Portræt

Louises held

18-06-2019
9 min.
Som et-årig fik Louise Willerslev-Olsen en sjælden nervesygdom. Men selv om hun mistede en del af sin førlighed, har det aldrig fyldt så meget for hende, siger hun. ”Selvfølgelig kan jeg godt synes, nogle ting er svære. Men det er jo ikke fedt at sidde og have ondt af sig selv. Det får man ikke et godt liv ud af.” Foto: Petra Kleis

Louise Willerslev-Olsen havde travlt på studiet, da et ”sindssygt held” åbnede en ny dør i hendes liv. I dag er hun både økonom i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Danmarks bedste til kørestolstennis – og måske på vej til de Paralympiske Lege i Tokyo.

En vinterdag i 2011 var Louise Willerslev-Olsen taget til Ølstykke for at spille tennis med sin mor. Bare nogle bolde, så længe kroppen kunne være med. Normalt spillede de i hjembyen Frederikssund, som manglede vinteregnede indendørsbaner. Og ’normalt’ var ikke særligt tit.

”Jeg spillede ikke meget i den tid, for det foregik stående, og det kan jeg ikke holde så meget til, fordi jeg får ondt i ryggen. Så jeg spillede højst to gange hvert halve år,” siger Louise Willerslev-Olsen.

Hun var vokset op med tennis. Faktisk havde hendes forældre mødt hinanden i tennisklubben, og Louise havde i barndomsårene været til træning med sin storebror og sine venner – med de begrænsninger, der nu er, når man ikke kan stæse rundt efter boldene.

Den vinterdag lagde hun mærke til en mand, som betragtede hende og moren, mens de spillede. Han forsvandt, men vendte lidt senere tilbage sammen med en pige, som sad i kørestol. Manden skulle vise sig at være Morten Halvorsen, træner for det danske landshold i paratennis, og pigen var Malene Olesen, der i dag er Louises double-makker. Normalt trænede landsholdet et andet sted, men denne dag prøvede de for første (og eneste) gang banerne i Ølstykke.

”De kunne se, at jeg gik sådan lidt hjemmelavet. Og så tænkte de: ’Det kunne da være, at hun kunne tænke sig en prøvekørestolstennistime.’”

Louise havde faktisk ledt efter en sportsgren, hun kunne dyrke. Hun havde overvejet kørestolstennis, men troede ikke, hun måtte, fordi hun trods alt kunne gå en smule.

”Så jeg stoppede ganske hurtigt med at lede. Jeg havde alligevel rimeligt travlt med studierne.”

Men Louise tog fejl, kunne Morten og Malene meddele. Hun måtte godt spille kørestolstennis. Og dermed åbnede de døren til den livsbane, der i dag har ført Louise Willerslev-Olsen til en position som Danmarks bedste paratennisspiller – med en realistisk chance for at kvalificere sig til de Paralympiske Lege (PL) i Tokyo næste år.

”Det er sådan et sindssygt held, hvis man tænker på, hvor anderledes mit liv ville have set ud, hvis ikke jeg havde været i Ølstykke Tennisklub lige præcis den dag på det tidspunkt. Det er faktisk ret vildt.”

”Der er sikkert også noget, der er synd for dig”

Louise Willerslev-Olsen var kun et år gammel, da hun blev ramt af en virus, som havde en ubehagelig følgesvend med sig.

Transversel myelitis er en ekstremt sjælden nervesygdom, en betændelse på tværs af rygmarven, som kan ødelægge forbindelsen mellem nerver i ryggen og resten af kroppen. Risikoen for at få sygdommen er fire til fem ud af en million. Babyer får den snart sagt aldrig. På nær Louise. Da virussen var færdig med at hærge hendes krop, var hun lam fra ryggen og ned. Senere genvandt hun nok førlighed til at kunne gå en smule. Længere distancer kræver en kørestol – som den, hun er ankommet med til interviewet, der finder sted i KB Hallens café.

Du var meget lille, da du fik virussen. Har du nogensinde syntes, at det var synd for dig?

