Søren kæmpede for en god sag, men endte med at kæmpe for sit liv

Det er fire år siden i dag. Men Sørens historie begynder endnu længere tilbage.

Hans rigtige navn er ikke Søren. Han er i dag så påvirket af det, der skete, at han stadig får angst, når han bliver konfronteret med sin tidligere arbejdsplads. Derfor har vi valgt at anonymisere ham.

I 1994 begynder Søren som grøn cand.merc. i en dansk organisation. Han brænder for sit arbejde – og det gode, hans arbejde gør for samfundet.

“Første gang jeg mødte ham, tænkte jeg: ’Hold da op. En rigtig politisk lobbyist.’ Sådan én, der tænkte store tanker, var kreativ. Han spekulerede meget over, hvordan han kunne kæmpe svage menneskers sag. Hvis der var nogle udfordringer, så tog han kampen op.” - Sørens tidligere coach og terapeut

Kollegerne kalder ham ’præsten’, ’missionæren’ og ’stræberen’, fortæller han selv i dag. Og det er ikke kun positivt ment. I sagsakterne fra hans arbejdsskadesager beskriver arbejdsgiveren ham som én, der havde vanskeligt ved at give arbejdsopgaver fra sig, og hans facon gjorde, at nogle kolleger holdt lav profil, når han var til stede.

“Søren var ikke noget stille lam. Han er ikke ond, men han sagde tingene højt uden at lægge fingre imellem.” - Anne, Sørens kone

Søren knokler usædvanligt hårdt for at fremme organisationens virke og ikke mindst for at skaffe finansieringen til det. Han lobbyer, får internationale samarbejder op at stå og samler både offentlige midler og EU-midler ind.

37 timer om ugen er slet ikke nok for ham. I 2008 har Sørens arbejdsgiver ifølge sagsakterne opgjort, at han arbejder 57,6 timer om ugen i gennemsnit som politisk konsulent. Søren har selv opgjort det til 60,3 timer.

Han har en løbende dialog med sin chef om, hvordan han får arbejdstiden ned. Og de er enige om, at der skal gøres noget ved det. Men der sker hele tiden et eller andet, som enten Søren eller hans chef mener, han er nødt til at prioritere.

“Jeg tror, han er en mand, der samler konflikter med mennesker op. I virkeligheden har han et stort hjerte, men han er meget direkte i sin kommunikation. Jeg er sikker på, at han er udfordrende at arbejde sammen med. Han skubber til grænserne for at opnå det, han tror på.“ - Sørens tidligere coach og terapeut.

2009 – Lobbyist på fuld tid

En lovrevision med betydning for organisationen er på vej, og det betyder, at Søren bruger næsten en fuldtidsstilling på politisk lobbyarbejde ved siden af sine øvrige opgaver. I 2009 har han ifølge sin arbejdsgiver en gennemsnitlig arbejdstid på 67 timer – hans eget regnskab siger 69,9 timer. Han taler igen med chefen om de lange arbejdsdage. Chefen beder ham holde ud – og i slutningen af året bliver der ansat en assistent til at aflaste ham. Men samtidig vokser det internationale arbejde.

2010 – Guldmedlem hos Lufthansa

Søren har 90 rejsedage. Han er blevet guldmedlem hos Lufthansa. Den gennemsnitlige arbejdstid falder dog til en smule under 60 timer. Sørens egen opgørelse siger 60,6 timer.

I efteråret opstår der akutte problemer med organisationens økonomi. Derfor bliver Søren af chefen bedt om at aflyse sin efterårsferie.

Nogenlunde på samme tid opsøger Søren for første gang sin egen læge pga. symptomer på stress.

2011 – Første blodprop

Natten til den 30. januar får Søren det skidt. Anne har en fortid som sygeplejerske, og hun forsøger at måle Sørens blodtryk, der plejer at ligge meget lavt. Men den nat kan det slet ikke lade sig gøre, fordi det er højere, end apparatet kan måle.

Om natten får Søren en blodprop i hjertet.

Tre dage senere modtager han en mail fra chefen om noget internationalt arbejde, som han beder Søren forholde sig til. Det gør han fra sin sygeseng på intensivafdelingen på Rigshospitalet.

“Søren er en person, der får mange og gode idéer. Det var mit indtryk, at Sørens chef gerne så alle de idéer realiseret.” - Samarbejdspartner fra en organisation, der har arbejdet tæt sammen med Søren

I starten af marts er Søren tilbage på arbejde. Efter et par måneders flyveforbud pga. blodproppen ligger projekttilsyn og opfølgning i udlandet igen hos Søren.

