Lars blev fyret for fuld mediemusik

'Årsagen er, at parterne ser forskelligt på den strategiske ledelse og udvikling af sundhedsvæsenet i Region Midtjylland,' stod der i den pressemeddelelse, som regionen udsendte en mandag morgen i september 2018.

Lars Dahl Pedersen var blevet afskediget som hospitalsdirektør for Hospitalsenhed Midt i Viborg – uden at kunne sige farvel til de 4.500 medarbejdere og 42 mellemledere, han havde været direktør for i 10 år.

Fyringen var i hemmelighed faldet torsdagen før – om aftenen. Han vidste ikke, at han skulle fyres, da regionens øverste ledelse indkaldte ham til møde. Men han var blevet bedt om at tage en bisidder med, og derfor havde han Steffen Schmidt fra Djøf ved sin side. Og han havde forberedt sin familie.

"At blive afskediget er en risiko, som følger med sådant et job. Det har jeg altid været bevidst om. Det holdt jeg mig selv fast på i situationen."

Fredag morgen inde på direktionsgangen havde de bare fået besked om, han ikke kom i huset den dag. Hjemme havde han fuldt op at gøre med at få detaljerne i fratrædelsesaftalen på plads sammen med Djøf. Heldigvis, for så var der ikke tid til så mange tanker.

Lørdag formiddag kørte han ind og tømte sit kontor. Det tog en times tid. Han gik i practical mode. Det var bare en opgave, der skulle gøres. Weekenden blev brugt sammen med familie og helt nære venner.

Så begyndte mobilen at bippe

Da pressemeddelelsen mandag ramte medierne, var journalisterne på hans mobil med det samme. Både de landsdækkende og de lokale.

Det var ikke så svært, for han havde ikke noget at tilføje. Det var – som det sædvanligvis er – en del af fratrædelsesaftalen, at han ikke kunne fortælle sin version. Det hele måtte leve sit eget liv i offentligheden med ham som tilskuer.

Så begyndte sms'erne at tikke ind fra nær og fjern.

"Jeg synes jo ikke altid, at jeg har været god nok til at pleje netværk. Men nu opdagede jeg, hvor stort mit netværk faktisk var. Og hvor meget de sms'er og opringninger betød for mig både dén mandag og senere."

Inde på hospitalet var medarbejderne 'måbende vrede', skrev Viborg Stifts Folkeblad og kunne fortælle, at de trak sig fra samarbejdet med regionsledelsen.

Avisen gættede på, at 'den strategiske uenighed' i pressemeddelelsen handlede om, at de to direktører – Lars' sygeplejefaglige meddirektør, Tove Kristensen, var også blevet fyret – ret så stædigt havde kritiseret regionens spareplan for Hospitalsenhed Midt.

Bookede forsamlingshuset

"Tove og jeg blev hurtigt enige om, at vi ville sige ordentligt farvel til vores nærmeste kolleger."

Lars fik booket sit lokale forsamlingshus hjemme i Tapdrup lidt uden for Viborg til om onsdagen kl. 14., og de fik inviteret de 42 mellemledere og de nærmeste fra sekretariatet. Alle, som ikke var forhindret af deres arbejde, mødte op. De så, at Lars og Tove var levende og stod op. Der blev holdt nogle varme taler.

Lars og Tove havde deres ægtefæller med.

"Det var vigtigt. Den eftermiddag taler min kone stadig om."

Lars og Tove sluttede af med at sige: 'Nu skal I videre – uden os. Nu skal I tænke fremad. Det er ikke illoyalt mod os.'

De næste dage kunne de to så følge sagens videre gang i medierne. De midtjyske aviser opsummerede, at samarbejdet mellem hospitalets medarbejdere og regionens øverste ledelse 'nedsmeltede'. Sympatien var helt på Lars' og Toves side. Politikerne gik ind i sagen.

Men Lars Dahl Pedersen havde allerede gjort sig klart, at for ham var forløbet slut, ovre og fortid.

"Selvfølgelig var det da en lettelse for mig, da der kom et andet eftermæle frem om mig i medierne end det, man fik af den lakoniske pressemeddelelse. Men jeg ville ikke hænge fast i nogen bitterhed. Det binder alt for megen negativ energi. Det sagde Steffen fra Djøf også til mig mange gange. Han ved det jo fra alle dem før mig."

Man skal give sig god tid

Også outplacementfolk læser aviser. Allerede dagen efter at det var ude, blev Lars ringet op af den første konsulent. Han takkede høfligt nej til interessen. Tiden var slet ikke inde endnu.

"Jeg traf med det samme et valg om at sætte mig selv på pause et godt stykke tid. Jeg kunne ikke ny-orientere mig i den her fase. Jeg havde behov for at give mig selv tid og blive i det, jeg var i lige nu."

Så ingen kaffemøder eller nye, hidsige projekter. Væk med hospitalsdirektøruniformen – lyseblå skjorte og mørk habitjakke. Og heller ikke noget med at rive køkkenet ned eller lægge græsplænen om. Han gik fra en kalender fyldt minimum et år frem og et mylder af kompetente mennesker af alle slags omkring sig til – nul.

Men han lavede sig meget hurtigt en 8-16 hverdag derhjemme. Han var i forvejen formand for Dansk Selskab for Ledelse i Sundhedsvæsenet og redaktør for selskabets blad. Det bragte ham i kontakt med hans gamle statskundskabsstudie på Aarhus Universitet.

"Lidt ligesom med professionelle fodboldspillere, som står midlertidigt uden kontrakt. Så får de lov til at træne lidt med i deres gamle hjemklub."

På et tidspunkt greb Peter Munk Christiansen, institutleder på Institut for Statskundskab, fat i ham:

'I Danmark er vi ikke ret gode til dét, de kan i udlandet med, at folk skifter fra universitetet til et job udenfor og omvendt. Det synes jeg, vi skal blive bedre til. Så har du lyst til at blive ansat hos os?'

"Den tanke havde helt ærligt aldrig strejfet mig. Jeg befandt mig stadig i min kendte karrieretunnel. Men jeg gik hjem og tænkte."

Overlægers lederidentitet

Så nu er han seniorrådgiver på Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse, som hører under statskundskab. En skræddersyet stilling, hvor han arbejder med offentlig ledelse med særlig fokus på ledelse i sundhedsvæsenet.

"Det hårdeste ved afskedigelsen var at blive strippet for alle de relationer, jeg havde i mit job. Så et nyt job skulle for mig være et job med mange relationer, og det har jeg her. Dengang jeg læste statskundskab, sad alle og forskede i hver sin boble. Sådan er det slet ikke i dag."

Lige nu er Lars Dahl Pedersen meget i dialog med Lægeforeningen om et projekt om overlægers lederidentitet. Han er tilbage i de hvidkitledes verden.

"Jeg har mødt mange dygtige lægelige ledere i min tid, men også mange, som kæmpede med rollen og ikke trivedes i den," som han siger.

Nu hvor Lars Dahl Pedersen ikke er topembedsmand mere – er der så noget, han vil sige om vores sundhedsvæsen? Først tøver han og kniber lidt udenom med nogle generelle vendinger, men jo:

"Hospitalsledelserne skal prioritere at tage de arbejdsmiljøproblemer, som de ansatte oplever, alvorligt. Hvis man ikke gør det, lader man frontlinjelederne i stikken." 

Det blev aldrig et traume

Han nævner den svenske psykiater Johan Cullberg, som taler om traumatiske kriser i livet.

En brat fyring midt i en strømlinet karriere – 25 år i sundhedsvæsenet først som fuldmægtig, så ph.d. og derefter fra kontorchef til vicedirektør til hospitalsdirektør – lever op til kriterierne for en traumegivende krise: Man mister eksistentiel mening, man taber kontrol, og det kom uventet.

"Men det blev ikke en traumatisk krise for mig. Kontroltabet genkender jeg, ja. Situationen var helt kontrolleret af andre. Det kom pludseligt, ja. Men jobbet var ikke eksistentielt for mig. Jeg arbejdede meget, men jeg var ikke mit job. Jeg har altid anset afskedigelse som en jobrisiko – ikke mindst som chef for noget så vigtigt som et hospital. At jeg fik en kæmpe opbakning fra ledere og medarbejdere, da det kom ud, hjalp til, at jeg ikke så det som et nederlag. Og mit netværk var der og stillede sig til rådighed."

På dit dødsleje, som man siger, hvad tror du, du vil tænke om fyringen?

"At det var noget, jeg ikke ønskede skulle ske. Men at det førte mig til nogle oplevelser, jeg ikke ville have været foruden. Jeg er fx lige begyndt at undervise unge studerende i offentlig forvaltning! At jeg lærte, at ting kan ændre sig i morgen, og at det var jeg klar til. At jeg måtte finde ind til mine egne kerneværdier."