”Det har aldrig rigtig fyldt så meget for mig. Selvfølgelig kan jeg godt synes, nogle ting er svære. Men det er jo ikke fedt at sidde og have ondt af sig selv. Det får man ikke et godt liv ud af.”

Louise Willerslev-Olsen kigger op, mens en haglbyge gennemtæsker tennisklubbens grusbaner udenfor.

”Der er jo et eller andet, der er synd for alle. Der er sikkert også noget, der er synd for dig. Og hvis du sætter dig ned og tænker kun på det, bliver du bundhamrende ulykkelig og sikkert ikke særlig sjovt selskab. Det er meget federe at sige: ’Ok, men hvad har jeg egentlig lyst til her i livet? Og hvordan kan jeg opnå det med de forudsætninger og begrænsninger, jeg har?’”

Jeg er jo heldig med det arbejde, jeg har. I virkeligheden kunne jeg jo få amputeret alt andet end mine hænder og mit hoved, og så ville jeg stadig være en lige så god arbejdskraft, som jeg er nu.

Louise Willerslev-Olsen
Dejlige, danske registerdata

Louise Willerslev-Olsen elskede polit-studiet – så meget, at hun allerede tidligt vidste, at hun ville gå efter en ph.d.

”Jeg er lidt nørdet, jo. Jeg kan nok lide at sidde og nørkle med dataarbejde og prøve at forstå de bagvedliggende mekanismer i modellerne.”

Fx kan hun mønstre en betragtelig begejstring for danske registerdata.

”Vi har stor datamæssig styrke i Danmark, fordi vi har CPR-registeret. Det har gjort, at vi har indsamlet fuldpopulationsdata for den danske befolkning, og at vi kan finde ud af at koble dem med en lang række uddannelsesmæssige, socioøkonomiske og økonomiske variable. Det er en guldgrube af data!”

Foto: Petra Kleis

I sin ph.d. – for det lykkedes hende at få den – dykkede Louise Willerslev-Olsen ned i guldgruben og undersøgte, hvad der gør, at folk ender i ubetalelig gæld. Her fandt hun ud af, at man har fire til fem gange større risiko for at ende i finansielle problemer, hvis éns forældre har haft en gæld, de ikke kunne betale. En artikel om resultatet – som hun har skrevet sammen med sin vejleder, professor og tidligere økonomisk vismand Claus Thustrup Kreiner, og professor Søren Leth-Petersen – udkommer senere på året i Economic Journal.

”Den viden giver bedre muligheder for at strukturere de politikker, der gør, at man kan hjælpe folk til ikke at ende i finansielle problemer,” siger hun.

En anden del af ph.d.'en, udarbejdet med Kasper Møller Lund-Jensen fra Oxford University, tog de makro-økonometriske briller på og gik i kødet på nogle modeller, der blev anvendt til økonomiske forecasts. Ved at koble teorien på historiske forecasts af det amerikanske budgetunderskud kunne de herefter vise, at man i USA systematisk havde været overoptimistisk, når man forsøgte at forudsige, hvordan det ville gå med den amerikanske økonomi – og at ”jo længere ud i forecasthorisonten man kom, jo mere overoptimistisk blev man.”

På det tidspunkt var der en del i Louises liv, der pegede frem mod en forskerkarriere. Men så åbnede der sig en ny dør.

Som elitesportsudøver lærer man en del om at være målrettet og tilrettelægge sin tid, og man kommer i god form – og så lærer man faktisk også at håndtere mentale ting bedre. Fx lærer man at håndtere en masse nederlag, man skal rejse sig fra igen. Og sådan nogle kompetencer er jo rigtig gode at have på en arbejdsplads.

Louise Willerslev-Olsen
Fordelen ved at være elitesportsudøver

I sommeren 2016 sad Louise Willerslev-Olsen ved et mødebord i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen uden helt at være klar over, hvad der ventede.

