Udflytning er et eventyr – med dyr husleje og høje lønninger

Hvorvidt det er en god idé at flytte statens digitale bibliotek og vidensbank for blinde, svagtseende og ordblinde, Nota, fra Østerbro til Nakskov, taler vi ikke om. Man er embedsmand. Man har påtaget sig en opgave. Man løfter den. Sådan er det.

Også med chefen for økonomi, strategi, administration og kommunikation i Nota, Michael Karvø, selvom han ikke ligner prototypen på en embedsmand i sin t-shirt fra Sequoia National Park hjembragt fra den seneste trekkingtur. ’The mountains are calling, and I must go’, som hans yndlingscitat lyder. Han har selv helt frivilligt valgt jobbet, opgaven og Nakskov til.

“Det her er second to none for en djøfer: At modellere en helt ny organisation! Og det skal vi jo, fordi alle vores super-specialister, der har fået medaljer for trofasthed, ikke flytter med. Det er her, vi djøfere med al respekt for andre professioner tilfører værdi med at skære til, regne, vende hver en sten – og lade være med at lade os rive med af alle mulige følelser.”

1. oktober flytter Nota ind i Nakskovs gamle købstadsrådhus, som staten har købt af Lolland Kommune, og som Bygningsstyrelsen lige nu vender vrangen ud på. Michael Karvø har en kontrakt, der lyder på tre lange arbejdsdage om ugen i Nakskov, én hjemmearbejdsdag og én fridag om ugen, når de er flyttet.

Det vender vi tilbage til.

For dyrt at flytte lydstudierne

Da Lars Løkke på et pressemøde 17. januar 2018 om nye udflytninger afslørede, at Lolland Kommune fik Nota, var Michael Karvø midt i at afvikle sit 20 år gamle konsulenthus, Cedi – rådgivning om digital forvaltning. Han skulle noget andet nu, og der havde også været følere ude efter ham fra bl.a. et par store tech-virksomheder. Men cirkushesten, som havde trådt sine ungdomssko i ministerierne, lugtede savsmuld. Dét her var noget at være strategichef for. Han fik jobbet.

Han viser rundt i Nota, som bor på tre etager i anonym, men praktisk, beton på Østerbro.

“Det var vel egentlig min 60-års-krise, der udløste det hele,” siger han ude på trappen ned til lydstudierne, som skal blive i København.

Skuespillerne, som indtaler lydbøger og undervisningsmaterialer, kan kun læse op i tre timer ad gangen. Det ville blive så dyrt at fragte dem til og fra Nakskov og bygge nye lydstudier, at Finansministeriets folk blegnede, da de fik regnestykket. Der gik hurtigt røgsignal tilbage: Studierne bliver!

Også it-udviklingsafdelingen – der er helt central i den digitale institution – får lov til at blive. I hvert fald de første fem år.

“Nej, selvfølgelig er det ikke optimalt, at de sidder her og direktionen 175 km sydpå. Men vi har i forvejen svært ved at rekruttere it-folk her på Østerbro. Vi er staten, vi kan ikke bare gribe til lommerne. Så det er den bedste løsning for nu,” forklarer Michael Karvø.

"Så vi er jo blevet fyret"

Vi går ned i ’produktionen’ til de to store punktskriftprintere, som udskriver bøger og tekster til blinde. De skal med til Nakskov, og de er så dyre at flytte, at Finansministeriet og Rigsrevisionen – som ikke forstod, at en printer kunne være så dyr – kom ud for at se dem med egne øjne.

De teknikere, der betjener printerne, tager ikke med til Nakskov.

“Så vi er jo blevet fyret,” oplyser en af dem venligt, mens han skruer på en skrue i papirfremføreren.

Michael lægger hånden på sit hjerte. Det giver mening at arbejde her. Forleden fik de brev om, at en afdød blind har testamenteret sine jordiske ejendele til Nota. En svagtseende DTU-dimittend skriver, at han aldrig havde fået sin uddannelse uden Nota.

Anna Laurentzius stikker hovedet ud af sit glasbur. Hun er nyansat digital produktionschef, født og opvokset på Lolland og flytter nu tilbage med mand og børn. De har lige købt overpostmester-villaen i Sakskøbing, og der er taget mål til øko-hønsehus.

Skal gro i Lollands muld

Vi kører til Nakskov i Michael Karvøs halvgamle Audi – fra konsulenttiden, hvor han kørte landet tyndt – og tæller nedlagte sukkerfabrikker hen over det grønne, flade land med Lollands fede muld, som Nota skal slå rødder i. Det nye Nota skal bygges på nærarbejdsmarkedet, understreger Michael Karvø.

