Det glade budskab

Jeg var ikke engang kommet et halvt skridt ind i direktionssekretariatet, før styrelsesdirektøren trak mig til side. 

”Har du set dem?”

Han var i foruroligende godt humør.

”Arbejdsglædeplakaterne,” forklarede han begejstret. ”De kom op i går.”

Åh, gud. Arbejdsglædeprojektet. En dødssejler af et ’begejstringsprojekt’, som fantasterne ovre i HR havde lokket direktøren med på i fuld overbevisning om, at medarbejderne ville blive meget gladere for deres arbejde, hvis bare vi – i stedet for at gøre noget ved deres kummerlige arbejdsforhold – satte nogle plakater op om, hvor glade de i virkeligheden allerede var.

Jeg spejdede uroligt efter en plakat for at se, hvor dumt det var blevet. ”Nej, nej,” udbrød direktøren, da han så mit søgende blik. ”De hænger ikke i storrummene. Vi skal herud.”

Med et udtryk, som når min treårige datter viste mig en ’kage’, hun havde bagt af mudder, småsten og noget, der muligvis var afføring fra et mellemstort kattedyr, trak han mig ud i mellemgangen. Og videre ud på … nej, det kunne vel ikke være sandt … men selvfølgelig var det sandt … toilettet.

”Det er her, de sidder.”

Med en storladen bevægelse slog direktøren døren op til en bås, så jeg kunne se plakaten på indersiden. Trykt med kæmpestore, overbegejstrede neonbogstaver:

Hvad er arbejdsglæde for dig?

Jeg stirrede lamslået på teksten. Så vidt jeg kunne bedømme, ville den befinde sig 10 millimeter foran næsen på medarbejderne, når de satte sig på brættet.

”De hænger på alle etagerne,” forklarede direktøren begejstret, ”er det ikke godt tænkt?”

Jeg nikkede anerkendende. For det var det jo. Hvis tanken havde været: Hvordan får vi samtlige medarbejdere til at konkludere, at topledelsen er idioter?

”Der hænger også én, når de skal over og vasker hænder,” fortsatte direktøren entusiastisk.

Selvfølgelig gør der det, sukkede jeg for mig selv. Hvorfor stoppe, når proppen på idiotflasken først er røget af.

Direktøren trak mig hen til spejlvæggen over vaskene.

”Her står en glad medarbejder,” annoncerede et klistermærke øverst på spejlet. Nedenunder kunne jeg se spejlbilledet af en velkendt medarbejder fra direktionssekretariatet. Han lignede én, der primært fandt glæde i tanken om, at han på et tidspunkt ville dø – og derfor ikke længere skulle arbejde i styrelsen.

”For en gangs skyld tror jeg, vi har lavet en kampagne, der vil engagere medarbejderne,” mente direktøren.

Tre timer senere kunne jeg konstatere, at han havde ret, da jeg satte mig på brættet og stirrede ind i en plakat, hvor en ’engageret medarbejder’ allerede havde taget sig tid til at besvare direktionens spørgsmål med en sort sprittusch:

”Arbejdsglæde er at få lov til at skide i fred.”​​