun kom med på nogle projekter, som en af de andre styrede.

”Så sad jeg igen der på sidelinjen uden at ane, hvad jeg skulle.”

Hun begyndte at få ondt i maven, så snart hun nærmede sig arbejdspladsen. Hun blev nemt ked af det. Og selv om hun stort set ikke lavede noget, var hun bare så træt, og der skulle ikke særlig meget til, før hun tabte tråden.

Det sociale fik hun ikke italesat over for chefen – det var ikke nemt at sætte ord på uden at lyde som en klynker, syntes hun.

Det var og er i det hele taget svært at sætte ord på, fordi det var en masse små hændelser, der tilsammen gjorde hende usikker og fik hende til at føle sig tilovers.

”Selv når jeg taler med dig nu, tror jeg, du tænker: ’Nåh ja, så var det vist heller ikke værre'. Sådan havde jeg det også i starten, når jeg kom hjem og fortalte om det til min mand. I lang tid vendte jeg det indad og bebrejdede mig selv for de ting, der skete.”

Det var først, da hun kom til psykolog, at ordet mobning pludselig gav mening. Før var hendes antagelse:

”Man bliver sgu da ikke mobbet, når man er voksen.”

Men jo, det kan man altså godt, erfarede hun.

”Da min psykolog sagde til mig: ’Sophie, det er jo mobning, du fortæller om’, faldt det hele på plads for mig.”

Sophie startede hos psykologen, efter hun knækkede sammen på arbejdet og endte med at være sygemeldt i fem uger.

Det var dagen, hvor den ene af hendes to kolleger havde fødselsdag.

”Jeg så i deres kalendere, at de havde booket halvdelen af dagen til at gå ud og spise frokost – uden mig. Jeg kan sagtens se, at jeg ikke var en del af deres nære venskab, men jeg sad bare igen med følelsen af at blive udelukket fra alt. I sig selv var det måske ikke noget særligt, men det var dråben for mig.”

Efter sit sammenbrud sendte Sophie en mail til sin chef om årsagen til hendes sygemelding. Og da hun kom tilbage, havde arbejdspladsen lige lanceret en ny mobbepolitik. Men i hendes tilfælde blev mobning aldrig italesat – kun af hende selv.

”Den ene af mine kolleger sagde, at jeg jo bare kunne have sagt det, hvis jeg havde følt mig udenfor.”

Sophie fandt heldigvis overskuddet til at tage kontakt til et rekrutteringsfirma, og kun knap en måned efter sygemeldingen blev hun tilbudt et nyt job. Et job, som hun stadig er i, og som hun er meget glad for både fagligt og socialt.

I starten blev hun helt overrasket over, at hendes nye kolleger gik samlet ned og spiste frokost sammen hver dag.

”Men det har taget mig lang tid at kunne slappe af blandt mine kolleger, og jeg kan stadig blive nervøs for, om jeg gør eller siger noget galt. Jeg har fået et hak i min opfattelse af min faglighed og kan mærke, at jeg har større behov for at blive værdsat, end jeg havde tidligere.”

"Man skal ikke have ondt af mig," siger Sophie. Men hun kan stadig få snerten af den overbevisning, der fortæller hende, at det var hendes egen skyld, at hun blev holdt udenfor.

Rådgivningschefen fra Djøf

Oplevelsen af at blive holdt udenfor kan Mette Knudsen, rådgivningschef i Djøf, godt genkende fra en række samtaler med medlemmer, der har været udsat for mobning på arbejdspladsen.

”Mange af dem, vi taler med, har svært ved at sætte ord på mobningen. Det er jo ikke på den måde, at nogen skubber til dem eller tømmer en skraldespand på deres skrivebord. Det er noget hårfint og typisk en fornemmelse af ikke at være en del af en gruppe eller af at være overset,” siger Mette Knudsen.

Hun fortæller, at mobbeofre ringer og har det rigtig skidt, men har svært ved at sætte fingeren på én ting, der lyder voldsom.