Vi er nødt til at køre i bil. Med tog tager det tre en halv time hver vej på grund af et større sporarbejde – som varer de næste mange år.

Efter to timer svinger vi ind på Axeltorv i Nakskov, og Michael finder sikkerhedssko frem i bagagerummet. Det gamle rådhus er en regulær byggeplads. Når staten køber et hus, skal det være tip-top – næsten så meget, at de lokale undrer sig. Børne- og Ungeforvaltningen sad der jo fint, indtil byrådet rykkede dem ud for at give plads til de eftertragtede 81 statslige arbejdspladser.

Michael Karvø synes, det er Harry Potter-agtigt, at det tager staten så lang tid at få et domicil på plads, når nu udflytningsministeren, Sophie Løhde, for halvandet år siden stod og sagde, at denne gang skulle det gå stærkt – og Lolland Kommune stod klar.

“Det er lidt uartigt, at det skal tage så lang tid med uvished om indflytning. Vi må først give de fyrede deres aftrædelsespakker et halvt år før den fysiske flytning.”

Men det bliver dejlige lokaler. Smukke, lyse, luftige, historisk aura, lige til at ranke ryggen over.

I København er de små – her bliver de store

Nota hører under Kulturministeriet, og i København er Nota en lille fisk i det fine selskab med Det Kgl. Teater og de andre. På Lolland bliver de én, man regner for noget. Det er bare at ringe til borgmesteren i Maribo, så tager han telefonen.

“De synes, vi er spændende. Og jeg synes, her er spændende mennesker. Sådan overskudsagtige, som deler deres netværk med én. Har man en samarbejdspartner, der kender en godsejer, som laver årgangsvin af kirsebær, så er man også i netværk med ham. Lolland har det hele. Fra de fattigste til de rigeste, men de er fælles om at være så stolte af deres landsdel. Dén der tv-dokumentar, ’På røven i Nakskov’, gør stadig ondt,” siger Michael Karvø.

“Vi kalder det også Snakskov. Rygter spreder sig hurtigt. Man kommer hinanden ved. Det forpligter. Nota skal give sit til lokalområdet. Vi skal blande os. Vi gør vores bedste for ikke at leve op til fordomme om, at os i staten skriver med fjerpen og er utilnærmelige.”

Thomas Knudsen, Lolland Kommunes kommunaldirektør, der residerer på rådhuset i Maribo, nikker og bekræfter. Han er stødt til for lige at møde Michael Karvø, før han skal videre til et byrådsseminar uden for Nakskov.

“Vi er nogle anarkister hernede,” siger han med slet skjult stolthed, og så man forstår, at her har de fundet en legekammerat i Michael Karvø og de andre fra Nota.

Da de inde på rådhuset for halvandet år siden så TV2 News og hørte Lars Løkke sige ’Nota til Nakskov’, var de helt blanke. Thomas Knudsen måtte ind at google og ud at stikke en gul lap om Nota til borgmesteren, som de lokale journalister summede om.

“Først var vi usikre på, hvad det var for en statslig institution, vi skulle begaves med, men efter vi har lært dem at kende, er vi meget glade. Nota er en produktionsvirksomhed, som skal bruge et miks af kompetencer, og som også kan række ud over sig selv til alle os andre og mod et lokalt iværksættermiljø,” siger Thomas Knudsen.

Analytisk overarm med tatovering

Michael Karvø og hans lokale HR-sparringspartner, Birgitte Nymann, lagde offensivt ud: ’Nota søger eventyrlystne medarbejdere’. Der kom så mange ansøgere, at de dårligt kunne håndtere det. Det er et eventyr, siger Birgitte.

De ansætter stadig. I går sad Michael Karvø i ansættelsessamtaler på en stilling, som blev slået op som ’Stærke analytiske overarme med tatoverede kommunikationsevner søges, da vi kun er ganske få, der rykker med HQ Nakskov’. Da jobannoncen var trykt, blev de alligevel lidt nervøse for, om de var for maskuline.

Men nej, de fik 170 ansøgere, og næsten 60 pct. var fra kvinder. Én havde fået sin mand til at fotoshoppe en ordentlig Skipper Skræk-overarm på sig. Michael Karvø er ovenud tilfreds med ansøgerbunken. Langt over halvdelen kom fra det nære arbejdsmarkedsområde, og det er dem, Nota helst vil have.

