Jeg søgte hendes blik over den stjernedyre gin og tonic, da hun sugede i rørepinden. Hendes ansigt blev helt hulkindet og munden spids, før hun registrerede, det ikke var et sugerør. Så slap hun og rettede lidt febrilsk på sin kjole.
Jeg havde for fem sekunder siden gjort det samme. Og håbet, ingen af de fine, rige mennesker fra erhvervsjetsettet havde set det og tænkt, at jeg åbenbart skulle have været til bamsefødselsdagsfest, ikke på sponsortur på et femstjernet hotel i Milano.
Søgte hendes øjne efter sådan et Tove Ditlevsen/'Barndommens gade'-moment: "Finder du én med det samme blik, skal du vide, han er din ven."
Men hun var ikke min ven. Hun lod som ingenting.
Hvilket var fair nok. Hvorfor save den guldbelagte gren af, man sidder på – om end vægten af lavere socialklasse i rygsækken får den til at bøje mod jorden.
Det er i øvrigt også frygteligt irriterende, når fortiden ubelejligt bider dig i haserne. Lidt ligesom når barndomsveninderne ødelægger en god scoring ved at afsløre over for fyren, at du altid har hadet hunde, efter at du i to timer har virket enormt interesseret og hjertelig i en samtale om hans engelske bulldog.
Jeg kunne sådan set godt have afsløret for rørepind-damen, at det var mission impossible at bluffe sig til at være én af dem. Vi havde det hyggeligt, javist. Men uanset hvor meget sådan nogle som os anstrenger os, så vil det altid være som at holde sig fast i vingen på et lettende fly, mens de andre sidder lunt derinde.
Derfor sad jeg bare og kiggede, inden vi skulle i La Scala og opleve en opera. Ergo: Jeg klappede, grinede og nikkede på de rigtige tidspunkter efter bedste beskub. Tys, Mette. Hvis du altså vil være med i hulen for en stund…
For små ord afslører dig. Fx tror folk som mig, at man kan bruge 'Den gule enke' som eksempel på en dyr champagne. Der er langt bedre på markedet. Rent prol er det vel også, at jeg selv har lagt neglelak og virkelig aldrig har haft forskellige rødvinsglas til forskellige druer. Det er Bourdieu for begyndere: Når almenheden får råd og kendskab til et statussymbol, så er overklassen videre. Det er don Quijotes kamp mod vindmøllerne (en sammenligning, jeg aldrig bruger live, da jeg altid kommer i tvivl om udtalen, hvilket straks sender mig tre kilometer ned ad status- og karrierestigen).
Du vil bare altid være bagefter på point, når der ikke var klaver i dit hjem, adgang til privatskole, et abonnement på en landsdækkende avis, et selvfølgeligt forhold til at læse klassikere, ture på museer, en far, der lige kunne ringe til sine venner på Politiken og LEGO om en praktikplads osv.
Tove Ditlevsen slog igennem, men hovedsageligt hos jævne folk. Parnassets favoritter er til stadighed folk som den adelige Blixen.
Jeg har ikke fået alle vaccinationerne i mit pas, der skal til for at komme helt ind i landet af mælk og honning. Jeg kommer højst til at pikke lidt på ruden. Og det er vigtig viden.
For der kommer mere balance i karrieren og sindet, når man erkender og står ved sin Tove.
Også i La Scala i en Ilse Jacobsen-silkekjole, en oppustet fjerdragt.
