Min ferie

"Hvis jeg har en uges ferie, skal der fart på"

4.7.2019

af

Foto: Privatfoto

Foto: Privatfoto

Dommerfuldmægtig Nina Palesa Bonde bruger sin ferie på gode venner, affaldssortering og onkeldag på Roskilde Festival. Djøfbladet er i løbet af sommeren på ferie med fem djøfere. Dette er første afsnit.

Hun blev et kendt ansigt under overenskomstforhandlingerne i 2018. Ofte kunne hun ses på gaden med sin gule vest og megafon, mens hun udbasunerede slagord på vegne af de offentligt ansatte. Hun sov ni dage på asfalten ude foran ’Forligsen’.

For tiden sover dommerfuldmægtig Nina Palesa Bonde ikke meget mere komfortabelt. Og hendes stemmebånd er nok lige så irriteret, som det var de dage under OK18.

Nina Palesa Bonde tilbringer nemlig ugen med en stor gruppe gode venner på Roskilde Festival. Hun er vært for teltlejren, og derfor kan hun bruge alle de organisatoriske evner, som vi så under overenskomstforhandlingerne.

”Jeg har en stor rolle med at organisere den her lejr, men det er faktisk dét, jeg forbinder med afslapning. At tingene bliver sat i system, at mine venner omkring mig har det godt, at der er kolde danskvand om morgenen og kolde øl til frokost. Det får mig til at slappe af, selvom der selvfølgelig er en del arbejde i det.”

Teltlejren udgøres af Nina Palesa Bondes venner og venners venner. Men hurtigt er de også hendes venner, fortæller hun. For det er ligesom præmissen. "At vi kommer hinanden ved."

Det bedste ferietip

Min egen personlige juvel er Bornholm. Jeg kan anbefale hele øen, men det bedste, jeg ved, er at tage skibet Thor fra Gudhjem Havn til helligdomsklipperne. Man skal tage den afgang, der passer med solnedgangen. Det er så magisk for sjælen. Vandet, himlen, klipperne. Der tager jeg ud hvert år.

Det bedste ferieminde

At stå på det næsthøjeste punkt på Mallorca (det højeste punkt er en militærbase) på en vandreferie med min allerbedste veninde og sove på den top. Det var i august, hvor der er høj aktivitet af stjerneskud. Vi havde vores liggeunderlag og vores figner og vindruer, som vi havde plukket på vejen. Og så lå jeg deroppe og tænkte, at jeg ikke har noget at bruge de her stjerneskud til.

Det værste ferieminde

Første gang jeg kom til Johannesburg som voksen. Jeg kan ikke helt forklare, hvad det var, for byen er en spændende, levende, en kulturel metropol, men kontrasterne… Vi kunne gå fra et super moderne hipsterkvarter til en gade med hjemløse, psykisk syge, herberger, sult og en stemning af håbløshed. Det var med til at gøre min ferie hård. Men det er en oplevelse, jeg har med mig i dag.

Den største beslutning truffet på ferien

Jeg sagde for nylig nej til et jobtilbud, mens jeg var på ferie. Jeg bad om betænkningstid. Det tror jeg, de blev lidt paf over, for det var et rigtig godt tilbud. Jeg brugte et par dage i min ferie på at overveje, om det var nu, jeg skulle gøre det. Og så takkede jeg nej og håbede, at det ikke diskvalificerede mig fremadrettet.

Fuld fart på

Arbejdet glider helt i baggrunden, når Nina Palesa Bonde holder ferie. Men det betyder ikke, at hun lukker helt ned og tager på stranden i en uge.

”Det er normalt for mig, at jeg laver noget i min ferie. Det er i hverdagene og i weekenden, jeg slapper af. Når jeg har en uges ferie, så skal der fart på. Så har jeg jo tid til det.”

Sådan har det dog ikke altid været, fortæller hun.

”Da jeg var yngre, kunne jeg godt bruge en uges ferie på at sidde og kigge ud i luften. Da havde jeg et studiejob eller arbejdede i butik. Det var ikke mit drømmejob. Så når jeg havde ferie, holdt jeg rigtig ’gloferie’.”

I dag har hun fået sit drømmejob. Hun har ikke længere brug for at lade op med en ’gloferie’. Men jobbet betyder også, at det kan komme til at knibe med at se vennerne i hverdagen.

”I dag bruger jeg aktivt min ferie til at se mine venner. Det er en kæmpe forskel fra tidligere. Det var ikke noget problem, da jeg var 21 og så mine venner i tide og utide. Nu er der både store og små børn, graviditeter og travle arbejdstider. Det er et must for mig, at vi kan komme til at se hinanden med noget dybere kvalitetstid.”

Derfor har hun tidligere arrangeret børnelejr for Røde Kors, hvor hendes venner var med som ledere. Eller de har fyldt bilen og kørt sydpå. De seneste fem år har de brugt uge 27 på Roskilde Festival. I denne uge er der blandt andet arrangeret onkeldag med bingo, portvin og onkelvittigheder, svensk-dakke-dak-dag og 40-års-fødselsdag i teltlejren.

Lidt djøfet er der også i teltlejren, Lejren er ’testcamp’ for et par miljøvenlige tiltag på Roskilde Festival. De sover fx i en ny type telte, der kan samles hurtigere, så folk forhåbentlig tager dem med hjem. Desuden sorterer de al deres skrald om aftenen.

Men det er samværet med vennerne, der driver Nina Palesa Bondes ferie.

”På arbejdet kan jeg blive stolt eller føle, jeg kommer i mål. Men der er tider, hvor jeg sidder i min camping-stol og kigger ud over hele gruppen af mine bedste venner og simpelthen får et sus af lykke. Så ved jeg godt, hvad der er vigtigt i livet.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet