Karakterkrav

CBS-studie sætter ekstrem karakterrekord, der nok aldrig bliver slået

1.8.2019

af

PR-foto: Bjarke MacCarthy/CBS

PR-foto: Bjarke MacCarthy/CBS

I år var adgangskravet til International Business på CBS det højeste nogensinde til en videregående uddannelse. CBS-chef forventer lavere snit og måske lidt ældre studerende til næste år, fordi ”en tåbelig regel” forsvinder.

Sidste år skulle nye studerende have et gennemsnit på 12,2 for at komme igennem karakternåleøjet til International Business-uddannelsen på Copenhagen Business School. I år er kravet steget til svimlende 12,4. Vel at mærke for dem, der er kommet ind gennem kvote 1. 40 procent af de studerende på International Business bliver optaget gennem kvote 2, hvor karakterer ikke er altafgørende.

”Når vi bruger så mange pladser på kvote 2, så stiger adgangskravet til gengæld i kvote 1. Sådan hænger tingene sammen,” forklarer uddannelseschef på CBS, Wilbert van der Meer.

Skåret ud i pap betyder de mange pladser på kvote 2 altså, at de ansøgere med høje snit, der søger ind gennem kvote 1, konkurrerer om færre studiepladser, hvilket presser adgangskvotienten i vejret.

Forvirrende regel forsvinder

Den heftige karakterrekord på 12,4 bliver næppe overgået, men markerer i stedet afslutningen på en æra.

Næste år vil karakterkravet til International Business med garanti ende lidt under 12, gætter Wilbert van der Meer på. Det skyldes, at den såkaldte kvikbonus forsvinder. Siden 2009 har reglen givet studerende, der gik hurtigt i gang med studierne, lov til at gange deres karaktersnit med 1,08. 

”Det er en tåbelig regel, fordi den ikke siger noget om, hvor god man er til at studere. Den giver også gennemsnit på over 12, der er svære at forstå. Reglen er forvirrende, og den tjener ikke længere noget formål, så derfor synes vi, det er godt, at den forsvinder,” siger Wilbert van der Meer.

At de hurtige studiestartere ikke længere har en fordel, vil formodentlig også betyde, at gennemsnitsalderen på de nye studerende vil stige en smule.

CBS dominerer rangliste

På listen over de 10 samfundsvidenskabelige universitetsstudier, der kræver det højeste snit, finder man seks CBS-uddannelser. Top tre er en ren CBS-affære. Wilbert van der Meer fortæller, at de på CBS selvfølgelig er glade for, at de har så mange attraktive uddannelser, som tiltrækker mange dygtige studerende. Samtidig nævner han endnu en gang den store andel af kvote 2-pladser på CBS som én af forklaringerne på de skyhøje snit.

At kvikbonussen forsvinder, betyder, at alle snittene falder en smule til næste år. Det kommer dog ikke til at betyde det store, da det er ens for alle uddannelser, vurderer Wilbert van der Meer.

”Det vil kun fjerne de her lidt pudsige og meget høje snit, som journalisterne altid kaster sig over og ringer til os om. Alle uddannelserne i top 10 vil nok rykke omkring en halv karakter ned.”

De lavere karakterkrav betyder ikke, at det bliver lettere at komme ind på universiteterne. Der kommer hverken flere pladser eller færre ansøgere af den grund. Niveauet bliver bare et andet.

Det bliver dog stadig muligt at opnå et gennemsnit over 12, da den såkaldte ’Bonus A’-ordning fortsat gælder. Ordningen betyder, at elever, der tager ekstra fag på A-niveau, kan gange deres karaktergennemsnit op. Enten med 1,03, hvis du tager ét ekstra fag på A-niveau, eller med 1,06, hvis du tager mere end ét ekstra fag på A-niveau. A-niveau er det højeste niveau for fag på ungdomsuddannelserne.

Kom med indenfor på prestige-studiet

Sidste år besøgte Djøfbladet CBS for at finde ud af, hvad International Business-studiet indeholder, og hvordan de studerende oplever det. Som en af dem sagde det, er studiet fyldt med passionerede mennesker:

”Uden at det skal lyde fordomsfuldt eller hovent, så har vi i vores folkeskole- og gymnasiesystem en tendens til, at der bliver set en lille smule ned på, hvis du kan noget intellektuelt. Så er du nørd og lærerens kæledægge – vi kender hele møllen. Her på IB møder du ligesindede mennesker."

Du kan læse hele artiklen her.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Per Knudsen
4 år siden
Min søn tog international business på cbs og det er bare helt plat og på et lavt niveau. Det har svært at komme ind fordi så mange vil. Selve studiet er ikke svært overhovedet, nærmest til grin.
K
4 år siden
Ej det er altså ikke helt rigtigt. Jeg kender da en med et snit på 12,3, der er kommet ind på kvote 1, på international business :-)