Akademikersyge
Er du også bange for at blive afsløret som talentløs?
22.5.2019
af
Eva Bøgelund
Foto: Jacob Lund/Shutterstock
Tvivler du inderst inde på, at du er klog nok og god nok, selvom du faktisk gør det godt? Så er du ramt af bedragersyndromet – <em>imposter syndrome</em>. Er du fx ph.d.-studerende, er du klart i farezonen, men 'almindelige' djøfere rammes også. Læs, hvad du kan gøre.
Akademikersyge
22.5.2019
af
Eva Bøgelund
Foto: Jacob Lund/Shutterstock
Du knokler med dit arbejde, og chefen bliver ved med at give dig ansvar og nye opgaver. Alligevel frygter du, at du bliver afsløret som dilettant eller intellektuel fupmager.
Det er en følelse, som så mange dygtige og ambitiøse akademikere rammes af, at den har fået sit eget navn i den angelsaksiske universitetsverden: Bedragersyndromet – imposter syndrome.
Til Weekendavisen siger internationale forskere, at syndromet er udbredt på universiteterne og i øvrigt konstateret blandt akademikere, herunder bl.a. advokater, revisorer, læger og medicin- og tandlægestuderende.
Det er ikke en psykisk lidelse – snarere en særlig indre oplevelse, som ikke skyldes lavt selvværd, men derimod svigtende evne til at bedømme sig selv korrekt, lyder det fra Weekendavisens forskerkilder.
'Bedragerne' ved godt, at de er kloge, men de tror ikke, de er kloge nok, og selvom de får ros og anerkendelse, kan de ikke tage det ind. Derfor presser de sig selv for meget og risikerer at brænde ud.
Ifølge psykolog og ph.d. Eva Hertz fra Center for Mental Robusthed, som bl.a. underviser på Djøf-kurset 'Styrk din mentale robusthed', er der flere tegn, der kan vise dig, at du selv er i farezonen.
"Du ved, at du er ramt af bedragersyndromet, når du bliver fanget i enten at bruge alt for meget forberedelsestid i forhold til opgavens karakter – du overpræsterer. Eller du bare ikke kan komme i gang eller udsætter og udsætter opgaven," siger hun og betoner, at bedragersyndromet er "både smertefuldt og ensomt, men kan håndteres."
Du kan se hendes råd til hvordan i boksen herunder.
Psykolog og ph.d. Eva Hertz fra Center for Mental Robusthed giver disse råd:
Brug dine kolleger
Mange af dine kolleger kender helt sikkert til følelsen – og det hjælper at dele.
Dels bliver du mindet om, at det er ret almindeligt blandt akademikere, at man lejlighedsvis tvivler på sig selv. Og dels hjælper éns kolleger med at perspektivere din vurdering af opgaven. Alternativt drøft det med din mentor, hvis du har én.
Vær mere venlig over for dig selv
Når vi bliver fanget i bedragersyndromet, bebrejder vi ofte os selv for, at vi ikke kan blive færdige, ikke kan komme i gang eller ikke er lige så dygtige som andre.
Herved påfører vi os selv yderligere lidelse: Dels at kæmpe med frygten for ikke at slå til – og dels at høre den indre kritiker bebrejde én, at man (igen) er landet i sumpen af tvivl.
Vær venlig over for dig selv og anerkend, at ikke alle opgaver er lige 'fede': Nogle opgaver giver dig ikke mulighed for at gøre det, du er allerbedst til.
Og husk så, at du er nået langt, fordi du allerede er et kompetent menneske med en lang akademisk uddannelse, du er ansat i en stilling, du har måttet kæmpe for at få, og din leder har givet dig opgaven, fordi hun/han netop kan se guldet i dig.
Prøv at se det i det store perspektiv
Overvej følgende:
Efter disse overvejelser vil det helt sikkert stå klart for dig, at du nok skal klare den. Og som Eva Hertz siger med et citat fra den portugisiske forfatter Fernando Sabino: "Everything will work out in the end – and if it doesn’t work out, it’s not the end."
Weekendavisen skriver, at store universiteter som Oxford, Cambridge, Harvard, Berkeley og Stanford afholder foredrag om bedragersyndromet og vejleder ph.d.-studerende i det. Fænomenet er udbredt i universitetsverdenen, hvor man arbejder alene, i siloer og hele tiden bedømmes.
Lektor Gitte Wichmann-Hansen, der er forsker på Center for Undervisning og Læring på Aarhus Universitet, bekræfter, at undersøgelser viser, at der er et element af stress, angst og usikkerhed blandt forskere, og også at det er mere udtalt blandt ph.d.-studerende sammenlignet med ældre forskere.
Hun og hendes kolleger kan ikke give et endegyldigt forskningsbaseret svar på hvorfor. Men internationale undersøgelser peger i retning af, at stress kan hænge sammen med en usikkerhed om, hvorvidt man lever op til bedømmelseskravene.
"Derfor er det så vigtigt, at der er klare bedømmelseskriterier for ph.d.-afhandlinger, og at kriterierne kommunikeres tydeligt til de studerende."
Det er især vigtigt i de samfundsvidenskabelige fag, fordi der er særligt høje krav om selvstændighed i disse fag, påpeger hun.
"De studerende forventes at komme med deres egen projektidé, og de skal i høj grad selv kunne argumentere for relevansen og originaliteten i deres bidrag," siger hun.
"Så det er forståeligt – hvis der måske er tvivl om bedømmelseskriterierne – at præstationspresset her kan opleves som stort og til tider svært at håndtere."
Men hvad gør man ved det? Der er to knapper at skrue på, siger Gitte Wichmann-Hansen. Den ene knap er vejledningen. Den skal helst være både støttende på det personlige plan og fagligt hands-on.
"Hvis vejlederen er præcis om, hvad der bedømmes på og forventes, er det stress-reducerende. Det må dog ikke tippe over, så vejlederen styrer og dikterer vigtige indholdsmæssige valg i projektet."
Den anden knap er selve forskningsmiljøet.
"Det betyder meget. Jo mere man er integreret i sit forskningsmiljø – med hyppige fremlæggelser i kollegagruppen, peer support og feedback – jo bedre," forklarer hun.
Der er ligefrem en sammenhæng mellem god integration og selvstændighed.
"Jo mere man føler sig på tryg grund i sit forskningsmiljø og i kriterierne for videnskabelighed på sit område, jo mere modige og selvstændige valg kan man træffe i sin forskning."
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER