DJØFS LEDERPRIS 2019

Vinder af Djøfs lederpris siger farvel til Mærsk

6.5.2019

af

Foto: Morten Holtum/Djøf

Foto: Morten Holtum/Djøf

Blandt mere end 100 kandidater har Rune Fleron Qvant vundet Djøfs lederpris 2019. Han fremhæves for sin digitale erfaring og er kendt som en forandringsagent, der er blevet sat til at rydde op – bl.a. i Mærsk. Nu har han netop skiftet job og skal arbejde i en helt anden branche.

For Rune Fleron Qvant er det en glæde og ganske overvældende at modtage Djøfs lederpris, især fordi han ser det som en anerkendelse af den måde, han har valgt at være leder på. Han betegner sig selv som en anderledes leder, sammenlignet med så mange andre, da han siger tingene ligeud og stiller enormt høje krav til folks engagement og værdier, men går lidt mindre op i detailregulering og -opfølgning.

”For mig er kvalitet og værdier i højere grad omdrejningspunktet end egentlige detailmål, og det har jeg haft stor succes med. Men mange kolleger – og især executive-chefer – bliver meget provokeret af, at det handler så meget om værdier og principper. De opfatter mig som firkantet, men jeg vil nu hellere kalde det principfast,” fortæller Rune Fleron Qvant pr. telefon fra Københavns Lufthavn, hvor han skal nå et morgenfly til Zürich.

Her starter han nu i nyt job hos Adecco, der er verdens største firma inden for HR-services og i Danmark især rekrutterer for kommuner. Hans nye titel er Group Vice President Enterprise Architecture & Design, og jobbet går ud på at standardisere, centralisere og professionalisere arbejdsprocesserne. Med andre ord handler det om dataarkitektur og "en masse hård it og en masse proces," som han forklarer.

Mærsks charme falmer

I Mærsk (alias det mere korrekte A.P. Moller-Maersk) har det også været en del af opgaven. Han synes, at Mærsk er et fantastisk sted, og at han har lært rigtig meget i sine 12 år i koncernen. Men han mener, at Mærsk har mistet en del af sit særkende.

"Jeg har været enormt glad for at arbejde i Mærsk og har lært meget, specielt af dem, der er vokset op i firmaet og blev ansat af hr. Møller selv for 20 år siden. Mærsk er et fantastisk sted, men i de senere år er det mere blevet et firma som alle andre og ikke helt så unikt længere. Den charme, der tidligere var, er i nogen grad forsvundet," mener Rune Fleron Qvant.

Da en tidligere chef, som nu arbejder i Adecco, kontaktede Rune Fleron Qvant for at få ham med ombord, var han lydhør, for han havde i nogen tid tænkt, at der godt snart måtte ske noget nyt. Og han fandt ud af, at der i Adecco var et meget godt match mht. værdier og virksomhedskultur. Han betegner virksomheden som "entrepenant" og med en meget klar værdiforankring.

Efter en del forhandling fik han lov til at have base i København og en dansk kontrakt. Selv om den fransk-schweiziske virksomhed har hovedsæde i Zürich, viste det sig nemlig undervejs, at flere af topdirektørerne ikke selv boede i Zürich. Og det var vigtigt for Rune Fleron Qvant, at han og hans familie med tre børn ikke skulle til at flytte.

I stedet skal han tilbringe meget arbejdstid i fly og lufthavne, og han skal nu til at opbygge en helt ny afdeling, som skal styrke Adeccos it-infrastruktur.

Cand.polit. med hang til it

Selv om 40-årige Rune Fleron Qvant er cand.polit. af uddannelse, har han i hele sin karriere tonet sin profil i retning af it. Allerede på ungdomsskolen lærte han at programmere, og han havde også studiejob inden for it i det meste af studietiden, ligesom han tog data- og it-orienterede fag på studiet samt enkeltfag på datamatiker-uddannelsen for at lære noget håndværk. Specialet på polit.-studiet handlede om afsætning og prisfastsætning af digitale goder.

Efter eksamen ville han gerne have læst videre og taget en ph.d. Han fik da også accepteret sit oplæg til ph.d. på universitetet, men kunne ikke få et stipendium med og dermed skaffe finansiering, så i stedet blev han juniorpartner i en software- og konsulentvirksomhed.

”Mit forslag til ph.d. var noget outreret – et vildt spændende data science-forslag om modellering af sociale netværk – men for 15 år siden var der ikke særlig meget forståelse for det, og studielederen på polit. spurgte da også, om jeg ikke hellere ville skrive om noget andet,” fortæller Rune Fleron Qvant.

Han holdt dog fast i it som sit fagområde og har i hele sin karriere styrket sine kompetencer inden for dette felt.

Tips om efteruddannelse i it

Og hvad vil han så anbefale andre djøfere, som gerne vil supplere cv’et med de digitale kompetencer, der stadig oftere efterspørges?

Ja, et konkret forslag er at tage nogle kurser på diplomniveau, fx enkeltfag på datamatiker-uddannelsen.

”Det er ikke en uoverstigelig opgave at tage nogle diplomfag ved siden af jobbet, hvis man kommer fra en kandidatuddannelse – eller endda en hård bachelor – for akademikere er jo vant til at studere, så det vil være forholdsvis nemt,” mener Rune Fleron Qvant.

Rune Fleron Qvant er 40 år. Cand. polit. 2004. Ansat i A.P.Moller-Maersk fra 2006, senest som CTO, Head of IT Transformation, Digital and Development. Fra 1. maj 2019 Group Vice President Technology & Design i Adecco Group, Zürich.

Over 100 kandidater til lederprisen

Djøfs lederpris 2019 blev uddelt 2. maj på Djøfs lederkonference. Foruden Rune Fleron Qvant var de her to ledelsestalenter nomineret blandt mere end 100 kandidater:

  • Camilla Huus er antropolog, cand.scient.pol. og ledelsesansvarlig i Valcon, hvor hun er partner og COO. Hun står i spidsen for at træne Valcons konsulenter i ledelsesdisciplinerne, så de kan levere de allerbedste kunderesultater. 
  • Nanna Jannov er klassisk jurist, men med et meget kommercielt mind-set. Hun er Director, Head of Corporate & Pharma Legal hos LEO Pharma Global. Her leder hun tunge fagspecialister og er samtidig meget opmærksom på, hvordan stabsfunktionen kan skabe værdi for virksomheden 

Djøfs lederpris uddeles en gang om året til et ledelsestalent, der både mestrer mennesker og strategier. En person, der har skabt resultater og derved bidrager til vækst i dansk erhvervsliv. Prisen blev uddelt første gang i 2017.

Juryen

Djøfs ledelsespris 2019 blev uddelt af en jury, bestående af:

  • Henrik Funder, formand for Djøf Privat
  • Pui Ling Lau, COO, Realdania
  • Jesper Møller, formand for Brøndbyernes IF mv.
  • Morten Falkenberg, CEO, Nobia Group
  • Anne Mette Dissing-Immerkær, partner, Heidrick & Struggles         
  • Britta Borch Egevang, direktør, Djøf

LÆS OGSÅ OM

Vinderen af Djøfs lederpris 2018 – Malou Toft, Milestone Systems

Vinderen af Djøfs lederpris 2017 – Louise Hahn fra Dong Energy (nu Ørsted)

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet