Pension

Dine pensionspenge i JØP indgår i grønt milliardløfte

26.9.2019

af

PR-foto: Sun Power

PR-foto: Sun Power

De danske pensionskasser har samlet 350 mia. kr. ind til grønne investeringer frem mod 2030, kunne Mette Frederiksen fortælle på FNs klimatopmøde. JØPs 64.000 medlemmer bidrager med fire mia. kroner. Der bliver dog ikke gået på kompromis med afkastet, siger JØP-direktør.

I denne uge kunne statsminister Mette Frederiksen på FN's klimatopmøde i New York stolt fortælle, at de danske pensionskasser har lovet, at de frem mod 2030 vil lægge 350 mia. kr. i grønne investeringer – oven i de 161 mia. kr., som branchen allerede har i grøn infrastruktur. Det betyder, at om 10 år vil 10 % af den samlede danske pensionsformue være øremærket grønne investeringer. Et i international sammenhæng opsigtsvækkende tal.

Tallet – som er et estimat – er kommet frem ved, at brancheforeningen Forsikring & Pension har spurgt deres medlemmer, hvad hver enkelt pensionskasse forventer at foretage af grønne investeringer frem til 2030.

Estimatet er betinget af, at verden kører videre nogenlunde som nu. Altså uden større afvigelser markedsmæssigt, politisk og i selskabs-specifikke omstændigheder i forhold til i dag.

JØP tegner sig for fire mia. i Mettes løfte

JØP – Juristernes og Økonomernes Pensionskasse med 64.000 medlemmer – er med i det store regnestykke, som Mette Frederiksen fik med til New York.

I dag har JØP investeret ca. 2,5 mia. kr. – svarende til ca. fire pct. af den samlede balance – i grøn infrastruktur. Det er bl.a. i vindmølleparker i Storbritannien og Taiwan, solcelleanlæg i storskala i Chile og klimavenlige renoveringer af JØP's portefølje af ejendomme.

Det tal vil ifølge JØP vokse med fire mia. kr. frem mod 2030. Tallet er baseret på en fremskrivning af JØP's forventninger til formueudvikling, medlemsvækst osv. og bygger på den investeringslinje, som bestyrelsen lagt, hvor JØP bl.a. skal leve op til Paris-aftalen.

Godt for både verden og JØPs medlemmer

Adm. direktør i JØP Søren Kolbye Sørensen glæder sig over, at pensionsbranchen kan arbejde sammen med regeringen om grøn omstilling.

"Det er til gavn for både Danmark og vores medlemmer. Vi kan understøtte grøn omstilling og samtidig hente et godt afkast hjem."

Gør I det for det grønnes skyld eller afkastets?

"Vi er sat i verden for at sikre JØP-medlemmerne et godt afkast af deres pensionspenge, så vi gør det ikke kun for den grønne omstillings skyld, men også for at få et godt afkast. "

Så hvis en grøn investering ikke giver højt nok afkast, så dropper I den?

"Ja. Så vil vi vælge en anden. Vores fokus er altid på afkastet. Det kommer vi ikke til at gå på kompromis med, når vi laver grønne investeringer. Men det ligger i vores estimat, at vi kan forvente et godt afkast på vores grønne investeringer."

Hvordan sikrer I, at jeres investeringer kommer til at gøre en reel grøn forskel?

"Det her er et fremtidsscenarie, hvor vi kigger ind i udviklingen ud fra, hvordan tingene ser ud i dag. Der er ikke taget højde for fx en økonomisk krise eller andre forhold, som ændrer rammevilkårene. Det er et kig i krystalkuglen, og det er altid svært at spå om fremtiden."

'Sorte aktier' ryger ikke bare ud

JØP ejer fortsat aktier i fossilt brændstof – det, man også kalder 'sorte aktier' – selvom der på adskillige generalforsamlinger har været heftig diskussion og tabte kampafstemninger om, hvorvidt de skulle sælges fra med det samme.

Så hvad med de sorte aktier, I stadig har?

"Vi har i det seneste år været i gang med en gennemgang af hele vores aktieportefølje. Vi vurderer, om selskaberne vil og er i stand til at omstille deres grundforretning til at være i overensstemmelse med Paris-aftalen. Men vi gør det på case by case-basis. Senest har vi ekskluderet syv oliesandselskaber."

Men hvorfor ikke bare sælge dem med det samme, ligesom fx Magistrenes Pensionskasse siger, de gør?

"Vores politik er, at vi er meget varsomme med at ekskludere, og at det først sker efter en længere proces. Det er ikke noget, vi gør med let hånd. Og vi vil typisk først forsøge os med at udøve aktivt ejerskab, hvor vi prøver at påvirke selskabet."

Hvordan gør I det?

"JØP kan ikke selv rejse verden rundt og tale med olieskaber og stille kritiske spørgsmål på deres generalforsamlinger. Så det gør vi i et samarbejde med eksterne konsulenter, som også repræsenterer andre danske pensionsselskaber. Vi samler kræfterne om faktisk at få vores stemme hørt." 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Kristian Alkil
4 år siden
Hvad i alverden har i tænkt jer med at involvere mine investerede pensionsmidler i jeres Private politiske agenda om “grøn omstilling” ? Det Er ikke hvad jeg har indbetalt til. !
Lars Øbing
4 år siden
Ud med alle sorte aktier, nu - eller i det mindste en afstemning om det blandt JØP-medlemmer.