Det, jeg har lært

"Ordet karriereplanlægning får mig til at kaste op"

7.8.2019

af

Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Advokat Sys Rovsing har været partner i Bech-Bruun og formand for Advokatrådet, og i dag har hun sit eget advokatfirma med to af sine børn. Her fortæller hun om, hvad hun har lært på vejen: om at lære at tage sig tid til andre mennesker, men være træt af at høre om følelser. Og om at blive mere og mere klar til kvindekvoter.

Jeg ville være advokat, fordi jeg så 'Perry Mason' i fjernsynet. Det er en amerikansk tv-serie med en forsvarsadvokat, som altid får retfærdigheden til at ske fyldest. Jeg har dog aldrig beskæftiget mig med forsvarsarbejde.

Mit speciale blev familie- og arveret, fordi det er et typisk kvindefag. Mændene gad ikke sidde og høre på følelser. Det gider jeg heller ikke mere.

Jeg har helst ikke sager, hvor der er familiemyndigheder og børn involveret. Jeg er blevet for meget bedstemor, så jeg vil ikke se på forældre, der ikke kan opføre sig ordentligt. Jeg skælder for meget ud.

Da jeg voksede op, sendte forældrene børnene i skole, og så var det det. Så måtte man selv rode sig ud af det derovre. Det må være rædselsfuldt at være lærer, når forældrene blander sig i alting.

Mine forældre gav mig stor tillid. Mine valg var ikke altid rigtige, men de var ikke til diskussion. Da jeg gik i gymnasiet, fandt jeg ud af, at jeg godt kunne tænke mig at komme på sommerophold i Frankrig. Min far sagde: ’Så må jeg jo sælge en ko.’ Og det gjorde han.

Det var næsten sorgfuldt at blive student, for jeg var forfærdeligt glad for at læse og lære. Det var en rig mulighed for at lære en anden verden end den, jeg kendte hjemmefra.

Hvis jeg så en forening, blev jeg formand i løbet af få sekunder. Elevrådet, førsteårsstuderende på universitet og alt muligt andet.

Jeg kan ikke huske årene efter, jeg blev færdig på universitetet. De var simpelthen så hårde. Jeg var advokatfuldmægtig, undervisningsassistent og mor. Det var lige i slutningen af kvindeoprøret. Man følte, man kunne alt.

Jeg gør alt muligt, som man ikke må for ikke at få stress. Jeg sender mails hele tiden. Jeg er alt for nysgerrig. 

Det er meget let at falde i arbejdsgrøften. Det er meget, meget svært at sige nej, når der kommer én og spørger om hjælp.

Det eneste, jeg kan fortryde, er de gange, hvor jeg ikke har fået forklaret andre mennesker godt nok, hvorfor den ikke gik, eller hvorfor det gik, som det gik. Tid til efterbehandling er vigtigt.

Da jeg var yngre, var jeg lidt hurtigere. Jeg tænkte, ’hvorfor fanden kunne de ikke forstå det’. Med årene får man en stor ømhed for andre mennesker. Jeg vil gerne have, at de efter mødet med mig føler sig rigere på en eller anden måde. Men det tænkte jeg ikke så meget på i begyndelsen.

En god advokat er både i stand til at rådgive klienten rigtigt og have integritet. Nogle advokater videresender bare klienters breve ucensureret. Det er der ikke meget sjov ved.

Jeg har virkelig været imod alle former for kvoter. Men jeg er ved at være omvendt. Vi skal nok give plads til flere kvinder. Jeg tænkte, at det måtte komme. Men det gjorde det ikke.

I en periode var det sådan, at penge var gud. Man skulle have en kæmpestor omsætning, og man kunne ikke se, at hvis man delte en opgave, så kunne det være, at det samlede provenu og resultat blev bedre. Der var en kamp om at være den, der havde mest omsætning og dermed størst betydning. Og det er stadig et problem.

I min opvækst var penge ikke et samtaleemne – måske fordi vi ikke havde så mange. Jeg tror aldrig, jeg har hørt min far tale om friværdi eller belåning og sådan nogle ting, som man taler om til middagssamtaler i dag. Det er til at brække sig over.

