"Jeg har sunget for lidt"

Jeg er bange for, at jeg var lidt af en morakker i studietiden. Det hænger nok sammen med, at jeg ikke var skoletræt, fordi jeg blev hjemmeundervist fra jeg var 8 år, til jeg blev 13. Jeg måtte selv bestemme, om jeg ville lave noget. Hvis vejret var godt, gik jeg ud og legede og passede mine dyr og sejlede på fjorden. Og så fik jeg engang imellem en bog af min mor, som jeg skulle skrive en stil om.

En af de værste perioder i mit liv var, da jeg lige var blevet medlem af Folketinget. Ledelsen inddrog os ikke på nogen måde – overhovedet. Jeg syntes, at jeg spildte min tid helt vildt, og jeg følte, at jeg blev dummere og dummere. Det samme skete i min første tid som medlem af Europa-Parlamentet. Men i begge tilfælde fandt jeg ud af at beskæftige mig selv. Det havde jeg lært som barn. Og jeg har tit tænkt på, at det er en vigtig egenskab. Man skal kunne beskæftige sig selv og ikke blive sur over, at der ikke er nogen, der kommer og sætter én i gang med noget. Det er bl.a. derfor, jeg har skrevet 11 bøger og i tusindvis af kronikker og klummer.

Jeg er stor modstander af spindoktorer. I dag omgiver ministre sig med spindoktorer i stedet for at snakke med medlemmer af Folketinget, der ellers både kan tænke og skrive, og som nok er mindst lige så gode rådgivere, som spinddoktorer er. Jeg begriber det ikke. Det var galt i Løkkes tid, og det er stadig galt.

Som ung gik jeg på mange måder imod partilinjen. Men da jeg blev minister og ordfører, opdagede jeg, at hvis jeg ville have de andre til at følge mig på min boldgade, var det nok klogt, hvis jeg også fulgte dem, når de var på deres boldgade. Sådan er politik jo – alle kan ikke køre deres eget løb, når der er 179 medlemmer af Folketinget.

Jeg er indædt modstander af enhver form for akademikersnobberi og uddannelsessnobberi. Gang på gang kommer ministre og siger, at nu skal vi gøre noget særligt for akademikere, fordi de er en særlig resurse. Men skulle de virkelig være bedre end andre? Hvad er det for noget snak? Jeg elsker Holberg og Grundtvig, fordi de bekæmpede akademikersnobberiet, og alligevel er vi i helt urimelig grad nedsænket i et akademikersnobberi i dag.

Det er aldrig embedsmændenes skyld. Det er altid nogle slatne politikere, der er skyld i, når noget har fået lov til at flyde. Jeg har i den grad været glad for mit samarbejde med embedsmændene.

Jeg hader klikedannelser. Engang i 70'erne var der én, som sagde til mig, at jeg skulle skaffe mig et netværk – jeg skulle have nogle, der ville støtte mig, og så kunne jeg støtte dem. På den måde kunne jeg blive formand for Venstre og senere statsminister. Hvis jeg havde fulgt hans råd, tror jeg også, det var gået sådan. Men jeg hader det der med at skulle skaffe sig nogle allierede for at kunne skubbe nogle andre væk – det, som VU’erne er så gode til, og som nogle af dem bliver ved med, når de kommer ind på Christiansborg. Det gider jeg ikke. Det er nok også derfor, jeg er så holdbar og er den, der har været minister i længst tid siden 1901.

Jeg er ikke intrigant. Og jeg har heller ikke været en trussel for ledelsen – jeg har været en god holdspiller. Og sommetider også en meget underholdende holdspiller.

Jeg har været en enspænder, men jeg har ikke været en ballademager. Jeg har skaffet mig et vist albuerum – man har accepteret mig, som jeg er. Én, der kan selv og vil selv. På godt og ondt. Der er områder, hvor jeg ikke er enig med mit parti, men det går jeg ikke ud og lufter offentligt, fordi jeg respekterer, når de fleste mener noget andet end jeg.

Jurister er plagsomme. Men det er med jurister på samme måde, som Benny Andersen siger, det er med kærligheden: ’Det er besværligt med, men det er værre uden.’ Jeg kan huske, at jeg havde en departementschef, der også var lidt træt af jurister, og derfor spredte hun juraen ud i ministeriet. Men det betød, at vi endte i den ene skandale efter den anden, og så var det mig, der måtte sige: ’Nu bliver vi altså nødt til at lave et jurakontor, hvor alt skal igennem, for nu vil jeg ikke have flere ulovligheder i ministeriet.’

Det bedste råd jeg nogensinde har fået, fik jeg af Knud Enggaard (tidligere Venstre-minister og folketingsmedlem, red.). Jeg spurgte ham: ’Skal jeg virkelig stå der klædt i sæk og aske og holde fast i min ministerpost med det yderste af neglene, når nu det er mine embedsmænd, der har kvajet sig? ’Ja,’ lød hans svar. ’Det, der er sket på din vagt, skal du tage ansvaret for, så går dine embedsmænd også gennem ild og vand for dig, når du kvajer dig.’ 

Jeg har sunget for lidt. Et af mine livs dumheder var, da jeg var i USA på college som ung og fik tilbudt sangundervisning til 3 dollars i timen. Det syntes jeg var alt for dyrt. Det var rigtig dumt, for man skal udvikle sine evner.

En lille powernap gør underværker. Det handler om at give efter, når det kan lade sig gøre. Selv på min lille sofa her på kontoret er det muligt. Efter bare nogle minutter vågner jeg op og er vældig frisk, fordi blodet skyller tilbage til hjernecellerne.

Jeg vinterbader hver morgen klokken halv syv. Det er en vigtig del af mit dagsprogram. Det holder mig også frisk. Og så cykler jeg meget. Livet er for kort til at køre i bil i København.

Bertel Haarder er folketingsmedlem (V) og har været minister i flere regeringer. Senest kultur- og kirkeminister fra 2015-2016. Han er den politiker, der siden 1901 sammenlagt har været minister i længst tid. Han er 75 år og kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet.