Dresscode
3.9.2019
af
Eva Bøgelund
Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix
I Japan tvinges kvinder ofte til at gå i høje hæle på jobbet. Nu gør de oprør mod smertende sko under hashtagget #KuToo. Men findes der sko-tvang i Danmark, eller er vi langt ude over det?
Du kender #MeToo. Men har du også hørt om #KuToo? Det er et oprør skabt af japanske kvinder. 'Kutso' betyder sko, 'kutsuu' betyder smerte. Pointe: Man kan få hammertæer, knyster, ligtorne og ondt i ryggen af at gå i høje hæle dag ud og dag ind.
I USA har kendte kvinder vist deres protest mod stilet-dogmet ved at stille i flade sko til kendis-begivenheder, og herhjemme har vi set Kronprinsesse Mary i hvide sneakers til en sommerlig festkjole.
Men på det konservative japanske arbejdsmarked pålægger arbejdsgiveren ofte de kvindelige ansatte at bære høje hæle. Stifteren af #KuToo-bevægelsen, Yumi Ishikawa, var fx ansat i et bedemandsfirma, hvor det var et krav.
Det er dog langtfra første gang, at der lyder protester over krav til kvinder om at gå i højhælede sko. Ifølge Berlingske fik en britisk kvinde fremtvunget en debat i det britiske parlament om skotvang. Hun var som vikar i konsulenthuset PriceWaterhouseCoopers blevet sendt hjem, fordi hun nægtede at følge et krav om at gå i sko med hæle på mellem fem og ti centimeter.
I DI siger Henriette Søltoft, der er branchedirektør for DI Rådgiverne – som bl.a. omfatter revisorer, advokater og managementkonsulenthuse – at hun ikke er bekendt med danske rådgivningsfirmaer, som stiller krav om høje hæle. Det ville også undre hende, fordi det ville være umoderne og udtryk for dårlig ledelse, siger hun.
"Selvfølgelig skal man se repræsentativ og ordentlig ud. Men at kræve høje hæle af de kvindelige medarbejdere ville være helt ude af trit med ånden i en branche, som lever af dygtige medarbejdere, der skal præstere deres bedste ved at kunne tænke selv. Den slags krav er tiden løbet helt væk fra i en branche, som er optaget af at kunne rekruttere og fastholde de bedste medarbejdere."
Sanne Udsen, der er cand.polit., ph.d. i erhvervsøkonomi og forfatter til bl.a. bogen 'Takt og tone på jobbet', har godt registreret den internationale debat om høje hæle.
"Her i landet er vi typisk meget afslappet påklædt, og vi er generelt ikke så glade for dresscodes. Jeg kan dog på en måde godt se, at et krav om en 'seriøs sko med hæl' til kvinder – og her er der altså forskel på en pæn sko med en mindre hæl og så stiletter på mere end ti centimeter – svarer lidt til, at mænd bærer slips på jobbet. Det sender det samme professionelle signal. Det har en symbolsk betydning. Selv om jeg vil vove den påstand, at det er noget mere anstrengende at gå i højhælede sko end med slips."
Men ting rykker sig også, siger Sanne Udsen.
Da hun selv fik sit første karrierejob som ung, gik hun og hendes kvindelige kolleger i gummisko til jobbet, og så skiftede de til pæne sko på kontoret. De pæne sko stod også altid klar nederst i et skab, hvis der skulle dukke et vigtigt møde op. Ligesom når mange mænd har slipset hængende bag døren.
"Dengang så man kun sneakers i gadebilledet. Men nu er de kommet ind på kontorerne. I dag kan du sagtens møde topprofessionelle kvinder i pæn nederdel og sneakers. Men det kommer selvfølgelig stadig an på professionen. Jeg tror ikke, du vil se en fra Kammeradvokaten – uanset om det er en mand eller en kvinde – møde op i sneakers til et møde i Finansministeriet. Men noget har ændret sig med hensyn til sko i de senere år," fastslår Sanne Udsen.
I Djøf har man aldrig fået en henvendelse fra et medlem, som mod sin vilje er blevet pålagt at gå i høje hæle, fortæller chef for Djøfs Rådgivning, Mette Knudsen.
"Men derfor synes jeg alligevel, at debatten er interessant og relevant set fra et bredt samfundsperspektiv," siger hun.
"Det handler jo om en frisættelse fra at skulle ligge under for bestemte, fastlåste normer til de to køn. De, der har lyst til at gå i tårnhøje sko, skal have lov til det. De, der har det bedst i flade sko, bør selvfølgelig ikke tvinges op på høje hæle af en arbejdsgiver. Højden på éns hæle kan aldrig have noget at gøre med kvaliteten af éns arbejde, og ingen skal tvinges til at sidde og have ondt i fødderne til en vigtig forhandling med en kunde."
Men hvad siger loven? Det ved vi faktisk ikke.
Ligebehandlingsnævnet oplyser, at det ikke har haft en sag om højhælede sko og derfor ikke kan udtale sig om, hvorvidt man ville få medhold i en klage over forskelsbehandling på grund af køn.
Det nærmeste, vi kommer, er en nyere sag om korte bukser – på mænd. En mandlig ansat i en virksomheds ingeniørafdeling klagede til Ligestillingsnævnet over, at han ikke måtte stille i shorts på en varm sommerdag, når nu han så sine kvindelige kolleger 'i klipklapper, korte shorts og ærmeløse toppe'.
Han fik ikke medhold. Virksomheden var blevet opkøbt af en international kapitalfond, og derfor havde den indført en dresscode for både mænd og kvinder om 'professional appearance'. Den indebar, at kvinderne godt måtte vise ben og fødder, men ikke mændene.
Nævnet fandt, at dresscoden var objektivt begrundet i lyset af det nye internationale ejerskab.
Ledige stillinger
