Djøf-kritikeren, der blev djøfer

Da Marianne Skov Iversen læste til sygeplejerske, foregik en del af uddannelsen i den hvide kittel på hospitalsgangene. Her havde hun den oplevelse, at beslutninger om fusioner, om-organiseringer og besparelser blev taget meget langt væk fra hospitalspersonalets virkelighed.

”Jeg husker, at jeg tænkte, at de, der havde truffet de her beslutninger, da simpelthen ikke havde forstand på noget som helst. Jeg syntes ikke, at der var nogen forståelse for, hvad det var for en praksis og virkelighed, vi stod i. Jeg mente, at der var brug for helt praktisk viden for at kunne træffe endnu bedre beslutninger, og jeg tænkte, at det måtte jeg simpelthen kunne gøre bedre selv,” siger hun.

Så året efter at hun blev færdiguddannet som sygeplejerske, startede hun på statskundskab i Aarhus. Organisationsudvikling på det sundhedsfaglige område var hendes drive, og det har hun beskæftiget sig med gennem det meste af sit arbejdsliv.

Hun startede ud internationalt i WHO, siden nationalt i Socialstyrelsen og arbejder nu i Helsingør Kommune, hvor hun er organisationskonsulent ved Helsingør Rehabiliterings- og Træningscenter og ofte trækker på metoderne fra statskundskabsuddannelsen.

Organisationsudvikling er svært

I dag ser Marianne Skov Iversen sin kritik af organisationsudviklingen på hospitalet som sygeplejerskestuderende som en lidt naiv refleksion. For hun ved i dag, hvor svært det er at føre gode udviklingsidéer ud i livet.

”Jeg har tidligere siddet som så mange andre og hevet mig i håret, når vi skulle implementere nyt, og tænkt: ’Hvorfor skal det være så svært? Kan de ikke bare tage sig sammen ude i den der driftsafdeling?’” siger hun og fortsætter:

”Men i dag forstår jeg 100 procent, hvorfor der er så mange udviklingsprojekter, der kuldsejler. For når en idé – uanset hvor god den er – rammer driften ude i organisationen, så sker der bare ofte noget andet, fordi virkeligheden ser anderledes ud. Det er nemt nok at starte nyt op, men fastholdelsen af det nye, det er straks noget andet.”

Hun sammenligner det med en slankekur: Det er nemt nok at begynde, men det kan være svært at blive ved.

”Jeg tror, at det er lidt undervurderet, hvor svært driftsudvikling er. Vi er mennesker, og det er nemmest at gøre det, vi altid har gjort. Driftsudvikling handler om, at nogle mennesker skal gøre noget anderledes, end de plejer. Det er ikke altid nemt,” siger hun.

Styrken ved to fagligheder

Det er også her, i organisationsudviklingen, at Marianne Skov Iversen især mærker, at hendes to fagligheder spiller godt sammen.

Fra statskundskabsstudiet har hun en rygsæk af metoder at trække på. Hun har forståelsen for, hvad en organisation er, hvordan den fungerer, og hvilke barrierer der opstår, når man vil skabe forandring.

Fra sygeplejerskefaget har hun viden om, erfaring med og forståelse for, hvordan lægers, sygeplejerskers og andet sundhedspersonales hvide verden ser ud. Og dermed forståelse for, hvilken verden udviklingsprojekter skal ud og fungere i.

Først og fremmest djøfer

Det kan give respekt fra sundhedsfaglige kollegaer, når de finder ud af, at Marianne Skov Iversen også er uddannet sygeplejerske. Hun tror da heller ikke, at hendes nuværende kollegaer ser hende som djøfer. De ser hende som sygeplejerske.

Sådan ser hun ikke sig selv.

”De jobs, jeg har haft, er djøf-jobs. Jeg har trukket på min sygeplejerskeuddannelse, men jeg er først og fremmest djøfer,” siger hun.

Marianne Skov Iversen kender til begge brancher, og hun synes, at det er ærgerligt, når de omtales som henholdsvis kolde og varme hænder. For opdelingen bidrager ikke med noget positivt.

”Jeg vil frygtelig gerne væk fra den kategorisering af hænder – for vi har brug for dem alle. Vi har brug for dem, der varetager driften, og vi har brug for dem, der understøtter og udvikler den. Hvis jeg skal lave god kvalitetsudvikling i det hus, jeg er i nu, så skal jeg have overblikket, og jeg skal kunne understøtte plejepersonalet i udviklingen. Men det er stadig personalet og ikke mig, der står for driften,” siger hun.