I vores nye virksomhed vil vi bestemt gerne tjene penge, men mine medarbejdere skal ikke gå den ekstra mil, som gør, at de bliver indebrændte mennesker. Der skal være tid til børn og familie.

Det har været vigtigt, at mine børn får noget ånd i hovedet, så det ikke kun handler om penge. Da børnene var små, spurgte folk hele tiden, hvad de skulle være, når de blev store. Jeg lærte Mette at sige, at hun skulle være professor i sammenlignende litteratur, og Troels, at han skulle være biskop i Roskilde. 

Jeg kunne mærke en ændring i mig på et tidspunkt. Jeg var nok i slutningen af 40’erne. Det var vel en slags faglig selvtillid. Jeg kunne hvile i verden. 

Som ældre er man nødt til at være meget opmærksom på, at en nyuddannet har alle fangarme ude. Det er vigtigt, at man giver ret præcist udtryk for, hvad man ønsker. Ellers tror de, de skal opfinde den dybe tallerken hver gang. Det er derfor, de kommer til at sidde til klokken 23.

Jeg skriver og taler mindre og mindre kompliceret i dag. Du vil typisk se, at nyuddannede akademikere skriver så indviklet, at man ikke forstår det. Og det er en lille smule irriterende. Men det kræver en modenhed faktisk at kunne koncentrere sig og skrive kortere.

Jeg har i lang tid haft den holdning, at kvinder kan gøre, hvad de vil, og ’jeg gider ikke høre på det der ligestillingspis’. Men jeg må indrømme, at det nok er en problemstilling. Jeg har set den nye kommissionsformand, Ursula von der Leyen, blive refereret for sige, at der ikke er ligestilling, før der er middelmådige kvinder på topposter. Det var rigtig godt sagt, synes jeg.

Livet er kommet let for mig på det arbejdsmæssige, og derfor har jeg tænkt, at man kan da bare tage sig sammen. Men den personlige styrke, som jeg åbenbart har, betyder ikke, at alle andre kan gøre det.

Jeg har virkelig været imod alle former for kvoter. Men jeg er ved at være omvendt. Vi skal nok give plads til flere kvinder. Jeg tænkte, at det måtte komme. Men det gjorde det ikke.

Jeg synes, det er helt ligegyldigt at spekulere på ting, man kunne have gjort anderledes. Man er der, hvor man er. Ordet karriereplanlægning får mig næsten til at kaste op. Det får mig til at føle som en grå person i et Excel-ark. Jeg kender nogle, som synes, det er meget vigtigt. Jeg tænker: ’Få jer nu et liv.’

Jeg har den holdning, at der ikke er noget, der er finere end noget andet. Hvis man gør sig umage med det, man gør, får man det sjovere.

Der er ikke enkeltstående begivenheder eller sager, der ryster mig ret meget. Jeg er heldigvis også vældig god til at glemme.

Jeg har 12-13 børnebørn. Jeg passer dem ikke. Jeg lever et liv sammen med dem. Der kommer nye mennesker ind, og der dør nogle. Min mand døde for nogle år siden, og det var jeg forfærdeligt ked af, men det kommer man også igennem.

Jeg er bange for rigtig mange ting. Elevatorer, for eksempel.

Det modigste, jeg har gjort, er at turde sige nej til trygheden. Jeg har haft mod til at ændre min livssituation fundamentalt. Jeg kunne have tjent mange flere penge, men jeg har det ret sjovt alligevel.

Fortalt til Stefan Nygaard 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Per Knudsen
4 år siden
Det er en rigtig god artikel, og deter et meget fint portræt af Fr. Rovsing, samt nogle meget rammende kommentarer af hende. Min kone er psykiater, og også træt af alt det der følelsesbræk. Men som Fr. Rovsing siger, ømheden er også meget vigtig, Og det at gøre sig umage. Samt familien. Tak for indslaget, og hils Sys Rovsing fra mig hvis I ser hende, selv om jeg ikke kender hende.