Organisationens økonomiske problemer er mod forventning ikke blevet løst. Få dage inden Søren skal af sted på to ugers skiferie med familien, beder chefen ham derfor om at aflyse ferien og betaler rejsens omkostninger.

Søren har lavet en aftale med chefen om at arbejde mindre. Alligevel sidder han og arbejder til klokken to om natten. Hans kone har fat i ham. Hverken Søren eller chefen overholder aftalen.

”De er et dårligt makkerpar, de to. Søren siger: ’Kan du ikke se, at hvis vi får de her penge hjem, så …..’ Og Sørens chef skriver klokken 23 om aftenen, fordi der er en minister, der skal have et svar nu eller en eller anden hovsaopgave, der skulle være løst i går.” - Anne

Sørens arbejde bærer frugt, og det lykkes organisationen at få økonomien på ret køl.

I november 2011 får Søren to engangsvederlag på henholdsvis 40.000 kr. og 20.000 kr. for at have ydet en ekstraordinær indsats. Desuden får han 50.000 kr., hvis han lykkes med at opfylde nogle projektmål. Hans løn bliver også hævet med 3.000 kr. om måneden.

2012 – 70 timer om ugen igen

Søren er igen oppe på omkring 70 timer om ugen – arbejdsgiver siger 68,6, Søren siger 71,7. Han har 90 rejsedage i 2012. Han og chefen laver endnu en aftale for at få styr på merarbejdet. Men så bliver et større internationalt projekt lagt til.

I efteråret er Søren tæt på et sammenbrud. Han ringer til sin chef under et arbejdsophold i udlandet og græder i telefonen. Han husker, at chefen siger, at de ’skal være bedre til at passe på hinanden’, og foreslår, at Søren går ud og spiser en stor middag dagen efter.

“Nogle gange ville jeg synes, det var federe, hvis Søren kunne blive vred i stedet for bare at acceptere de mange opgaver.” - Anne

2013 – Anden og tredje blodprop

Arbejdsugerne ligger stadig på knap 70 timer i snit ifølge arbejdsgiver og lidt over ifølge Søren. Fra 1. februar til 30. juni har Søren blot 19 dage i Danmark.

I foråret begynder han på arbejdsgiverens foranledning et coachingforløb hos en kvindelig coach og psykoterapeut. I sagsakterne begrunder arbejdsgiveren coachforløbet med, at Søren skal få hånd om sit enorme overarbejde, og at han skal blive bedre til at samarbejde med sine kolleger.

Søren er rigtig glad for forløbet, men på arbejdet er han fortsat meget presset. I forbindelse med arbejdsskadesagen udtaler psykoterapeuten i en erklæring, at Søren er stresset, og at ledelsen ikke gør nok for at hjælpe ham:

‘[...] Da han indleder coachingforløbet, ligger en normal arbejdsdag på mellem 13-15 timer. Allerede på dette tidspunkt balancerer han på kanten af alvorlig overbelastning og stress, og det er ikke mit indtryk, at der fra virksomhedens side gøres en reel indsats for at afhjælpe denne situation’.

Den 13. juli, et par uger efter han er kommet hjem fra to rejser i udlandet, får han to blodpropper i hjertet. Ifølge en speciallægeerklæring fra en overlæge på Bispebjerg Hospital skyldes de to blodpropper formentlig det arbejdspres, som han har arbejdet under.

‘[...] Alt i alt vurderes det som sandsynligt, at det psykosociale arbejdspres og de emotionelle belastninger har spillet en rolle for de gentagne hjertetilfælde’.

Selv om det går godt hos psykoterapeuten, ophører forløbet efter de to blodpropper. Terapeuten fortæller, at hun i en samtale med ledelsen sagde, at Søren ikke var problemet. Det var snarere chefen, der ikke var i stand til at lede en ‘krævende’ medarbejder. Og ifølge hende stopper organisationen terapiforløbet derefter.

2014 – Et usædvanligt coachforløb

Ifølge Søren har han skaffet en bevilling på 40 millioner kroner til et stort projekt, og organisationen ansætter cirka 15 ekstra medarbejdere. Søren kommer til at stå for projektet, men chefen kræver, at han begynder et nyt coachforløb. Dels for at organisere det nye projekt, men også for at han kan forbedre sine lederegenskaber.