“De kloge siger til os: Lad være med at ansætte nogen, som tror, de kan pendle til Nakskov. Det kan man ikke. Så vi måtte jo skrælle nogle fra Hørsholm og omegn af, som ikke havde forstået, at når vi siger Nakskov, så mener vi Nakskov. Dér arbejder man ugens fem dage.”

“Jeg kan jo heller ikke selv,” siger han om at pendle og sin særlige kontrakt med de tre dage i Nakskov. Den aftale skal vel løbe et par år. “Og det er kun for os få gamle i gårde, men vi dør jo også lidt ud med tiden.”

De er så flinke i Moderniseringsstyrelsen

Notas ledelse har også opdaget en anden udfordring. Det er dyrt at rekruttere arbejdskraft i nærområdet. Meget dyrere end i København.

“Folk hernede med den type kompetencer, vi skal bruge, ved godt, at der er få af deres slags og kender deres værd. Det er vi blevet mega-udfordret på. For vi skal jo altså bruge dem. Vi er en digital vidensinstitution, som skal have al vores big data ud at gøre samfundsnytte.”

Så ingen billig arbejdskraft. Men så huslejen da? Troels Lund Poulsen, Venstres udflytningsminister tilbage i 2017, sagde til Djøfbladet, at udgifterne ved at flytte ud tjener sig hjem på fem-seks år på ikke mindst sparet husleje.

Men Michael Karvø må dementere.

“Vi sparer ikke noget. Vi får derimod en huslejestigning på 25 procent.”

Hvordan har jeres departement og Finansministeriet behandlet jer?

“Til et 12-tal, synes jeg. Vi er blevet behandlet godt.”

Og servicen er høj.

“Når jeg mailer til min budgetstyringsofficer, får jeg svar et kvarter efter. Finansministeriet har deres paradigmer og styringspunkter, men de er super-professionelle. Tag Moderniseringsstyrelsen, som bliver sådan skældt ud. De er bare så hjælpsomme. Og jeg har en fri dialog med vores departement, hvor vi ærligt kan sige til dem, hvor vi har vores udfordringer med udflytningen, og hvor vi ikke har. Der er mål og ting, vi ikke når. Vi er nødt til at have dobbeltbemanding i en periode og så videre, og det forstår man,” siger han og funderer:

“Sådan en udflytning kan man bruge som verdens bedste undskyldning til at få aflad for alt muligt, men det skal man jo ikke. Der skal også være nogle kort at spille til senere.”

Fuck, Nakskov

Holder det med christianshavneren Michael Karvø i Nakskov? Nja, siger han. I takt med, at 1. oktober nærmer sig, indfinder tømmermændene sig.

Det var alt det sjove, han sagde ja til. Ikke det med at skrabe is af forruden på bælgmørke vintermorgener før turen ned ad E47. Og går det med at lede og styre, når man er væk to dage om ugen, spekulerer han.

Som single med to voksne børn kan han egentlig gøre, som han vil. Men flytte gør han ikke. Efter 14 år i en JØP-lejlighed med Eigtveds Pakhus og havnefronten i baghaven er han blevet indfødt christianshavner. Han er sågar suppleant i Vor Frelsers Kirkes menighedsråd.

Audien, som han ellers havde regnet med at køre ned, skal nok fornyes nu, og han skal finde sig et logi at leje i Nakskov.

Hvis han da ikke går ind til naboen. En af hans gamle vandrevenner, Jim, har åbnet en new nordic-restaurant klos op af det gamle rådhus. Her spiser vi ristet pighvarrogn med lokale urter, mens kommunaldirektøren får en cola, fordi han ikke har tid til andet.

“Jim og Maria, hans kone, har et anneks. Der kan jeg bare bo, indtil jeg finder noget, siger de.”

Hvad koster det her dig alt i alt efter 1. oktober?

“Det er jo en dårlig forretning, så det er jeg holdt op med at regne på.”

Men du holder ved og tager med til HQ Nakskov?

“Ja. Det er helt klart planen. Men jeg ved også godt, at hvis der bliver for mange mandag morgener, hvor jeg tænker ’fuck, Nakskov, det er for langt væk’, så er det et tegn på, at det alligevel ikke holder for mig. Det har jeg også sagt til Michael.”

’Michael’ er Notas direktør, Michael Wright, som er djøfer ligesom ham selv, og som følger med som øverste chef til Nakskov.

Skal han se interviewet igennem før tryk?

“Det tror jeg, han helst vil være fri for. Og jeg har været medlem af Djøf, siden jeg var 20, og selvfølgelig skal han ikke kontrollere, hvad jeg siger til Djøfbladet.”