”Jeg vidste ikke engang, at det var en rigtig jobsamtale. Jeg kom i mit tennistøj og var rimeligt afslappet. Det satte mig også ind på en helt anden kurs, end jeg ellers ville været kommet ind på,” siger hun.

Sagen var, at styrelsen skulle udarbejde en rapport om realkreditmarkedet og havde hyret hendes ph.d.-vejleder som sparringspartner. Louise havde arbejdet i dybden med nogle af de data, der lå til grund for rapporten, og nu blev hun tilbudt en projektansættelse.

I dag har hun vekslet den midlertidige stilling til en permanent og sidder i en afdeling, der bl.a. vurderer virksomhedsfusioner.

”Jeg fandt ud af, at det betyder mere for mig, end jeg egentlig troede, at jeg har kolleger at sparre med og en chef at snakke med, som udstikker nogle deadlines. Plus – og det kan jeg se i mit arbejde nu – at det er rart, at man kan se, at det, man laver, har en betydning og er efterspurgt af nogen. Vi skal jo træffe en beslutning. Kan de her to virksomheder fusionere? Skal denne her virksomhed have en bøde for at have indgået i et kartel? Det har meget mere direkte relevans end forskningen.”

Louise meldte det klart ud til sin chef, da de hyrede hende: At de til en vis grad måtte dele hende med den sport, som var kommet til at fylde mere og mere i hendes liv siden vinterdagen i 2011.



Hun er ansat på fuld tid, og hendes chefer har været ok med, at hun flekser, så hun kan passe sin morgentræning et par gange om ugen – og i perioder være væk i længere tid, når hun tager til turneringer i udlandet, mens hun i andre perioder lægger ekstra timer på jobbet. Vekselvirkningen mellem de to passioner er både god for hende og arbejdspladsen, siger hun.

”Med tennis kobler jeg af fra arbejdet. Og med arbejdet kobler jeg af fra tennis. Som elitesportsudøver lærer man en del om at være målrettet og tilrettelægge sin tid, og man kommer i god form – og så lærer man faktisk også at håndtere mentale ting bedre. Fx lærer man at håndtere en masse nederlag, man skal rejse sig fra igen. Og sådan nogle kompetencer er jo rigtig gode at have på en arbejdsplads.”

Foto: Petra Kleis
Vejen til PL i Tokyo

Det næste års tid får Louise Willerslev-Olsen både brug for at trække på elitesportskompetencerne og fleksordningen i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Hun er nr. 46 på verdensranglisten for kvindelige kørestolstennisspillere. De 22 bedst placerede (målt den 7. juni 2020) er garanteret en plads i turneringen ved De Paralympiske Lege i Tokyo. Der bliver også uddelt wild cards, men Louises bedste chance er at klatre på ranglisten.

”Som økonom må jeg sige: Det er ikke en lineær skala, vel? At rykke en plads op nede i bunden er nemmere end at rykke en plads op, når du nærmer dig toppen.”

Klatreturen vil kræve deltagelse i 15-20 turneringer. Der er ikke råd til at få en træner med, så Louise kommer til at være alene en stor del af tiden som omrejsende i det internationale tenniscirkus. Men hun er med egne ord ”introvert og godt tilpas i mit eget selskab”, og turneringerne i udlandet har samtidig givet hende en ny venneflok, ligesom det også har ført hende sammen med andre, der lider af samme sjældne sygdom som hende.

Kan du klare kvalifikationskravet?

”Hvis jeg ikke troede, jeg kunne, ville jeg ikke bruge min tid på det. Så ja. Det er ikke oplagt, at jeg kommer med. Men sådan skal det jo være i sport. Hvis der ikke er noget på spil, så er det ikke sjovt.”

Haglbygen er stoppet, og Louise sætter sig i sin kørestol og triller ud på den nærmeste grusbane for at slå et par bolde til ære for Djøfbladets fotograf.

Hvis hun kvalificerer sig til Tokyo, bliver det hendes livs eventyr. Hvis ikke, er der Paris i 2024. Eller måske kaster hun sig over en anden sport. Det kommer ikke til at påvirke hendes arbejde.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.