Skæve prioriteringer

Foråret har i år i høj grad været præget af politiske markeringer forud for valget til de 179 pladser i Folketinget og de danske taburetter i Europa-Parlamentet. Valgkampens temaer tegner sig tydeligt: Pensionsalder, sundhedsvæsen og det rituelle spørgsmål om udlændingepolitik fylder.

Som repræsentant for de godt 22.000 medlemmer af Djøf Studerende undrer jeg mig over, at uddannelse stort set ikke fylder i den politiske debat. Det er tankevækkende. Og lidt skræmmende. For mens skåltalerne lyder om vigtigheden af, at vi som samfund bliver klædt på til fremtidens udfordringer, bliver der samtidig skåret ned på hele uddannelsesområdet. Ikke kun på universiteterne, men også på gymnasierne, de faglige uddannelser og professionsuddannelserne.

AE Rådet har beregnet, at der i perioden 2016 til 2022 bliver skåret i alt 20 mia. kr. på uddannelsesområdet på grund af det såkaldte omprioriteringsbidrag. Konsekvenserne er allerede nu tydelige. Omfattende fyringer af dygtige undervisere på Aalborg Universitet, lukninger af VUC-centre og en dagligdag, hvor der bliver stadig færre undervisere til de mange studerende. Og mindre tid til at give de studerende feedback og respons på de opgaver, vi afleverer. Resultatet kan meget vel være, at vi får dårligere uddannelser og dermed står dårligere rustet til mødet med arbejdslivet, når vi er færdige som kandidater.

Der er måske en god grund til, at uddannelse stort set ikke fylder i den politiske debat. Andelen af unge vælgere er hastigt faldende. Fra 1980 er andelen af vælgere under 40 år faldet fra 44 pct. til 32 pct. i 2019. I dag kan vælgergruppen over 51 år selvstændigt afgøre valget.

De forskellige generationer har ofte forskellige politiske prioriteringer. Således er uddannelsespolitik kun det væsentligste tema for vælgere under 29 år, mens sundhed, pension og socialpolitik fylder mere for de ældre generationer.

Jeg vil gerne opfordre til, at man lægger de generations-egoistiske hensyn til side og tænker lidt ud over sine egne interesser. For hvordan skal vi som samfund finansiere al den velfærd, politikerne lover os, hvis ikke arbejdskraften er dygtig og veluddannet?

Det er alt for snæversynet blot at betragte uddannelse som en udgift, der nu og her stjæler ressourcer fra andre politikområder. Ret beset er uddannelse og forskning en langsigtet og helt nødvendig investering i, at Danmark og danske virksomheder kan konkurrere globalt. Det kunne jeg godt tænke mig, at valgkampen også handler om.