Efter eksplosionen: "Jeg spekulerer jo på det hele tiden"

Hun vidste det ikke. Først tænkte hun, at det kunne være stort som småt. Men så alligevel – tre beskeder på mobilen! Hun fik hurtigt tændt sin arbejdsmobil, og med den i hånden gik hun ind for at tænde for News. Den bærbare havde hun foran sig, så hun også kunne tjekke mails.

Her gik alvoren op for hende. Hun kunne se, at der lå en mail fra kl. 00.00 fra en af direktørerne og en opdatering kl. 05.00 og én igen 06.00.

En brat opvågning

Johanne Nordmann er fællestillidsmand for omkring 2.800 AC'ere i hele Skatteforvaltningen og næstformand i Djøf Offentlig. Og så er hun mangeårig medarbejder i Skattestyrelsen i Østbanegade i København. Det var derfor, hun via mails, sms’er og News fandt ud af, at facaden ved indgangen var blevet smadret af en eksplosion ved 22-tiden aftenen før. Vinduer var blæst ud, og hele indgangsstykket af metal var krøllet sammen som et stykke stanniol. Det var voldsomme billeder, hun så.

Var det ’bare’ drengestreger eller hvad? Hun tænkte, at hun måtte holde hovedet koldt.

Og hvad var det så lige, hendes rolle var?  Hun kunne konstatere, at der siden kort efter eksplosionen allerede havde været et stærkt apparat af folk i gang. Politiet, ledelsen og oprydningsfolk.

Hun blev enig med sig selv om, at hendes rolle måtte være at være bindeled til de 49 øvrige tillidsrepræsentanter for AC'erne, for selv om de sidder rundt om i hele landet, så vedrørte det jo også dem. Alle medarbejdere i Østbanegade blev bedt om at blive hjemme, indtil de fik nærmere besked.

Johanne sendte løbende den information videre, som hun modtog, så de andre tillidsrepræsentanter var med på, hvad den videre plan var, og hvad man afventede, før man kunne give en ny besked.

Skaden er sket

Efter et par timer i sofaen foran News og den bærbare blev Johanne kontaktet af Djøf, der gerne ville lave et videoindslag med hende til sociale medier.

Hun kørte ind til Østbanegade. Da hun kom rundt om hjørnet fra en af sidegaderne, kunne hun høre, hvordan der blev skovlet glasskår op. Og selv om hun allerede havde set billeder, blev hun alligevel lidt rystet over, hvor voldsomt det så ud. Indgangspartiet var fuldstændig ødelagt, og en masse vinduer var blevet trykket ud af eksplosionen.

Men samtidig blev hun også overvældet af, hvor mange mennesker der havde smidt, hvad de havde af øvrige arbejdsopgaver, for at hjælpe med at gøre Skattestyrelsen klar igen. Hun følte pludselig en opbakning fra hele omverdenen.

Ingen måtte komme ind i bygningen, så interviewet med Djøf foregik på den anden side af gaden. Johanne sagde, at hun både som borger, fællestillidsrepræsentant og som næstformand i Djøf synes, det er helt utilstedeligt, at nogle mennesker mener, de kan ytre sig i offentligheden på den måde.

Hun kørte hjem igen og fulgte udviklingen fra sofaen.

De fleste af hendes kollegaer tog det helt cool. Men nogle var rystede. Et par stykker var gået en halv time inden eksplosionen. Men hun oplevede, at de fleste havde sådan en ’akademisk’ tilgang til alt det, der var sket – en analytisk og nøgtern tilgang: Hvad ved vi? Sørg for at sætte proportioner på. Vi skal ikke gøre det værre, end det er. Mens vi venter på at få at vide, hvad der egentlig er sket, kan vi lige så godt arbejde.

Men folk var også omsorgsfulde, for selvfølgelig var der også nogle, der var mærkbart ramt af det, der var sket. Og dem blev der taget særligt hånd om.

Ingen skal dømme, hvad der er en rigtig reaktion, og hvis der bare er én kollega, der har det svært, skal vi kunne gribe den kollega, var de alle enige om.

Hverdag igen – næsten

Torsdag kom der besked om, at alle medarbejdere kunne komme på arbejde igen om fredagen. Og selv om Johanne egentlig havde fri, mødte hun også op. Alle medarbejdere havde fået at vide, at direktørerne ville være i ’kaffebaren’ klokken ni – et centralt sted i huset til uformelle møder.

Det var underligt at trille bilen ned i parkeringskælderen. Der plejer at være parkeret en masse biler omkring den opgang, der fører op til receptionen. Men hovedindgangen og receptionen var stadig spærret af.

Johanne kørte over til opgang syv i den anden ende af kælderen. Hun mødte et par kollegaer ved elevatoren. Der var ikke en trykket stemning, men nærmere en fællesskabsfølelse, oplevede hun.

Hun valgte at gå direkte op på kontoret. Hun var spændt på, hvordan der så ud. Var bøgerne faldet ud af reolen – var der støv over det hele? Det hele lignede sig selv.

Det var først, da hun lidt senere gik ned til kaffebaren, at hun gik forbi receptionen, hvor oprydningen og opbygningen stadig var i gang. Kantinen var også indskrænket af hensyn til det begrænsede antal flugtveje.

Der var flere, end der plejer at være omkring kaffebaren. Folk har nok lige brug for at snakke, tænkte Johanne. Det meste af sin sidste feriedag brugte hun i Østbanegade.

Og hun glemmer i det hele taget nok aldrig afslutningen på sommerferien 2019. Hun har talt i telefon, set nyheder og tjekket mails som aldrig før. Og hun har været mere træt end ellers.

”Jeg spekulerer jo på det hele tiden. Det kommer til at fylde, indtil vi forhåbentlig får besked om, hvad der er historien bag.” som hun siger.

Eksplosionen vil nok i det hele taget spille en stor rolle i den kommende tid, tænker Johanne.

”Jeg tror, vi får rigtig mange ekstra møder som følge af det her. Og vi skal have kommunikeret, hvad det giver anledning til fremadrettet – er der noget sikkerhed, der skal skærpes, og hvad gør ledelsen sig i det hele taget af overvejelser? Vi skal holde hovedet koldt og ikke gå i selvsving, men vi skal også tage det alvorligt.”