CBS

Helt ny uddannelse storhitter

19.8.2019

af

PR-foto: Jakob Boserup/CBS

PR-foto: Jakob Boserup/CBS

Ingen andre universitetsstudier fik så mange ansøgere pr. studieplads som den nye uddannelse i markeds- og kulturanalyse på CBS. En del af populariteten kan skyldes, at ansøgerne ikke har kendt adgangskvotienten, forklarer studieleder.

Efter sidste års julesalg gik legetøjsgiganten Fætter BR konkurs. Nye legevaner hos børnene og øget nethandel med flere konkurrenter fik den velkendte fætter til at kaste bjørneskindshuen i ringen. Legetøjskæden genopstod dog igen i et mindre format.

Men kunne konkursen have været undgået? Måske hvis folkene bag legetøjskæden havde læst pensum til det nyoprettede CBS-studie, som hedder HA i Markeds- og Kulturanalyse (HA MAK).

”HA MAK lærer dig at forstå omskiftelighed i markeder og forbrugeradfærd. Du lærer at identificere og forudse nye kulturelle mønstre og forbrugertrends – og udvikle virksomheders produkter og marketing, så virksomheden er på forkant med markedet og kundernes behov,” skriver CBS selv om uddannelsen.

90 nye studerende begynder på uddannelsen i år. Til hver af de 90 studiepladser var der 4,7 ansøgere, som havde angivet studiet som deres første prioritet. Det er det højeste antal ansøgere pr. plads på alle danske universitetsstudier.
Usynligt karakterkrav

Ana Alacovska er studieleder på uddannelsen, som hun også har været med til at tilrettelægge. Hun er både overrasket og glad over den store søgning til studiet. Hun gætter på, at noget af populariteten kan skyldes, at ansøgere til helt nyoprettede studier ikke kan se, hvad sidste års adgangskvotient var. Derfor ved de ikke, om deres karaktergennemsnit er højt nok til overhovedet at blive optaget. I år endte adgangskvotienten på 10,7.

Ud over ’det usynlige karakterkrav’ mener Ana Alacovska selvfølgelig også, at relevansen af det de kommende studerende kommer til at lære på studiet er en del af forklaringen på de mange ansøgere pr. plads.

”Studiet har resoneret med de unge mennesker, fordi det giver dem en bred tilgang til forbrugerstudier, forbrugerkultur og forbrugeropførsel,” siger hun.

Indsigt i netop de emner er ifølge Ana Alacovska ekstra vigtig i en tid, hvor trends, mode og behov blandt forbrugerne hurtigt og uregelmæssigt ændrer sig på grund af uforudsigelige ændringer i teknologi, kultur og politik.

Studiet er et bachelorstudie på tre år og en videreudvikling af et tidligere studie kaldet Interkulturel Markedskommunikation, som CBS udbød for sidste gang i 2018.

Sidste år var det også et nystartet studie på CBS, der løb med titlen som årets mest eftertragtede studie. Det var Business Administration og Digital Management, som fik 4,4 ansøgninger pr. plads. I år faldt ansøgertallet til dette studie til 3,8 ansøgninger pr. plads.
Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet