Global karriere

Sygemelding åbnede døren til ny karriere i Kina

6.5.2019

af

Foto: Giulia Marchi/Redux

Foto: Giulia Marchi/Redux

Lena Hørlyk Petersen flyttede til Kina i tre måneder for at lære mandarin – men så blev hun hængende. 11 år og et par job i både Vestas og Grundfos senere er hun nu selvstændig konsulent i Beijing.

Det var et bevidst valg, da Lena Hørlyk Petersen i 2008 tog til Beijing for at læse mandarin. Hun havde været sygemeldt med stress fra sit job i TDC. Selvom hun var passioneret om sit arbejde, gjorde flere fyringsrunder og ændringer af strategien, at hun ikke længere fandt det meningsfuldt. Kroppen sagde fra.

Hun var for forhippet på at se lønnen tikke ind hver måned og på at forsøge at fylde sit job ud, men glemte at lytte til egne værdier, siger hun.

Asien havde ellers aldrig været på hendes mentale landkort, men efter en rejse til Kina i 2005 blev Lene fascineret af landet. Efter sygemeldingen besluttede hun sig for at fremleje sin lejlighed og tage til Beijing i tre måneder for at læse mandarin på et universitet.

En måned inde i sprogundervisningen blev hun kontaktet af en tidligere kollega, der nu arbejdede i Vestas. Hun var på det tidspunkt 42 år og havde forestillet sig, at turen til Kina måske skulle være et sabbatår. Men hun lod sig lokke af en fantastisk mulighed, som hun siger. Og derfor kom hun til at stå i spidsen for Vestas interne kommunikation i et stort projekt i Kina.

Fuld skrue i ukendt farvand

I dag er hun glad for, at stresssygemeldingen gav hende mulighed for at finde ud af, hvad der var meningsfuldt for hende.

”Hvis jeg ikke var blevet sygemeldt, havde jeg nok levet i lykkelig uvidenhed i Danmark. Men der sker det, når man rammer sin bund, at man finder ud af, at det næsten kun kan gå fremad, så derfor kan man lige så godt give den fuld skrue og hoppe ud i noget, man virkelig har lyst til.” 

Siden projektet i Vestas har Lena Hørlyk Petersen bl.a. arbejdet med udvikling af ledere som konsulent for Grundfos i Kina. I dag arbejder hun freelance med ledelsesudvikling, coaching og kulturtræning. Det kan både være kinesere, der har kulturelle udfordringer ved at arbejde i en international virksomhed, eller udlændinge, der har udfordringer ved at arbejde i Kina.

Hvad har du lært af at arbejde i Kina?

”Man skal have en enorm omstillingsparathed og være i stand til at kunne navigere i usikkerhed, for det er ukendt farvand. Du skal være god til at skabe relationer – både professionelt og privat. Og så er det godt at være nysgerrig.”

Foto: Giulia Marchi/Redux
Vil tage virksomhed med til Danmark

Lena Hørlyk Petersen bor tæt på Den Himmelske Freds Plads og Den Forbudte By. Hun arbejder enten hjemme fra lejligheden i Beijings midte, ude hos kunderne eller i forskellige co-working spaces. Det giver en fleksibilitet, som passer hende godt, fortæller hun.

Hvordan er det at være selvstændig i Beijing?

”Det kan være lidt ensomt at være sig selv, så det gælder om at have et stærkt netværk og nogle mennesker, man kan spare med. Og så er der masser af professionelle netværksplatfome, der giver mulighed for at møde samarbejdspartnere og kunder.”

Hun regner med at vende tilbage til Danmark inden for et par år og tage sin konsulentvirksomhed med hjem. Og hun forventer fortsat at kunne leve af sine kompetencer, herunder den kulturelle træning af medarbejdere.

”Verden bliver fortsat mere og mere global. Og der er mange kinesiske virksomheder, som for alvor begynder at bevæge sig ud over egne landegrænser. De har samme behov for at forstå og kunne arbejde med andre kulturer, som udlændinge har behov for i Kina.”

Lena Hørlyk Petersens guide til Beijing
  • Mine yndlingssteder i byen: ”Parkerne er åndehuller for byens beboere. De giver dig en mulighed for at se, hvordan byens borgere bruger de frirum, der er i Beijing. Derudover holder jeg af den gamle del af Beijing. Her finder du et meget lokalt liv og en anden rolig puls.”
  • Det skal man tænke over, før man tager til Beijing for at arbejde: ”Forbered dig på at skulle arbejde i en kultur, der er meget anderledes end den skandinaviske. Sørg også for at have et netværk eller noget hjælp, du kan trække på rent professionelt. Det vil også være en god idé at lære en smule kinesisk. Det gør dagligdagen meget lettere.”
  • Mit netværk: ”Mit danske netværk er bl.a. via Det Danske Handelskammer i Beijing – DCCC – hvor jeg sidder i bestyrelsen, og via de arrangementer, som DCCC tilbyder deres medlemmer. Derudover er der en WeChat-gruppe for danskere, og så er der mit private netværk af venner.”
Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet