Husker du at fortælle alle dine kolleger, hvor absurd meget du knokler?

"Ahem, Mette. Jeg synes, du skal gå hjem, hvis du er så syg, du ikke kan skrive uden luffer på."

Sådan lød ordene fra en kollega. Jeg sad og rystede af influenza med tophue, halstørklæde og – ja – luffer på. Og så pakkede jeg min protestantiske arbejdsmoral ned i tasken og gik hjem. Det var svært at ramme tasterne med alle de rysteture. Jeg var ikke en gevinst for præstationssamfundet den dag alligevel.

Da jeg kom tilbage på job, spurgte folk rutinemæssigt, om jeg var blevet rask. Og jeg svarede lige så rutinemæssigt og med et strategisk placeret, lidende host: ”Ikke sådan helt…”

Det hører man tit, ikke? For vi er jo ikke skrøbelige vatnisser, der giver op. Jeg har i hvert fald aldrig hørt nogen svare: ”Ja, tak! Frisk som en havørn. Men det er måske, fordi jeg lige valgte en ekstra dag med Netflix til at komme helt ovenpå.”

Vi vil gerne lade vores kolleger forstå mellem linjerne, at vi er fighters, rationelt i forhold til virusspredning eller ej. Vi kæmper til sidste blodsdråbe. Hele tiden. Og det fortæller vi gerne om. Der er status i struggle bragging.

Og mestrer man struggle bragging – så gør man det diskret og nonchalant. Fx kan man komme til at besvare en alle-mail lørdag aften klokken 23.00. Eller undlade at svare på mails med det samme i arbejdstiden, selvom du har tid. De andre skulle nødig tro, man et øjeblik ikke er lagt helt ned af sit store ansvar.

Are we fighters or quitters, people! FIGHTERS, messer vi. Og så tager vi lycra på og løber lige over 42 kilometer, selvom vi egentlig bare burde holde fri. Vi kunne slappe af og slippe kontrollen, kunne vi. De fleste af os kommer hverken til at sulte eller fryse, selvom vi holder op med at kæmpe hele tiden.

Men vi holder stand. Vi puster ikke ud. I hvert fald ikke offentligt. For der er noget større end materielle goder på spil: Social status og identitet.

Sand status opnås gennem evig kamp, disciplin og kontrol. Sådan har det vel altid været. Det nye er, at vi skal præstere disse dyder hele tiden. Overvej, hvordan en mand som Churchill ville have klaret sig på sociale medier i dag. ”Babber lige dagens tiende cigar😉” eller ”Bunder lige en halv flaske cognac for at tage toppen af D-dag-nerverne👊”.

Hans spindoktor havde parkeret en spinatsmoothie strategisk bag ham på det næste officielle foto og nudget ham til at tabe 20 kg henne i fitness i stedet for at fjolle rundt og se teater om aftenen.

I arbejdslivet gælder det om at være en succes, selfmade. Vi under ikke de mennesker succes, som har fået kærlighed og curling, som har et kvikt hoved og et lyst sind og i øvrigt fint kan køre en flot karriere og alligevel nå hjem og kysse deres små, blonde børn på krøllerne, inden de skal sove.

Vil jeg nu afslutte med en hippie-morale om, at vi skal lære at mærke vores fodsåler, strikke meditativt eller stirre på en flue en hel søndag? Nej, for satan: Kæmp for al den status, du har kær. Dø af et hjerteanfald, om så det gælder...

Og glem endelig ikke at bide i medaljen og fortælle os andre om dine vundne kampe. Der er status i det.