”Så reaktionen hos dem selv og hos dem, de fortæller det til, er typisk: ’Nå okay, der blev ikke lige sagt hej, da du kom, men kunne du så ikke bare selv sige hej?'. Eller ’de rykkede ikke sammen til fredagsmorgenmaden, da du kom, men kunne du så ikke bare sige: ’Hov, kan der lige blive plads til mig’?' Det er enkeltstående situationer, der er nemme at bortforklare eller møde med et: ’Er du ikke lidt sart?’”

Og derfor er de ofte så langt ude, at de har svært ved at finde en vej tilbage, når de tager fat i Djøf, siger Mette Knudsen.

”Ulempen er, at der, hvor vi normalt kommer ind i forløbet, handler det ikke længere så meget om selve mobningen – det handler mere om en langtidssygemelding eller en afskedigelse, og de vil typisk bare gerne have hjælp til at komme væk.”

Derfor lyder hendes opfordring:

”Lyt til dig selv. Jeg tror, vi har en god fornemmelse af, om vi er en del af et fællesskab eller en gruppe. Og hvis du får ondt i maven, når du møder på arbejdet eller er sammen med en navngiven kollega, er der jo et eller andet galt.”

Mette Knudsen har også et opråb til alle os andre:

”Det er vigtigt ikke at pege fingre og sige, hvis skyld er det her? Det vigtigste er, at vi lytter til hinanden. Hvis nogle ytrer sig om det, skal det tages alvorligt – også selv om det kan lyde småt.”

Mobbeforskeren

Helt enig, lyder det fra Eva Gemzøe Mikkelsen, erhvervspsykolog og lektor i arbejds- og organisationspsykologi ved SDU, hvor hun forsker i konflikter og mobning på arbejdspladsen.

”Meget af den mobning, der er på akademikerarbejdspladser, vil typisk være indirekte – noget, du kan snakke dig ud af. Hvis en kollega siger til dig: ’Hvorfor blev jeg ikke inviteret til det møde?' Kan du sige: ’Ups, det glemte jeg’. Det kan du godt slippe af sted med flere gange,” siger Eva Gemzøe Mikkelsen.

Sådanne handlinger har en maksimal effekt, men en minimal risiko for den person, som udsætter en kollega for dem.

”Det er ikke noget med, at du står og råber: ’Dumme svin’. Gør du det, så ved du, at du får et problem. Men hvis du bagtaler en kollega til chefen eller ’glemmer’ at invitere vedkommende til et møde, kan det stå på i længere tid, uden at nogen reagerer på det.”

Hun siger, at mobningen i djøf-verdenen nok typisk udspringer af det, der betegnes som ’konfliktmobning’.

”Jeg har næsten 20 års erfaring som konsulent i mobbesager, og langt de fleste bunder i en konflikt, som ikke er blevet løst. Det kan begynde med, at man er uenig med en kollega om noget fagligt, fx hvordan kerneopgaven skal udføres. Bliver uenigheden ikke løst, kan det udvikle sig til en konflikt, som kan ende med at én eller begge parter oplever sig mobbet.”

Når det gælder konfliktmobning, kan vi alle ende som den, der bliver udpeget som mobber, siger Eva Gemzøe Mikkelsen.

”Vi ved fra forskningen, at mobning generelt ikke er, at en ond person mobber en svag og sårbar medarbejder. Jeg har haft mange sager om mobning og har også coachet ledere og medarbejdere, som er udpeget som mobbere. Men jeg har aldrig mødt mennesker, som kunne mistænkes for at være ’onde’.”

Hun siger, at mobning i langt de fleste tilfælde bunder i en negativ kultur på arbejdspladsen og et dårligt psykisk arbejdsmiljø.

”Det første kan være en negativ omgangstone, udpræget konfliktskyhed og en usund feedbackkultur, det sidste fx uklarhed i roller og ansvar, lav ledelseskvalitet og jobusikkerhed.”

