”Vi tager demokratiet for givet – og det er virkelig farligt”

Demokratiet har trange kår i øjeblikket. Flere steder i Europa bliver retssystemet forsøgt undermineret, populistiske strømninger vinder frem overalt, og autokrater kæmper for at fastholde deres greb om befolkninger fra Nordkorea til Saudi Arabien. Alt imens bliver der skrevet bøger med titler som ’The End of Democracy’ og ’How Democracies Die’.

I Danmark blev der for 10 år siden – med opbakning fra et bredt flertal af Folketingets partier – oprettet et institut, der skulle fremme partisamarbejde og demokrati i udviklingslande: Dansk Institut for Partier og Demokrati (DIPD).

Lisbeth Pilegaard begyndte som direktør for instituttet i november, og hun vedkender sig, at det er komplekst at arbejde med demokrati i dag.

”Det er blevet anderledes, end man havde troet dengang, da instituttet blev oprettet. Vi har haft det arabiske forår, som blot har været en lang vinter, vi har en polarisering og en politisering i samfundet og en forøgelse af populistiske politikere og retninger, som præger alt, hvad der sker i verden nu.”

Men selv med de udsigter fastholder den nye direktør en håbefuld indstilling.

”Hvis jeg ikke troede på, at det havde nytte, så ville jeg ikke sidde i det her job. Jeg mener, vi kan gøre en forskel. Og jeg mener, vi for vores egen og omverdenens skyld bør være med til at inspirere til demokrati, som indtil videre virker til at være den mest stabile styringsform,” siger Lisbeth Pilegaard.

International fra barnsben

Jobbet som direktør for DPID blev ledig, da den daværende direktør Rasmus Helveg Petersen blev valgt ind i Folketinget for Radikale Venstre. Som direktør for organisationen har bestyrelsen i hvert fald fundet én, som er international to the bone.

”Hvis man ser på hele mit arbejdsliv, har jeg været heldig og arbejdet i en international setting. Det er min gesjæft. Og det er min interesse.”

Lisbeth Pilegaard flyttede som 7-årig til Cypern. Hendes far var officer i FN’s fredsbevarende styrker, og derfor rejste hun som barn med sin familie rundt i store dele af verden.

”At skulle omstille og tilpasse sig til at være den eneste dansker i en stor international skoleklasse, da jeg var syv år og tale engelsk, et sprog jeg aldrig havde talt før, den rejse har naturligvis præget mig.”

Også pres på dansk demokrati

Efter gymnasiet blev hun udvalgt som Røde Kors-ungdomsdelegat og rejste til Uganda. Som uddannet fra retorik-studiet i midten af halvfemserne kom hun til at arbejde med nødhjælp under krigen på Balkan og senere i fx Norsk Flygtningehjælp, hvor hun bl.a. forhandlede med Taleban og lavede nødhjælpsprogrammer i Somalia, Syrien og Zimbabwe. Siden har hun været med til at rådgive FN og sidder nu i bestyrelsen i den europæiske demokratifond, der uddeler midler til demokratiudviklende projekter.

”Når jeg møder de mennesker, der søger om midler, fortæller de, at de ser mod Europa og Danmark med drømmen om et frit og demokratisk liv. Det er en vigtig besked til os selv i Danmark. Vi tager demokratiet for givet, og det er virkelig farligt,” siger Lisbeth Pilegaard, som mener, at det ikke kun er autoritære stater eller mindre udviklede lande, der kæmper med demokratiet.

”De danske partier er også under pres. De unge står jo ikke i kø for at melde sig ind. Hvad vi har af problemer globalt, har vi også i Danmark. Vi er bestemt ikke færdige med at udvikle demokratiet både herhjemme og internationalt,” siger hun.