NYT JOB

Ø-bossen kommer fra Mærsk

21-08-2019
3 min.
Dea Forchhammer er direktør for Ungdomsøen, hvor unge frivillige får et selvstændigt ansvar, så de kan vise, at de godt kan selv. På længere sigt håber hun, at Ungdomsøen bliver noget helt særligt, vi allesammen kan være stolte af, og som fx kan vises frem for amerikanske besøgende.  PR-foto

Som direktør for Ungdomsøen, der åbner lørdag d. 24. august, står Dea Forchhammer i spidsen for en 50.000 kvadratmeter stor ø i Øresund. Når hun ikke er på øen, har hun kontor i et spejdercenter – noget af et spring fra hendes tidligere job i et af landets allerstørste firmaer.

”Her har jeg det sådan, at jeg aldrig kommer til kede mig,” siger Dea Forchhammer, som er den første direktør for Ungdomsøen – et nyt og helt unikt center for spejderne og en række ungdomsorganisationer.

Det var nu ellers ikke, fordi hun kedede sig i sit tidligere job som Senior Regulatory Affairs Manager i Mærsk. Heller ikke selv om hun er typen, der hurtigt kommer til at kede sig. Hos Mærsk rejste hun rigtig meget, fx til forhandlinger i FN eller møder med US Coast Guard i New York om nye regler for svovludledning. Nu går rejserne mest til Ungdomsøen, når hun da ikke arbejder i Spejdercenter Holmen, hvor hun har base noget af tiden.

Netop spejderbevægelsen købte øen i 2015 med støtte fra Nordea-fonden og A. P. Møller Fonden, og siden har adskillige ildsjæle været engageret i at gøre den klar til indflytning. Der er plads til 1.000 gæster og mere end 500 sovepladser, og der kan også holdes konferencer og events på øen.

Ungdomsøen skal være en helt unik ramme for unge fra hele landet, så de kan skabe ’de næste generationers vigtigste samfundsbevægelse’. De unge kan selv arrangere vilde events, deltage i kurser og møde nye venner på tværs af ungdomskulturer.

"Det er megasjovt, at det hele flyder"

Frivillighed er også et gennemgående træk i Dea Forchhammers CV. I mere end 20 år har hun været frivillig chef på Roskilde Festivalen, og selv om det ikke rigtig fremgår af hendes LinkedIn-profil, havde headhunterfirmaet fået nys om, at hun havde masser af ledererfaring – blot som frivillig.

Og hun lod sig friste af det nye job som ø-boss, netop fordi hun her kan kombinere sin erhvervserfaring med baggrunden fra frivilligt arbejde.

”Det synes jeg er enormt attraktivt, for jeg har total start-up-mentalitet. Jeg synes, det er megasjovt, at det hele flyder, men det er også udfordrende,” siger Dea Forchhammer.

Som direktør for Ungdomsøen skal hun træffe ekstremt mange beslutninger. Det kan være, hvilke plasticposer der skal være på dametoiletterne, når de 1.200 gæster kommer til åbningsdagen 24. august – eller at sørge for at få repareret et søkabel, der er blevet revet over, så øen er uden elforsyning.

60.000 timers forberedelse

For nogle kan det være vanskeligere at lede frivillige end at lede ansatte, som får løn. Men det er Dea Forchhammer ikke nødvendigvis enig i.

”Det handler om at turde give ansvaret fra sig. Jeg synes, at arbejdet med at involvere frivillige er fantastisk! Alene i hele arbejdet med at gøre øen klar til åbning har de frivillige brugt mere end 60.000 timer på øen. Det er enestående og afgørende for, at vi nu kan åbne verdens første ungdomsø,” siger Dea Forchhammer.



Lige nu er udfordringen at få engageret endnu flere frivillige – og at sikre, at de unge får en reel og god indflydelse på øen. Ambitionen er at sammensmelte rigtig mange gode ungdomskulturer og at få de unge selv i spil. Øen har da også et korps på 13 ambassadører, som har rejst rundt i to år og fortalt om mulighederne på Ungdomsøen.

Finansieringen stammer fra en række store fonde – særligt Nordea-fonden, Trygfonden, Tuborgfondet, Lauritzen Fonden og A.P. Møller Fonden.

Dea Forchhammers tidligere chef hos Mærsk har også besøgt Ungdomsøen, og hendes opsigelse hos Mærsk blev ikke udelukkende modtaget negativt:

”De var virkelig gode. Overraskede og kede af det, men jeg fik et kæmpe tillykke. Jeg tror, det har betydet noget for dem, at en ’Mærsker’ har fået jobbet her, og det er jeg megastolt af, for så må de jo synes, at jeg har gjort noget godt.”

Kommentér
2
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.