Hvor mange djøfere skal der egentlig til for at vedtage en sukkerpolitik?

Jeg stirrede frustreret på de gule værdisedler på tavlen bag dem: ”Ansvar og fællesskab.” Det var jo ubærligt! Jeg var lige kommet tilbage fra to døgns strategiseminar på Nyborg Strand, hvor en eller anden ’proceskonsulent’ fra HR havde tvunget os til at spille bingo med styrelsens værdier. Nu havde jeg fri. Jeg skulle bare have overstået forældremødet i min datters klasse. Og så fortsatte det?

Nede fra den anden ende af lokalet gik ’blå gruppes’ tovholder op mod tavlen. Simon-Emils far, selvfølgelig. Som faktisk var skyld i, at vi sad her. Fordi han for helvede ikke bare havde kunnet rette ind efter den ’sukkerpolitik’, trivselsforældrene havde meldt ud. Han skulle absolut statuere et eksempel ved at sende sin møgunge i skole med 10 kilo bland-selv-slik, fordi ”en flok speltmødre ikke skulle bestemme, hvordan hans dreng fejrede fødselsdag.”

Siden da havde klassens forældre ligget i digital sukkerkrig på SkoleIntra. Ting var blevet sagt. Fraktioner var blevet dannet. Så nu var der blevet indkaldt til forsoningsmøde, hvor nogen åbenbart havde tænkt, at det ville være rigtig fint, hvis vi lige startede med at diskutere klassens ’kerneværdier’, før vi gik over til den konkrete diskussion, for det havde de prøvet på deres arbejde, og det havde været komplet idiotisk!

”Nu var vi alle djøfere. Det måtte gå galt”

Jeg sendte et træt blik rundt i det nedslidte københavnerskole-klasselokale, mens Simon-Emils far satte værdisedler op på tavlen. Det var jo ikke så mærkeligt, at det kørte af sporet med sådan en forældregruppe. For bare 10 år siden ville der have siddet fem alkoholiske håndværkere, tre kontanthjælpsmodtagere og en stiknarkoman. Tingene ville have kørt efter en snor. Nu var vi allesammen djøfere. Det måtte gå galt.

Jeg vendte mig mod tavlen, hvor Simon-Emils far præsenterede sine sedler med et lumsk smil, der viste, at det ikke var første gang, han spillede værdispillet. ”Plads til forskellighed,” fastslog den første. ”Ret til individuel udfoldelse.” Og naturligvis: ”Frihed og livsglæde.”

Retten til sukker og farvestoffer er ukrænkelig

Der lød et dybt suk fra trivselsmødrene, mens jeg et kort øjeblik overvejede, om vi ikke bare kunne få det afgjort med en afstemning.

Men det havde Jonas’ far selvfølgelig allerede forsøgt på SkoleIntra. Hvorefter han var blevet banket på plads af bland-selv-fraktionen, der i et tæppebombardement af SkoleIntra-beskeder havde slået fast, at de ikke havde nogen som helst intention om at rette sig efter en ”udemokratisk og mindretalsundertrykkende” slikafstemning, fordi de anså deres børns ret til at forgifte deres klassekammerater med industrielle farvestoffer og højt forarbejdet sukker for en umistelig frihedsrettighed, de var parate til at forfølge helt til menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

”Men så mangler vi jo kun grøn gruppe.” Facilitatoren vendte sig mod mig og pegede op mod tavlen.

Jeg stirrede ned på den øverste af de gule sedler foran mig: ”Frihed for idioti.”