Så kan alle i princippet blive mobbere eller mobbeofre?

”Helt generelt – ja. Men jeg tror nu ikke, at jeg vil gå så langt som at sige, at alle kan blive mobbere. Jeg tror, at der er personer, som aldrig selv vil mobbe, og som heller ikke vil se passivt til, hvis en anden mobbes. Omvendt er der mange, som af frygt for selv at blive ramt måske griner med eller ikke griber ind, når en kollega bliver hængt ud. Så alle kan blive oplevet som mobbere, hvis kulturen på arbejdspladsen er til det.”

Eva Gemzøe Mikkelsens umiddelbare råd er: Sig fra og gør det med det samme. For det kan være med til at stoppe en destruktiv tone på arbejdspladsen og slippe det, der måske kunne være starten på mobning.

Men igen kan det være svært som ene person hele tiden at skulle sige fra, hvis der er en kultur på arbejdspladsen, hvor det er okay at komme med småperfide bemærkninger, eller hvor der er en masse ’bag-om-ryggen’ snak, siger hun.

”Her er det vigtigt, at man som arbejdsplads har en dialog om omgangstonen, konfliktløsning og håndtering af krænkende handlinger. Og at lederne viser, at de er åbne for nye input og konstruktiv kritisk feedback. Der skal også udarbejdes en mobbepolitik. Med en sådan i ryggen er det meget nemmere at sige fra, hvis man føler sig krænket eller mobbet, og at gribe ind, hvis man er vidne til krænkende handlinger.”

Så det er bare med at komme i gang, hvis ikke man har en mobbepolitik. Mobning har nemlig store konsekvenser både for den enkelte og for arbejdspladsen, siger Eva Gemzøe Mikkelsen.

”Forskningen viser, at mobning kan føre til angst, depression, selvmordstanker og selvmordsforsøg. Der er også helt klare indikationer på, at mobning kan føre til posttraumatisk stress. Mobbede har også højere risiko for at udvikle diabetes 2 og hjertekarsygdomme. Mobning giver øget sygefravær og lavere effektivitet. Og hvis en medarbejder ender med at forlade arbejdspladsen, koster det penge og tabt viden.”

Sinnet vil hjælpe andre mobbede

Sinnet Bødewadt har også været udsat for mobning, men siger, at hun er 95 % okay i dag. Hendes ’mobbealarm’ kan dog godt stadig blive aktiveret ved en handling, en stemning eller en kommentar.

Hun er ved at etablere sig som selvstændig rådgiver af personer, der har været udsat for mobning. Hun vil gerne dele nogle tip til, hvad hun indimellem stadig gør, når hendes ’mobbealarm’ sætter i gang.

Hun fortæller, at hun selv mærker det ved, at hendes puls stiger, og hun får en ’stramning’ i maven. Så snart hun mærker ’mobbealarmen’, begynder hun at fokusere på at ånde ind og tælle til seks, holde vejret og tælle til seks og ånde ud og tælle til seks. Efter et par runder er pulsen faldet, og så gør hun noget pudsigt; for at skifte fokus siger hun til sig selv inde i hovedet: Tro, håb og tryllestøv. Det får hende til at smile og tænke på Peter Pan.

Sinnet har også en strategi til mødet med en, der mobber:

”Jeg mærker følelsen (den føromtalte, red.) kort, parkerer den og venter med at analysere den, til jeg kommer hjem. Jeg forestiller mig i stedet, at jeg aldrig har mødt vedkommende før. Jeg er nysgerrig på vedkommende og begynder at spørge ind til, hvad hans eller hendes behov er. Jeg sender en indre velsignelse af vedkommende – det sender positive kemikalier ud i kroppen i stedet for stresshormoner.”

Når Sinnet kommer hjem, laver hun sin åndedræts-øvelse og genkalder sig følelsen fra mødet med sin mobber.

”Jeg mærker følelsen, studerer den, og efter et lille stykke tid giver jeg slip på den og så ryster jeg den simpelthen af mig."