Søren starter hos en ny coach, som organisationen har anbefalet. Herfra går det galt.

I starten handler samtalerne om arbejdet. Søren fortæller, at coachen understreger, at det er at fortroligt rum, hvor intet kommer videre. Søren fortæller, hvor han ser alle knasterne, og om hvordan han oplever ledelsesstilen.

Men coachen har ifølge Søren også samtaler med Sørens chef. Og Søren finder ud af, at dét, han har sagt i al fortrolighed, bliver videregivet til chefen – også på skrift. Det er meget grænseoverskridende, synes han.

”Han spørger ind til min seksuelle debut med min første kone. Jeg skal beskrive den afmagtsfølelse, jeg følte, da jeg valgte at stoppe på polit.studiet. Da jeg fortæller, at det ikke var et nederlag for mig, bliver han vred og skælder ud. Han spørger også om, hvor længe jeg blev ammet som barn. Og da jeg ikke vil svare på det, vil coachen gerne have lov til at kontakte min mor.”- Søren

Søren fortæller sin chef om de grænseoverskridende spørgsmål, som coachen stiller ham, og meddeler, at han ønsker at stoppe hos coachen. Men ifølge Søren får han at vide af sin chef, at hvis han stopper eller ikke samarbejder hos coachen, bliver han fyret.

Ifølge sagsakterne medgiver Sørens chef, at Søren ’en enkelt gang’ fortalte, at samtalerne med coachen kom ’lidt tæt på’. Han medgiver også, at han opfordrede Søren til at fortsætte forløbet, men at han hverken har sagt eller antydet, at Søren ville blive afskediget, hvis han ikke fortsatte i forløbet.

Derefter vælger Søren en strategi om at glide af på coachens spørgsmål – men det gør coachen virkelig rasende. Ifølge Søren siger coachen, at han kan få Søren fyret med et fingerknips. I sagsakterne oplyser coachen, ’at han ikke kan genkende det forløb’, som Søren har beskrevet.

2014 – Et ultimatum og et nedbrud

I slutningen af september får Søren en lønforhøjelse på 2.500 kroner om måneden med tilbagevirkende kraft fra april.

Mandag den 6. november har han en aftale hos coachen. Han fortæller, at han er på vej på sin cykel, da han bliver ringet op af sin chef, der til Sørens overraskelse også skal med til mødet. Da han når frem, bliver han præsenteret for en helt ny funktionsbeskrivelse. Han bliver bedt om at læse den og får at vide, at det ikke er til diskussion. Hvis han skriver under, er han degraderet fra chef og projektleder til politisk konsulent.

Han afslår at underskrive og siger, han skal tænke. Han forlader coachen og chefen helt fortumlet. Han kontakter Djøf, hvor han bliver opfordret til at sygemelde sig. Han har stikken i brystet. Lægen opfordrer ham også til at sygemelde sig. Han kommer aldrig tilbage til arbejdet.

“Jeg er af den overbevisning, at det var coachen, der dybest set fyrede Søren. Det kan godt være, at problemerne med arbejdspresset ikke var løst, og det kan også godt være, at Søren havde fået en blodprop mere, men uden den coach tror jeg, at han stadig ville være på arbejdspladsen i dag.” - Anne

I forbindelse med Sørens fratræden sker der en konfliktoptrapning. Han modtager en lang række anbefalede breve fra organisationen og bliver beskyldt for bedrageri, underslæb og dokumentfalsk. Man havde bl.a. fundet en regning på mad og drikke til én person fra en café nær Sørens hjem. Men Søren har siden fortalt, at han sad og ventede på en journalist fra Ekstra Bladet, som aldrig kom.

Alle beskyldninger bliver da også tilbagevist. Men de er medvirkende til, at han begynder at få angst og ikke tør være alene hjemme, og derfor må Anne i en periode have ham med på arbejde.

Søren har været så langt ude, at han var meget tæt på at tage sit eget liv. Det var det eneste, der kunne give ham fred, tænkte han.

“Jeg var så usikker på, hvem jeg var til sidst. Der ligger rigtig meget identitet i at have et arbejde. Og før min blodprop havde jeg aldrig været syg, hverken fysisk eller psykisk.” - Søren

2014-18 – Arbejdsskadesagen

Efter Sørens sygemelding starter en arbejdsskadesag, der kommer til at strække sig over de næste fire år. Djøfs advokat fører sagen for ham. Det er Annes og Djøfs beslutning. Søren kan slet ikke koncentrere sig om at læse, så Anne tager sig af al kontakten til Djøfs advokat og holder styr på alt det, der kommer fra Arbejdsskadestyrelsen (i dag: Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, red.).

