”Som nyansat er det faktisk rart, at det hele går i slow motion”

Da Gerd Christiani i slutningen af februar takkede ja til et nyt job, fortalte hun sin kommende leder, at hun ikke ville være i Danmark i de første uger af ansættelsen. I begyndelsen af april ventede nemlig en togrejse til Gardasøen, hvor hun skulle klatre.

Coronavirussens udbredelse i Norditalien gjorde, at hun havde en vis frygt for, at ferien ville ryge i vasken. Men ellers fyldte COVID-19 ikke det store i hendes tanker, og hun koblede slet ikke sygdommen til sit snarlige jobskifte.

Da statsminister Mette Frederiksen d. 11. marts holdt pressemøde om nedlukning af store dele af Danmark, havde Gerd Christiani bare timer tidligere stået i en klatrehal på Refshaleøen og tænkt over, hvorfor de dog var så mange mennesker samlet i hallen. Hun havde dog stadig ingen fornemmelse af, at nedlukningen ville få konsekvenser for hendes nye job.

Det har den imidlertid vist sig at have på flere planer. Som Key Account Manager i Københavns Erhvervshus skal hun forbinde arbejdsgivere og jobsøgende – en opgave, der er markant anderledes vilkår for at løse her blot halvanden måned efter jobsamtalerne. Og samtidig har selve opstarten på jobbet været helt usædvanlig.

”Den første dag blev jeg mødt på fortovet i Nyropsgade af én kollega. Hun havde brygget kaffe, som vi så kunne indtage to meter fra hinanden. Huset var fuldstændig tømt for mennesker, bortset fra at der gik et par håndværkere på første sal, hvor vi så det sted, jeg skal sidde på et eller andet tidspunkt. Det var et dejligt storrumskontor med en masse skærme – og ikke et øje.”

Masser af baby steps

Ud over kaffetåren i det tomme hus har hun kun mødt de 18 kolleger i teamet på en skærm. Men selv om hun aldrig har prøvet noget lignende i et nyt job, er det egentlig ikke så skidt.

”Når man er nyansat, er det faktisk meget rart, at det hele går i slow motion. Hvis man skal rundt og give hånd til alle på etagen, bliver man fuldstændig bælgøjet, træt i smilemusklerne og helt tør i halsen af at sige hej. Og bagefter kan man alligevel ingenting huske,” siger hun.

Hvad de nye arbejdsopgaver angår, er Gerd Christiani også begyndt i lavt gear. Hun får introduktion til de forskellige kommunale it-systemer, hun skal bruge – men ellers er hun nødt til at væbne sig med tålmodighed.

”Mine kolleger knokler med at være til rådighed for alle de københavnske virksomheder, men beskæftigelsesindsatsen er sat meget på pause. Det har jeg været klar over hele vejen, så jeg har haft mulighed for at indstille mig på, at alt nok ville blive lidt anderledes. Jeg har måske været lidt mindre nervøs for at skulle starte, fordi jeg har vidst, at jeg ikke skulle begynde med et brag. Der er en masse, der venter mig, når virkeligheden en dag rammer os igen – men jeg kan lidt bedre rumme det hele, når det sker, fordi jeg nu får lov at tage en masse baby steps alene.”

Jobcenterets forlængede arm

Når en eller anden form for normaltilstand indfinder sig på ny, skal Gerd Christiani være ”jobcenterets forlængede arm”, som hun formulerer det. Og ikke mindst skal hun kende de københavnske virksomheder godt.

”Jeg skal ud at tale med en masse mennesker hos virksomheder, uddannelsesinstitutioner og andre arbejdsgivere og sige ’kunne det ikke være interessant at få ansat en X hos jer?’”

Hvilken betydning tror du, at coronakrisen får for det arbejde?

 ”Efter at vi for ganske kort tid siden var i en højkonjunktur med meget få ledige, kommer vi nok desværre til at se en masse nye arbejdsløse. På den måde bliver der mere at lave for mig på den anden side af det her. Samtidig vil der nok også være en del virksomheder, der har så travlt med at komme ovenpå igen, at de ikke har tid og energi til at skulle være i kontakt med Københavns Erhvervshus og derfor synes, det er forstyrrende, at jeg ringer. Så kan det være en desto vigtigere opgave for mig og mine kolleger at hjælpe til med at klare noget administration ved rekrutteringer, der alligevel skal gennemføres. Men det er virkelig svært at gisne om nu. Og jeg hører også fra mine nye kolleger, at mange virksomheder har vanskeligt ved at overskue, hvordan deres situation egentlig ser ud.”