I forbindelse med arbejdsskadesagen får Søren stillet diagnoserne uspecificeret belastningsreaktion og depression af en psykiater.

Efter sin sygemelding ringer han til sin tidligere coach og psykoterapeut. De arrangerer en samtale. På det tidspunkt har han det rigtig dårligt.

“Jeg kunne næsten ikke genkende den mand, der kom ind ad døren. Fra at han var målrettet, skarp, havde overblik og højt tempo, sad der et menneske over for mig, der var faldet helt fra hinanden. Kroppen sitrede, og han kunne ikke holde øjenkontakt. Han var blevet tvunget ind i nogle sammenhænge, hvor han skulle udlevere sig selv på en måde, som efter min personlige holdning ikke hører nogen steder hjemme. Det havde undertoner af et overgreb.” - Sørens tidligere coach og terapeut 

2018 - Afgørelsen

Det er sjældent, at Djøf sætter en advokat på sager om psykisk arbejds-skade. Erfaringen og statistikkerne viser tydeligt hvorfor: Det er nærmest umuligt at få medhold.

Men de vælger at tage Sørens sag. Det skyldes den massive arbejdsbyrde og den psykiske belastning, som chef og coachen har udsat ham for.

Søren har søgt erstatning for både de psykiske belastninger og de tre blodpropper, han fik. I november 2018 kommer de endelige afgørelser: Afslag.

Her er et uddrag fra de begrundede afslag:

Blodpropper:

‘Erhvervssygdomsudvalget har [...] vurderet, at din sygdom i form af iskæmisk hjertesygdom ikke udelukkende eller i overvejende grad er opstået på grund af dit arbejde i XXX’.

‘Årsagen er, at der ikke har været tale om, at dit arbejde, efter udvalgets vurdering, har indebåret betydelige psykiske krav i kombination med ringe støtte’.

’Du har endvidere haft en periode på forholdsvis få år med betydeligt overarbejde og mange rejsedage, inden du udviklede sygdommen i februar 2011’.

Uspecificeret belastningsreaktion og depression:

‘Erhvervssygdomsudvalget har vurderet, at din uspecificerede belastningsreaktion og din depression ikke udelukkende eller i overvejende grad er opstået på grund af de påvirkninger, du har været udsat for under dit arbejde’.

‘Årsagen er, at der ikke er tale om dokumenterede ekstraordinære belastninger’.

‘Udvalget finder, at belastningen med overarbejde er blevet dokumenteret…’.

‘Udvalget har endvidere ikke lagt afgørende vægt på dine samarbejdsproblemer med din leder, herunder mundtlige aftaler og deltagelse i et forløb med en coach. Samarbejdsproblemerne anses ikke som tilstrækkelig psykisk belastende til at udgøre risiko for at udvikle en psykisk sygdom’.

2019 – I dag

Søren arbejder i dag 37 timer i en offentlig forvaltning. Han har en chef, som tager ansvar for, at alle har det godt, og at der ikke er nogen, der bliver ødelagt af et for højt pres.

“Jeg har ikke fundet mit gamle jeg, og jeg tvivler på, om jeg gør det. Men jeg er taknemmelig for, at jeg stadig har livet i behold. Med tiden lærer jeg nok også at acceptere, at min koncentration er meget reduceret, og at leve med angsten for det nye og uforudsete, der stadig kan få mig til at gå i panik.” - Søren

"Han er blevet en anden mand end ham, jeg giftede mig med. Jeg var vant til, at det var Søren, der havde styr på alting. Nu er det mig, der styrer. Han prøver – men han har ikke energien til det." - Anne

Personerne i artiklen optræder ikke under deres rigtige navne. Søren har ønsket at være anonym, da han stadig får angst, når han på den ene eller anden måde bliver konfronteret med sin tidligere arbejdsplads.

Artiklen er baseret på en række interviews med Søren og Anne, med Sørens første coach og med de medarbejdere i Djøf, der har været impliceret i Sørens sag. Samtidig har Søren givet os adgang til at læse alle akterne i sin afskedigelsessag og sine to arbejdsskadesager.